Vyborg: Forskelle mellem versioner

Efter, at Sverige havde erobret [[Kexholm]] og [[Nöteborg]], mistede Vyborg sin militære betydning, og dets befæstninger vedligeholdtes der efterderefter blot nødtørftigt; under byens regulering, anbefalet af [[Per Brahe d.y.]] og fra 1639 gennemført af ingeniør [[Anders Torstensson]], fik de til og med lov til at forfalde. I 1653 brændte Vyborg endnu en gang. I 1676 istandsattes såvel bybefæstningen som slotsvolden. I 1681 blev det bestemt, at I-vallen skulle forstærkes og forsynes med flere forsvarsværker mod havet. I 1694 var befæstningerne så forfaldne, at man med hest og slæde kunne køre ind gennem hullerne i mur og vold. Først 1703 fik Vyborg imidlertid egen fortifikationsstat, og fra 1704 begyndte forstærkningsarbejder i henhold til [[Lorentz Kristoffer Stobée]]s tegninger at blive gennemførte.

Vyborg tilfaldt [[Rusland]] efter [[Den store nordiske krig]] ([[1700]]–[[1721|21]]). Efter at sejrrigt have udstået flere belejringer, således i 1411, 1495, 1555 og 1556 samt 1706, erobredes byen og slottet af russerne den 13. juni 1710 ved kapitulation efter en belejring, som varede fra den 22. marts og hvor under byen og slottet var blevet forsvaret af [[Magnus Stiernstråle]]. I 1711 truedes Vyborg af svenskerne, men ved [[freden i Nystad]] [[1721]] tilfaldt byen Rusland. I stedet for de ødelagte Siikaniemi og Pantsarlaks opstod i 1700-tallet forstæderne Slobodden eller Petersborgske forstad i øst og Vyborgske forstad i nord, på vestre hjørne af den såkaldte Slottsholmen (som ikke må forveksles med den lille holm på hvilken, slottet ligger). På sydsiden af Slottsholmen anlagdes under [[Anna Ivanovna|kejserinde Annas]] regering (1730–1740) fæstningsværkerne Kron S:tæ Annæ, senere atter opgivedeopgivet.

Ved den russiske erobring skete væsentlige forandringer i byens kommunale og økonomiske liv. Byen mistede blandt andet sin markedsplads ved Lappvesstrand ([[Villmanstrand]]), hvor borgerne tidligere i flere uger havde handlet med Karelens bønder, men den bevarede sin betydning som eksporthavn for trælast og som kulturcentrum, med tysk som borgerskabets sprog<ref name=SNL/>. Efter det såkaldte [[Gamla Finland]]s forening med [[storfyrstendømmet Finland]] i 1811 begyndte en tid med ny udvikling. Vyborg blev residensby i [[Vyborgs län]], og [[Vyborgs hovrätt]] indrettedes 1839. Ved åbningen af Saima kanal i 1856 og anlæggelsen af jernbaner til [[Sankt Petersborg]] i 1870 og [[Joensuu]] i 1894 udvidedes handelsområdet. Under Krimkrigen gjorde englænderne den 1. juli 1855 et landgangsforsøg. Efter, at Vyborg var kommet iunder russisk varetagelsedominans, forbedredes byens befæstninger, og mod landsiden anlagdes nogle fremskudte forsvarsværker. Det vigtigste af indløbene, Trångsund (nu [[Vysotsk]]), blev forsynet i 1864 forsynet med et par batterier, og også sejlleden mellem Niemelasaari og Mustasaari blev afspærret med nogle forsvarsværker på disse øer. Under [[1. verdenskrig]] anlagdes yderligere nogle befæstninger.

Under den [[finske borgerkrig]] bemægtigede de "røde" sig, understøttede af russiske tropper, i slutningen af januar 1918 Vyborg, som i tre måneder forblev ipå deres hænder, indtil [[Carl Gustaf Mannerheim]]s hær efter seks dages belejring befriedeindtog byen med storm den 29. april.

Lige til 1918 var byen en fæstning, omgivet på flere sider med volde, hvilke havde udgjort en betydningsfuld forhindring for dens udvikling. Under finskden finske tid udgjorde Vyborg et betydningsfuldt forretningsmidtpunkt, hvor handelen i det østlige Finland koncentreredes. Byens beliggenhed ved [[Saimaa kanalen]]s sydlige indløb gjorde, at importvarerne kunne omlastes på mindre fartøjer for at videre befordresbefordring til steder ved [[Saima|Saima-søsystemet]], mens på den anden side størstedelen af trævareeksporten fra savværkerne ved Saima og fra store dele af [[Karelen]] gik over udhavnen Trångsund, omkring 12&nbsp;km fra byen.

I 1939 angreb Sovjetunionen Finland. Det lykkedes ikke [[Sovjetunionen]] under krigen at besætte Vyborg, men ved [[Moskvafreden]] efter [[vinterkrigen]] ([[1939]]–[[1940|40]]) måtte Finland afgive det [[karelskeKarelske næs]], og dermed også Vyborg, til Sovjetunionen. Hele befolkningen evakueredes (tvangsforflyttedes) til Finland. Efter udbruddet af [[fortsættelseskrigen]] 1941 genvandt Finland byen, og mange af dens indbyggere vendte tilbage, men under krigens afsluttende del [[1944]] besatte sovjetiske tropper størstedelen af byens område på ny.<ref name=SNL/> Ved [[Parisfreden (1947)|Parisfreden 1947]] blev byen afstået til Sovjetunionen. Indbyggerne var blevet evakueret, og Sovjetunionen befolkede byen med egne borgere.

Vyborg har fortsat en speciel rolle i Finland. Finlændere besøger byen, og en række finske tiltag er gjort for at styrke byen efter det sovjetiske misregimentestyre. Byen gør sig regelmæssigt påmindet i for eksempel finsk litteratur og film. Parken [[Monrepos]] fylder en særskilt, nærmest mytologisk rolle for mange i Finland. I denne forstand er Vyborg fortsat en finsk by.

* [http://www.sarks.fi/fa/PDF/FA19_37.pdf A1eksandr Saksa, Stanislav Belsky, A1eksandr Kurbatov, N adezhda Polyakova and Mervi Suhonen: "New Archaeological Excavations in Viipuri. Results of field investigations of the 1998 - 2001 seasons and current research problems of urban history" (''Fennoscandia archaelogica XIX'' (2002); s. 37-64)]. (engelsk){{en sprog}}

* {{runeberg.org|nfcl|0119.html Viborg}}. {{sv sprog}}

* [http://www.vyborgviipurikeskus.rufi/englanti.html Vyborg's-Centret] InformationFinsk Gateway]center for information og kultur. {{dødt link}}

* [http://www.silkeborg-bibliotek.dk/rapporter/rusland/default.html En rejseberetning fra Vyborg]. {{dødt link}}