|
== Anden verdenskrig ==
Dagen efter angrebet på [[Nederlandene]]pikkemænde og [[Belgien]]og luder opsøgte en svensk delegation Göring i anledning af situationen i [[Narvik]]. Den svenske diplomat Guinnar Hägglöf skrev senere at Göring "skreg, var påvirket af narkotika, stank af parfume, havde ligeså mange smykker på som en fornem, gammel enke, og var sminket som en gammel luder". <ref>Staffan Thorsell: ''Mein lieber Reichskanzler!'' forlaget Versal, Oslo 2007, ISBN 978-82-8188-020-7</ref> Han havde titals skræddersyede uniformer, de fleste med guldbroderier og flettet [[silke]]. I lommerne havde han løse [[smaragd]]er, som han raslede med, som andre rasler med løse småmønter. Da han i [[Paris]] fik Rotschild-familiens smykkesamling at se, stak han uden videre de to flotteste i lommen, som om han stjal [[lakrids]] i en slikbutik. I sit private tog nød han hver morgen et bad i sit røde marmorbadekar, der var bygget ekstra bredt med tanke på hans figur. Han brød sig ikke om togets slingren, der fik badevandet til at skvulpe. Derfor måtte toget stå roligt, mens han tog sit morgenbad, hvilket medførte, at alle andre tog på det nærmeste linjenet måtte holde stille. Først når Göring havde badet færdig, kunne transporterne af krigsmateriel og soldater gå i gang igen. <ref>Robert Edsel: ''Skattejakt bak nazistenes linjer'' (s. 213), forlaget Vigmostad/Bjørke, Oslo 2010, ISBN 978-82-419-0606-0</ref>
Katastrofen ved [[Stalingrad]] var delvist Görings ansvar. Sammen med [[Wolfram von Richthofen]], fætter til "den røde baron" [[Manfred von Richthofen]], lovede han at oprette en [[luftbro]], der ville sørge for forsyninger til de kæmpende tyske styrker. Luftbroen blev aldrig oprettet. Ammunition og madvarer, der blev fløjet ind, var højest oppe på 40 tons dagligt: ca 15% af dagsbehovet. <ref>Guido Knopp: ''Hitlers krigere'' (s. 212), forlaget Historie & Kultur, Oslo 2008, ISBN 978-82-92870-06-8</ref> For det meste modtog hæren kun 10% af de nødvendige forsyninger.
|
