Den spansk-amerikanske krig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata |
Kemp (diskussion | bidrag) m Småret |
||
Linje 19:
|tab1=3.289 amerikanske dræbte (432 fra kamp)<br />Cuba og Fillipinske tab: omkring 20.000 døde
|tab2=60.000 spansk dræbte<ref name=autogeneret1>Arriba España Twentieth-Century Spain Politics and Society in Spain, 1898-1998, Francisco J. Romero Salvadó, 1999, pg. 19, MacMillan Distribution Ltd, ISBN 0-333-71694-9</ref> (10.000 fra kamp<ref name=autogeneret1 />) }}
'''Den spansk-amerikanske krig''' fandt sted i [[1898]] mellem [[USA]] og [[Spanien under restaurationstiden|Spanien]]. Krigen resulterede i, at USA fik kontrol over spanske besiddelser i [[Caribien]] og [[Stillehavet]]. Besiddelserne var: [[Cuba]], [[Filippinerne]], [[Guam]] og [[Puerto Rico]].<ref name="WDL">{{cite web |url = http://www.wdl.org/en/item/11326/ |title = Military Map, Island of Puerto Rico |website = [[World Digital Library]] |date = 1898 |accessdate = 2013-10-22 }}</ref> [[Cuba]] fik sin selvstændighed, og resten af områderne blev købt af USA fra Spanien for 20 mio. USD.
Den [[15. februar]] [[1898]] skete der en eksplosion på det amerikanske krigsskib USS ''[[USS Maine|Maine]]'', som lå i havnen i [[Havana]]. Skibet sank, og 266 mænd døde. Undersøgelsen af, hvad eksplosionen skyldtes, kom ikke til at endeligt resultat, men den amerikanske presse mente, at det var en sabotagehandling. Pressen krævede krig med sloganet ''"Remember the Maine! To hell with Spain!"''. Efterfølgende undersøgelser har sandsynliggjort, at der var tale om en spontan eksplosion i [[krudt]], der var opbevaret for tæt på en varmekilde. Det vil sige, at krigen startede på et falsk grundlag set med nutidens øjne.
== Baggrund ==
Oprindelsen til denne krig var det cubanske spørgsmål, som i hele det 19. århundrede havde været et konfliktspørgsmål mellem Spanien og De Forenede Stater (USA). Cuba var — tillige med [[Puerto Rico]] — den sidste rest af det store kolonirige, som Spanien tidligere besad i Amerika, men som stykke for stykke var blevet revet ud af dets hænder ved revolutioner. For Amerika var Cuba en attråværdig besiddelse, forsømt under det spanske herredømme, men et rigt felt for amerikansk foretagsomhed, hvis det kunne lykkes at bringe det ind under De Forenede Stater. Cubanernes separatistiske tendenser fandt derfor let støtte i Amerika. Det spanske regimente på øen havde fremkaldt en ikke ringe uvilje hos befolkningen både på grund af politiske og finansielle forhold. Der dannedes et stort, spansk-fjendtligt parti, og dette støttedes af Amerika, om end ikke åbenbart og direkte, så dog for så vidt som Staternes regering så igennem fingre med, at der førtes våben, ammunition og penge fra Fristaterne til Cuba som hjælp
Importen af landbrugsprodukter til Cuba fra Amerika indtog en fremtrædende plads blandt stridsspørgsmålene: man klagede over, at den foregik — over Spanien. Hertil kom, at talrige amerikanere var bosatte på Cuba og her var udsat for trakasserier fra administrationens side. Under disse omstændigheder tog den offentlige mening i Amerika
Imidlertid var den militære kommando på Cuba i februar 1896 overgået til en ny guvernør, general [[Weyler]] — man ønskede i Spanien en kraftigere bekæmpelse af oprøret. Kampen antog fra nu af en forbitret karakter. General Weyler slog ind på en ny metode — "koncentrationerne" —, som gik ud på at afskære oprørerne fra alle fornødenheder. Landbefolkningen blev mod eller med sin vilje samlet i byerne, og al høst blev ødelagt. For den civile befolkning opstod der som følge heraf stor lidelse, nød og elendighed. I mange byer voksede dødelighedsprocenten til 20 à 25 %. I Amerika steg ophidselsen stadig. Men endnu tøvede præsident [[William McKinley]] og valgte, lige som sin forgænger, [[Grover Cleveland]], forhandlingernes vej. Disse førte vel ikke til noget direkte resultat, men i oktober 1897 kom der et nyt ministerium i Spanien: [[Sagasta]] blev ministerpræsident, efter
== Krigen bryder ud ==
Under alt dette havde ophidselsen i Amerika efterhånden nået kogepunktet, og et par tilfældige begivenheder fremkaldte eksplosionen. Først et uforsigtigt affattet brev fra den spanske [[gesandt]] i Washington. Det blev opsnappet og den 9. februar 1898 offentliggjort af cubanske agenter og viste sig at indeholde nogle lidet smigrende udtalelser om Mac-Kinley. Til trods for, at Spanien straks afløste gesandten og gjorde de fornødne undskyldninger, lod stemningen i Amerika sig ikke berolige, og nu indtrådte den begivenhed, som fik bomben til at springe. Den [[15. februar]] [[1898]] sprang det amerikanske panserskib "Maine", der var stationeret i [[Havanna]], i luften; der var 253 døde og sårede. Helt opklaret er grunden til denne katastrofe aldrig, omend sandsynligheden taler for, at det drejede sig om et ulykkestilfælde. Men for almenheden i Amerika stod katastrofen straks som en forbrydelse, og der anstilledes en undersøgelse, og præsidentens budskab angående resultatet af denne lod temmelig tydelig skinne igennem, at spanierne ikke var uden skyld i katastrofen. På sin side erklærede den spanske regering, at Spanien ingen som helst andel havde i det skete og tilbød at lade sagen komme for en international [[voldgift]]. Herpå indlod den amerikanske regering sig nu ikke. Den fremsatte heller ikke nogen formel fordring på skadeserstatning, men forhandlingerne om forholdene på Cuba antog fra nu af en udpræget skarp karakter, som ikke kunne lade tvivl åben om, hvor det bar hen. Forgæves søgte de seks europæiske stormagter at mægle, et tilsvarende skridt fra pavens side havde snarere den modsatte virkning end den tilsigtede, og den 18. april 1898 kom bruddet, idet De Forenede Stater anerkendte Cubas uafhængighed og forlangte, at spanierne skulde rømme øen. Den spanske regering svarede ved at tilbagekalde sin gesandt i Washington og tilstille den amerikanske gesandt i Madrid hans pas.
== Styrkerne ==
Linje 39:
De to Modstandere var lige dårligt forberedte på krig.
Den regulære amerikanske hær på fredsfod talte 2.143 officerer og omkring 26.000 mand spredt over hele det udstrakte land, en styrke, der kun var lidet egnet til at være kerne i en national hær. De enkelte staters milits (omkring 5.800 officerer og omkring 105.000 mand) var for enkeltes vedkommende, for eksempel New Yorks, ret god, mens den i andre stater vedkommende kun eksisterede på papiret. Denne milits var nærmest kun bestemt til lokalforsvar og temmelig uanvendelig mod Spanien. Man ville nu ved anvendelse af frivillige bringe den regulære hær op til 61.000 mand, mens der i øvrigt, ligeledes ved frivillige, skulle skabes et passende kystværn. Den hele mobilisering såvel som den regulære hærs koncentration foregik på yderst primitiv måde, og resultaterne svarede til forberedelserne. Regeringen forlangte, at fra den 10. maj skulle 70.000 mand være rede til overførelse til Cuba, den øverstbefalende,
Spanien havde ikke nogen særlig kolonihær. Hver kolonis forsvarsstyrke afpassedes efter befolkningens art. På Antillerne, hvor befolkningen ønskede uafhængighed, var hæren
== Operationerne på Cuba og Puerto Rico ==
Som oven for fremhævet var den amerikanske hær temmelig magtesløs. Den offentlige mening forlangte øjeblikkelig afsendelse af en ekspedition til Cuba, men foreløbig var et sådant foretagende ganske umuligt: kun den regulære hær var overhovedet anvendelig, og hvad skulle man i det hele taget udrette med de svage midler,
Ved efterretningen om, at den spanske eskadre var løbet ind i Sanjagos havn, var der pludselig opstået et positivt mål for den amerikanske hær, thi på den afsides del af øen, hvor Sanjago lå, turde man regne med ikke at støde på betydelige spanske stridskræfter. Den 31. maj fik general Shafter ordre til at afgå til Cuba for sammen med flåden at angribe Sanjago og tage eller ødelægge den spanske eskadre. Det lykkedes imidlertid kun at bringe ekspeditionskorpset op på 16.000 mand, i alt væsentlig dannet af tropper af den regulære hær. Søtransporten fandt sted under megen uro og store forsinkelser, dels fordi man i det hele taget var dårlig forberedt på et sådant foretagende, dels fordi der, som det synes, herskede stor uorden ved transportens iværksættelse. Endelig forårsagede også frygt for spanske krigsskibes indgriben nogen forsinkelse i transportens afsendelse. Først den 14. juni afgik ekspeditionen i 35 transportskibe eskorteret af krigsskibe. Den 20. juni ankom denne flåde ud for Cubas sydøstkyst, og udskibningen fandt sted ved [[Baiquiri]] (ca. 14 danske mil øst for Sanjago) den 22. juni efter et voldsomt bombardement. Spanierne gjorde ingen modstand, de havde rømmet Baiquiri, før
Sanjago ligger en mils vej fra kysten af en udstrakt [[bugt]] i den sydøstlige del af Cuba i bunden af den henved 1 mil lange fjord, hvor den spanske eskadre havde søgt tilflugt dækket af forter og miner ved fjordmundingen. Mod landsiden var byen dækket af nogle forældede fæstningsværker supplerede ved et [[blokhus]]system, det hele af meget ringe militær værdi. Besætningen bestod af 6.000 mand under general [[Linarés]]. Foruden disse tropper havde spanierne endnu 24.000 mand på denne del af Cuba fordelt i forskellige garnisoner, men næppe mere end godt en halv snes mil fra Sanjago. Men lige så lidt som spanierne havde modsat sig landgangen, lige så lidt gjorde de noget forsøg på at hjælpe general Linarés. Ordningen af general Shafter’s tropper foregik under en del uro og besvær, og der gik flere dage, før
Søslaget ved Sanjago havde en betydelig moralsk virkning såvel på byens forsvarere som
== Kampen om Filippinerne ==
Kampen om [[Filippinerne]] var nærmest en søkrig. Efter et søslag ved [[Cavite]] var det spanske forsvar i virkeligheden dødsdømt og øernes fald kun et spørgsmål om tid. Admiral [[George Dewey]] fremkaldte uden vanskelighed oprør på øerne, dette bredte sig hurtig til provinserne nord og syd for [[
== Krigens Afslutning ==
Sanjagos fald havde brudt spaniernes modstandskraft, og den 26. juli indledte regeringen fredsforhandlinger, som førte til freden i Paris den 10. december 1898 (fredspræliminarierne var allerede blevet undertegnede i Washington den 12. august). Spanien opgav alle rettigheder med hensyn til Cuba, afstod Puerto Rico og sine andre besiddelser i Antillerne såvel som øen Guam. Med hensyn til Filippinerne
På Filippinerne udbrød der straks [[Filippinsk-amerikanske krig|et oprør]] blandt frihedskæmperne, som havde håbet på at få selvstændighed. Cuba blev formelt en selvstændig stat, men i praksis en amerikansk lydstat. De
== Betydning ==
Krigen fik især betydning på to måder: den markerede på mange måder afslutningen på [[Spanske imperium|Det spanske koloniimperium]]. Det spanske imperium havde været for nedadgående siden begyndelsen af århundredet som en følge af [[Den spanske selvstændighedskrig|Napoleons invasion af landet]]. Tabet af Cuba blev et nationalt traume,
USA var på sin side blevet en kolonimagt ved at overtage tidligere spanske kolonier, og McKinley den første amerikanske præsident, som ved hjælp af krig skaffede USA et oversøisk
== Noter ==
|