Peder Blicher Olsen: Forskelle mellem versioner

Olsen var søn af Rasmus Olsen, forpagter af [[Ulriksdal (Godsted Sogn)|Ulriksdal]] på [[Lolland]], og Elisabeth Marie født Kaalund. Han sattes [[1774]] i [[Roskilde Katedralskole]], hvorfra han dimitteredes [[1777]]. Det følgende år tog han [[Filosofikum|examen philosophicum]] og privatiserede i København. [[1781]]-[[1782|82]] boede han på [[Valkendorfs Kollegium]]. Han fik 1782 ansættelse hos [[stiftamtmand]] [[Albrecht Philip Levetzau]] i [[Oslo|Christiania]] og var der i huset indtil [[1784]], da han med familien drog tilbage til den danske hovedstad. Olsen udnævntes 1784 til [[volontær]] i [[General-Toldkammeret]], derefter blev han [[1785]] konsulatssekretær i [[Marokko]], hvilken stilling han beklædte et par år. Derpå ansattes han [[1787]] som [[legationssekretær]] i [[Berlin]], hvilken post han [[1789]] ombyttede med et sekretariat i udenrigsministeriet og blev [[1793]] [[Konsul (udenrigstjenesten)|konsul]] i Marokko. [[1800]] sendtes Olsen som [[ministerresident]] og generalkonsul til [[USA|De forenede Stater]] i [[Nordamerika]], og medens han virkede på denne post, tildeltes der ham [[1801]] titlen [[gehejmelegationsråd]]. Han blev meget alvorlig angrebet af [[Gul feber|den gule feber]] og måtte [[1803]] opgive sin diplomatiske stilling. Olsen levede derefter i [[Fredensborg]] og København, uden at han nogen sinde fuldstændig overvandt sygdommens eftervirkninger. [[1815]] afskedigedes han af statstjenesten og udnævntes samme år til [[konferensråd]]. Han døde i København 2. marts 1832. Som embedsmand havde Olsen ry for retsindighed og dygtighed.