Preussen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PerV (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 347:
Denne politik fortsattes ind i det næste tidsrum, den snes år, der fulgte efter Frederik 2.s død, og som var en afgjort nedgangstid for Preussen. Hertil bidrog ikke blot, at landet beherskedes af svage og vankelmodige konger ([[Frederik Vilhelm 2. af Preussen|Frederik Vilhelm 2.]] til 1797 og derefter [[Frederik Vilhelm 3. af Preussen|Frederik Vilhelm 3.]]), men også de uberegnelige og uforudseelige omvæltninger, [[den franske revolution]] førte med sig. I den første halve snes år forvikledes stillingen yderligere af det polske spørgsmål. Preussens overleverede modsætningsforhold til Østrig gjorde det naturligt for Preussen at støtte Polen. Men omtrent samtidig knyttedes der dog, med faren fra vest for øje, så nær forbindelse mellem Preussen og [[Østrig]], at da Frankrig april 1792 erklærede Østrig krig, fik dette straks Preussen til forbundsfælle. Derved splittedes Preussens kræfter og interesser, og derved forspildtes chancerne, især over for Frankrig. Nogle sejre, Preussen 1793 og 1794 vandt over franskmændene, fik ingen ret som følge af forholdet til Østrig.
Ved [[Polens anden deling]] (1793), hvor Preussen svigtede Polen og ved særaftaler med [[Rusland]] erhvervede [[Danzig]] og [[Toruń|Thorn]] samt distrikterne [[Posen]] og [[Gniezno|Gnesen]], narrede det nemlig Østrig, der intet fik, og forholdet blev derfor så spændt mellem dem, at al samvirken mod [[Frankrig]] ophørte, ja 1795 sluttede Preussen endog fred med Frankrig i [[Basel]] for ikke at gå glip af sin del af Polen ved dette riges opløsning. Ved [[Baselfreden]] mistede Preussen sine små besiddelser vest for [[Rhinen]] (en del af [[Cleve]], [[Geldern]] og andet) mod løfte om vederlag derfor ved den endelige fred. Ved Polens opløsning erhvervede det landene på [[Wisła|Weichsels]] venstre bred med [[Warszawa]] samt et bælte i nordøst indtil [[
Påvirket af dronningen ([[Louise af Preussen]]) gav kongen efter for bevægelsen og omgav sig med ny ministre, blandt hvilke friherre von Stein var den ledende ånd. I efteråret 1807 satte han det store oprejsningsarbejde i gang, hvis mål var fri adgang til erhverv uden hensyn til stand og medvirkning af dele af folket ved forvaltning og styrelse. Således blev bøndernes arvelige afhængighedsforhold af herremanden ophævet og deres stilling på andre områder noget forbedret. Stæderne fik kommunalt selvstyre, og lavstvangen indskrænkedes, mens civiladministrationen omordnedes, og en militær kommission omorganiserede fuldstændig hæren, hvis grundlag blev [[værnepligt]] og ikke som hidtil hvervning. Napoleon tvang vel Frederik Vilhelm 3. til at afskedige von Stein (november 1808), og en konservativ regering kom i stedet, men da Hardenberg 1810 blev udnævnt til regeringschef med titel af statskansler, fortsattes reformarbejdet i von Steins ånd. [[Jøde]]rne fik [[borgerrettigheder|borgerlige rettigheder]], og man satte alt ind på, skønt man ifølge Napoleons påbud ikke måtte holde mere end 40.000 mand på benene, at indøve en så stor troppestyrke som muligt. I samme retning virkede på de nationalt vågne dele af befolkningen også taler og skrifter af ledende mænd på åndslivets område, og endelig bragte fremmedherredømmets stadig voksende økonomiske tryk også masserne med i bevægelsen. Preussen, der 1809 ikke havde sluttet sig til Østrig og 1812 havde måttet sende et hærkorps mod Rusland, var derfor fuldt færdig til 1813 at give signalet til den tyske uafhængighedskrig mod Napoleon, dets hær gik sammen med de andre koalitionsmagters over Rhinen og havde i [[slaget ved Waterloo]] ([[18. juni]] [[1815]]) hovedandelen i Napoleons endelige nederlag. [[Wienerkongressen]] gav ikke Preussen fuld erstatning for, hvad det havde tabt 1807, idet det måtte afstå de ved [[Polen]]s opløsning (1795) erhvervede provinser til [[Rusland]], [[Ansbach]] og [[Bayreuth]] til [[Bayern]] og [[Østfriesland]], [[Hildesheim]] og [[Goslar]] til [[Hannover]], mens det til gengæld fik det halve af [[kongeriget Sachsen]], [[Svensk Forpommern]] (mod afståelsen af [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]] til [[Danmark]]), en afrunding af [[Westfalen]]s grænser og en betydelig udvidelse af landene vest for Rhinen, navnlig store stykker af de gamle ærkestifter Köln og Trier; i alt mistede det 37.000 km<sup>2</sup>. Indbyggerantallet der imod blev ikke formindsket (ca. 10 mio.).
|