|
[[Fil:Galicia administrative1914.jpg|thumb|Galiciens administrative opdeling ca. 1914]]
'''Galicien''' ({{lang-pl|Galicja}}; {{Lang-uk|Галичина}}; {{lang-de|Galizien}}; {{lang-hu|Gácsország}}) ervar en historisk region i det østlige [[Centraleuropa]], i dag delt mellem [[Polen]] og [[Ukraine]]. Navnet ''Galicien'' stammer sandsynligvis fra [[latin]], hvor det betyder "gallisk" (keltisk). Som støtte for denne hypotese kan man citereer mange eksempler fra mark- og vandløbsnavne.<ref>''Światowit'', Rocznik poświęcony archeologii i badaniom pierwotnej kultury polskiej i słowiańskiej. Państwowe Wydawn. Naukowe, 254. årg.: "Keltiske flodnavne for tilløbene til Weichsel, bl.a. Raba, Oil, San med flere".</ref><ref>Norman Davies og Elizabeth Tabakowska: ''Boże igrzysko'' i ''Znak'', 1989. side 77: "I nærheden af Krakow findes keltiske navne på steder og floder, så som Tyniec eller Sola [...]".</ref><ref>Irena Kwilecka: ''Etnolingwistyczne i kulturowe związki Słowian z Germanami'', Instytut Słowianoznawstwa (Polska Akademia Nauk), 1987, ISBN 978-83-04-02472-4, side 64: "Sammenlign med det gammelindiske ''sindhu-'' = "flod", det irske "Shannon" og flodnavnet "Sinn""</ref>
== Historie ==
Det slaviske fyrstendømme Galicien eller fyrstedømmet Halytsj (også ''Galitsch'' eller ''Halicz''), hvis hovedstad var byen [[Halych]] ved [[Dnjestr]], opstod i 1100-tallet, som mod slutningen af århundredet blev slået sammen med det nærliggende [[Volhynien]] (også kendt som ''Vladimir'' eller ''Lodomerien'') for at dannei [[fyrstendømmet Galicien-Volhynien]]. Befolkningen var rent [[slaverne|slavisk]] og stod vestslaverne nærmere end de nordlige og østlige russiske fyrstedømmer. De galicisk-volhyniske krøniker fortæller om voldsomme kampe mellem fyrsterne af Halicz og den mægtige og selvrådige adel, [[bojar]]erne. Omkring 1060 var [[Rostislav Vladimirovich]], en sønnesøn af [[Jaroslav I af Kiev|Jaroslav den Vise]], fyrste af Galicien,. medMed ham kom [[Rurikslægten]] til magten indtiltil 1188, hvor de blev fordrevet af indre uroligheder, derefter kom [[Roman Mstislavitsh]] af Volhynien på tronen.
Han måtte længe kæmpe mod en ungarsk støttet konkurent til tronen, men sejrede over denne og undertvang bojarerne med hård hånd. I 1205 faldt han i et slag mod polakkerne,. hansHans søn [[Daniel Romanovitsh]] var da kun 5fem år, og besad tronen kortvarigt til 1206, igen fra 1211-1213 og endeligt fra 1228-1264 blev han udråbt af bojarerne efter at have genintaget Volhynien. Han blev kronet til konge af Galicien-Volhynien i 1253. IFra perioden1206 fratil 1206-1228 kæmpede flere ungarsk og polsk støttede fyrster om magten, blandt andet udråbte kong Andreas af Ungarn sin søn Koloman til konge af Galicien i 1215. Han forblev på tronen til 1219, efterfulgt af Andras og Mstistlavs Mstistlavičs.<ref name=autogeneret1>Salmonsen, s. 357</ref>
=== Mongolsk overherredømme ===
Under Daniels regeringtidregering faldt [[mongoler]]ne ind i landet og ødelagde det. Daniel, der forgæves førte forhandlinger med paven for at få et [[korstog]] i stand mod mongolerne, så sig 1249 nødsaget til at underkaste sig den mongolske [[khan]] [[Batu]] og Galicien blev et mongolsk len. Han søgte dog bestandig at løse sig fra dette forhold, og efter at han ved hjælp af kong [[Bela]] af Ungarn havde bevæget paven til at prædike korstog mod tatarerne, lod han sig krone til konge af Galicien i 1255 af en pavelig udsending i håb om en forening mellem den [[Den ortodokse kirke|græske]] og den [[Romerskkatolske kirke|romerske]] kirke. Daniel begyndte nu, i forventning om hjælp fra Polen, Litauen, Ungarn og Paven, krig mod mongolerne for at befri Sydrusland fra det tatariske åg. Men da hjælpen udeblev, brød Daniel igen med kirken i Rom, og fra 1260 måtte han atter adlyde tatarerne. Hans søn Lev, der også førte titlen konge af Galicien, knyttede sig så tæt til tatarerne, at han endog holdt tatarisk livvagt<ref name=autogeneret1 />.
=== Polsk overherredømme ===
Ved [[Polens tre delinger|Polens første deling]] blev området annekteret af [[Østrig]] i [[1772]], med det nye navn ''[[Kongedømmet Galicien og Lodomerien]]'', eller bare ''Galicien'' støttende sig på Ungarns historiske krav; hertil føjedes 1786 Bukovina, som Tyrkiet havde måttet afstå til Østrig (1777). Ved Polens sidste deling i 1795 erhvervede Østrig også distriktet Ny- eller Vestgalizien, men ved freden i Wien 1809 blev Vestgalizien med Kraków afstået til [[Storhertugdømmet Warszawa]], og 1810 blev et stykke af Østgalizien, egnen omkring [[Tarnov]], afstået til Rusland. Dette sidste område genvandt Østrig ved freden i Paris 1814. Galicien blev den største, mest befolkede, og nordligste provins af Østrig, og forblev under østrigsk styre frem til sammenbruddet af [[Østrig-Ungarn]] mod slutningen af [[1. verdenskrig]].<ref name=autogeneret1 />
Efter Østrigs annektion af området blev ''Kongeriget Galicien og Lodomerien'' ({{lang-de|Königreich Galizien und Lodomerien}}) et [[habsburg]]sk [[kronlande|kronland]]. Det fulde officielle navn var ''Kongeriget Galicien og Lodomerien med hertugdømmerne Auschwitz og Zator''. Efter indlemmelsen af en stor del etnisk polske områder i vest (blandt andet med [[Fristaden Kraków]] i [[1846]]), blev navnet ændret til ''Kongeriget Galicien og Lodomerien, og storhertugdømmet Krakau med hertugdømmerne Auschwitz og Zator'' (''Königreich Galizien und Lodomerien mit dem Großherzogtum Krakau und den Herzogtümern Auschwitz und Zator''), hvilket forandrede den geografiske reference til begrebet Galicien.
Hver af disse var formelt separate og listet som sådan i den østrigske kejsers titler. I administrativ henseende udgjorde de derimod en fælles provins. Hertugdømmene Auschwitz og Zator var små historiske fyrstedømmer vest for Kraków, på grænsen til preussisk [[Schlesien]]. Lodomerien fandtes kun på papiret, og havde ikke noget eget territorium.
I [[1918]] blev Vest-Galicien en del af den nye [[Polen|polske]] stat, mens den [[Ukraine|ukrainske]] befolkning i Øst-Galicien erklærede sig uafhængig. Modsætningen mellem de [[Polen|polske]] og [[Ukraine|rutenske]] indbyggere, der i vinteren 1918—1919 og det følgende forår blandt andet gav sig udslag i blodige kampe om byen [[Lviv]], var medvirkende til at uafhængigheden kun blev et kort mellemspil. Efterfølgende blev også den østlige [[rutensk]]talende del af Galicien indtaget af Polen.<!-- hvilket fik international godkendelse i [[1923]]{{km}}. -->
Efter Polens indtagelse af Øst-GalicienØstgalicien var den rutenske befolkning den største minoritet i landet på omkring 15 %, hvilket skabte store spændinger.
=== Tysklands besættelse ===
|
