Åbn hovedmenuen

Ændringer

19 bytes fjernet, for 4 år siden
m
Wikificering…
Under [[1. verdenskrig]] var han en af de øverstkommanderende i det nyformerede kampvognskorps og deltog i kampene på [[Vestfronten]] i [[1918]], hvor han blev såret.
 
Efter 1. verdenskrig var han fortaler for mekaniseret krigsførelse, men valgte af karrieremæssige årsager at vende tilbage til kavaleriet. Under [[2. verdenskrig]] kommanderede han både [[armekorpsarmékorps]] og [[armearmé]]er under kampagnerne i Nordafrika, Sicilien og Nordvesteuropa.
 
== Familie ==
George Smith Patton blev født i San Gabriel Township i [[Californien]] (i det, der nu er byen San Marino), som søn af George Smith Patton Sr. (november [[1856]] – juni [[1927]]) og Ruth Wilson. Selv om han principielt var den tredje George Smith Patton fik han navnet Junior. Patton familienPattonfamilien var velhavende og stammede fra [[Skotland]]. Som dreng læste Patton masser af klassisk litteratur og militærhistorie. Pattons far var en bekendt af [[John Singleton Mosby]], som var en fremtrædende [[kavaleri]]st i [[Sydstaterne]]s hær under den [[amerikanske borgerkrig]], hvor han gjorde tjeneste under [[J.E.B. Stuart]] og senere som guerillakæmper. Den unge Patton voksede op med Mosbys historier om militær hæder. Fra en tidlig alder ville Patton selv være general og helt.
 
Patton stammede fra en lang række af soldater, herunder [[general]] [[Hugh Mercer]] fra [[Den amerikanske uafhængighedskrig]].<ref>[http://militaryhistory.about.com/od/army/p/mercer.htm Biography of General Hugh Mercer]</ref> Hans oldefar [[John M. Patton]] var guvernør i [[Virginia]]. En grandonkel, [[Waller T. Patton]], døde af de sår, han fik under [[Pickett's Charge]] i [[Slaget ved Gettysburg]]. Et andet familiemedlem, [[Hugh Weedon Mercer]], var sydstatsgeneral.
Disse våben kom aldrig i brug efter hensigten. Ved begyndelsen af den amerikanske involvering i 1. verdenskrig blev adskillige amerikanske kavalerienheder bevæbnet med sabler bragt frem til fronten, men de blev holdt tilbage, krigens natur var ændret, og tropper på hesteryg var lette mål for fjendtlige tropper med hurtigskydende rifler. Angreb med sabel var blevet forældet.
 
== TidligeTidlig militærkarriere ==
Under den [[Pancho Villa Ekspeditionen|Mexicanske ekspedition]] i [[1916]] blev Patton tildelt 8th Cavalry Regiment<ref>[http://www.first-team.us/journals/8th_rgmt/8thndx01.html 8th Cavalry Regiment – Early History]</ref> i [[Fort Bliss]], [[Texas]]. Han ledsagede den daværende [[brigadegeneral]] [[John J. Pershing]] som dennes assistent under straffeekspeditionen mod [[Pancho Villa]], efter at dennes styrker var faldet ind i [[New Mexico]], havde overfaldet og plyndret byen Columbus og havde dræbt adskillige amerikanere. Under ekspeditionen lykkedes det Patton, ledsaget af 10ti soldater i 3tre biler, at dræbe to mexicanske ledere, bl.a. "General" [[Julio Cardenas]], som var leder af Villas personlige vagter<ref>d'Este p. 172 ff</ref>. For denne dåd, samt på grund af Pattons forkærlighed for [[Colt]] Peacemakeren, kaldte Pershing ham for sin "Bandit"<ref>d'Este p. 177</ref>. Pattons succes gav ham et vist ry i [[De Forenede Stater]], og han blev omtalt i aviser landet over.
 
== Første verdenskrig ==
 
== Mellemkrigsårene ==
Mens han gjorde tjeneste i [[Washington D.C.]] i [[1919]] mødte kaptajn (han var skiftet tilbage fra sin midlertidige rang som oberst i krigstid) Patton [[Dwight D. Eisenhower]], som skulle spille en stor rolle i Pattons fremtidige karriere. I de tidlige 20-ere sendte Patton et brev til [[Kongressen (USA)|Kongressen]], hvor han bad om tilstrækkelige midler til en panserstyrke, men uden held. Patton skrev også professionelle artikler om taktik for kampvogne og andre pansrede køretøjerpanserkøretøjer og foreslog nye måder at bruge dem på. Han fortsatte også med at foreslå fornyelser i radiokommunikation og kanoner til kampvogne. Den beskedne interesse for panser skabte et dårligt klima for forfremmelser, og derfor skiftede Patton tilbage til kavaleriet.
I juli [[1932]] gjorde Patton tjeneste under hærens stabschef general [[Douglas MacArthur]] som major med 600 tropper under sig, i en aktion, der gik ud på at sprede protesterende veteraner i det, som var kendt som the "[[Bonus Army]]" i [[Washington D.C.]]. MacArthur beordrede tropperne til at rykke frem mod de protesterende med [[tåregas]] og [[bajonet]]ter. På et vist tidspunkt, mens de protesterende gjorde modstand med mursten og forbandelser, ledte Patton det sidste beredne angreb fra U.S. Cavalry. En af veteranerne, som blev jaget væk af kavaleriet, var "Joe Angelo", som havde fået Distinguished Service Cross i 1918 for at have reddet Pattons liv <ref>d'Este p. 354</ref>.
 
Patton gjorde tjeneste på [[Hawaii]], inden han vendte tilbage til [[Washington D.C.]] for igen at bede Kongressen om penge til pansrede enhederpanserenheder. I slutningen af [[1930]]-erne blev Patton udpeget til kommandant for [[Fort Myer]] i [[Virginia]]. Kort efter de tyske ''[[Blitzkrieg]]''-angreb i [[Europa]] lykkedes det [[generalmajor]] [[Adna Chaffee, Jr.|Adna Chaffee]], den første chef for U.S. Armys nyopstillede pansrede styrkepanserstyrke at overbevise Kongressen om behovet for pansrede divisionerpanserdivisioner. Dette førte til aktivering af 1. og 2. pansrede divisionpanserdivisioner i [[1940]]. [[Oberst]] Patton fik kommandoen over 2. pansrede panser[[brigade]] i 2. pansrede panser[[division (militær)|division]] i juli 1940. Han blev assisterendenæstkommanderende divisionschef samme år i oktober og blev forfremmet til [[brigadegeneral]] den [[2. oktober]]. Patton gjorde tjeneste som fungerende chef fra november 1940 til april [[1941]]. Han blev forfremmet til generalmajor den [[4. april]] og blev øverstbefalende general for 2. pansrede divisionpanserdivision 7 dage senere.
 
== 2. verdenskrig ==
 
 
Under opbygningen af [[U.S. Army]] før dens indtræden i [[2. verdenskrig]] kommanderede Patton 2. pansrede divisionpanserdivision, som klarede sig med blandede resultater både ved de storstilede manøvrer i [[Louisiana (stat)|Louisiana]] og i [[Carolinas]] i 1941. 2. pansrede divisionpanserdivision havde hjemsted i [[Fort Benning i Georgia]], indtil enheden og dens kommanderende officer blev forflyttet til det nyetablerede ørkentræningscenter i [[Indio i Californien]] af chefen for panserstyrkerne generalmajor [[Jacob L. Devers]]. Patton blev efterfølgende udpeget som chef for det nyopstillede I pansrede KorpsPanserkorps af Devers, og havde denne stilling da korpset blev udpeget til at deltage i [[Operation Torch]], invasionen af Nordafrika. Som forberedelse til denne invasion trænede Patton sine tropper i [[Imperial Valley]] i [[Californien]]. Han indledte disse øvelser i slutningen af 1941 og fortsatte dem til langt ind i sommeren 1942. Patton udvalgte et stort ørkenområde, som var meget vanskeligt, med høje temperaturer, sandede flodløb og absolut tomhed. Det lignede meget det terræn, som Patton og hans mænd ville komme ud for i kampagnerne i Nordafrika. Man kan stadig finde spor efter kampvogne, skyttehuller og patronhylstre i et område omkring 80&nbsp;km sydøst for [[Palm Springs (Californien)|Palm Springs]].
 
Den [[3. juni]] [[1942]] troede Patton, at japanerne var på vej til at invadere [[Mexico]]. Han var sikker på, at de ville bruge de mexicanske strande til at angribe ind i [[Californien]]. I tre dage havde Patton sine tropper i alarmberedskab for straks at kunne rykke frem og møde japanerne ved spidsen af den Californiske Golf.<ref>{{cite web |url=http://www.digitalsurvivors.com/archives/whatif-japaninvadedmexico1942.php |title=What if Japan Invaded Mexico in June of 1942? |publisher=Digital Survivors |first=Scott |last=Manning |date=[[2006-09-30]] |accessdate=2006-11-29}}</ref> Den japanske invasionsflåde landede i stedet på de Aleuterne på [[Kiska Island]] den [[6. juni]].
Efter invasionen i Normandiet fik Patton kommandoen over USA`s ''3. Arme'', som var placeret yderst på højre fløj (vest) af den allierede front. Fra middag den 1. august 1944 ledte han denne hær under de senere trin af [[Operation Cobra]], der havde som mål at bryde ud af det vanskelige [[bocage]] terræn til sletterne i Nordfrankrig. 3. Arme angreb samtidig mod vest ind i Bretagne og mod øst mod Seinen. I midten af august hjalp den med til at afsnøre en lomme med tusindvis af tyske tropper mellem Falaise og Argentan.
 
Patton brugte den tyske [[Blitzkrieg]]-taktik imod tyskerne selv og rykkede i fuld fart tværs over det nordlige Frankrig. [[Paris]] blev befriet af den franske 2. pansrede divisionpanserdivision, oprørere i byen og den 4. amerikanske infanteridivision. Den franske 2. pansrede divisionpanserdivision var netop blevet overført fra 3. Arme, og mange soldater i divisionen troede stadig, at de tilhørte den. Disse tidlige offensiver fra 3. Arme viste den karakteristiske høje mobilitet og aggressivitet i Pattons enheder. Patton viste en forståelse for brugen af luftstøtte ved at bruge den ''XIX Taktiske luftkommando'' fra USAs ''9. Luftvåben'' til at beskytte sin højre (sydlige) flanke under sin fremrykning til [[Seinen]].
 
I stedet for at gå løs på fjenden, hvor han var stærkest, foretrak Patton at forbigå modstandscentre og udnytte sin mobilitet til det yderste og derigennem besejre de tyske styrker gennem manøvrer frem for gennem slag, hvor det var muligt. Han var i stand til at gøre dette på grund af sin systematiske udnyttelse af [[Ultra|ULTRA]], et tophemmeligt system, som havde stor succes med at læse krypterede tyske meldinger. På den anden side var Patton i stand til at anvende denne taktik trods tysk radiotavshed under forberedelsen af [[Ardenneroffensiven]].
Hans bemærkninger gjorde ofte grin med Montgomery og nogle gange med Den røde Hær, hvilket bidrog til øst/vest-allierede spændinger. I sammenhæng med krigsførelse i en koalition var disse bemærkninger af og til skadelige. Eisenhower benyttede klogt Pattons høje profil over for pressen til at bidrage til [[Operation Fortitude]]; han vidste, at pressen ville skrive om hans optrædender i Storbritannien, og at tyskerne ville opfange disse rapporter.
 
Patton dyrkede bevidst et prangende, iøjefaldende image i troen på, at dette ville motivere hans tropper. Han sås i reglen iført en højpoleret hjelm, ridebukser og lange kavaleristøvler. Han bar prangende revolvere med elfenbensskæfte med nikkelplader såsom hans mest berømte sidevåbenhåndvåben, en [[Colt Peacemaker]]. Hans køretøjer havde ekstra store rangmarkeringergeneralsstjerner og var forsynet med højtlydendehøjtlydte sirener. Hans tale var spækket med eder. Hårdheden af hans image og karakter virkede velplacerede til forholdene i kamp. Patton modtog mange roser fra journalisterne, der fulgte ham, herunder en hyldest fra en skribent fra UPI, som skrev: "General George S. Patton troede, at han var den største soldat som nogensinde havde levet. Han fik sig selv til at tro på, at han aldrig ville fejle ved at tvivle. Denne absolutte tro på sig selv som strateg og vovehals påvirkede hele hans hær, indtil mændene i US 2. korps i Afrika og senere 3. Arme i Frankrig troede på, at de ikke kunne besejres under hans lederskab."<ref>Virgil Pinkley, "Gen. George Patton Believed Himself Greatest Soldier';
Entire Army Felt Same Way," reprinted in ''Nevada State Journal'', December 23, 1945 </ref>
 
=== Task Force Baum-kontroversen ===
Den [[24. marts]] [[1945]], kort efter overgangen over [[Rhinen]], beordrede Patton ''XII Korps'' chef generalmajor [[Manton Eddy]] til straks at iværksætte en operation med det mål at befri fangelejren ''OFLAG XIII-B'' nær [[Hammelburg]], ca. 80&nbsp;km bag fjendens linjer. Eddy argumenterede stærkt imod nødvendigheden og klogskaben i dette angreb og gik efter sigende så langt som at videregive ordren til 4. pansrede divisionpanserdivision uden general Eisenhowers forudgående godkendelse. Patton, som ikke havde noget ønske om at involvere Eisenhower, (som allerede var godt kendt med Pattons stivnakkede tendenser, og som formentlig ville have aflyst operationen), fløj til hovedkvarteret for [[US XII korps]] i [[Undenheim]], hvor han ventede, til Eddy gik til middag og afleverede så personligt ordren til [[brigadegeneral]] [[Hoge]] i [[US 4. pansrede divisionpanserdivision]]. Hoge og chefen for "Combat Command B" oberstløjtnant [[Creighton Abrams]] bemærkede, at efterretningsvæsenet havde indikationer på, at der var stærke hærstyrker og muligvis SS-panser i området og hæftede sig også ved afstanden fra fronten og fortalte Patton, at operationen ville kræve intet mindre end en hel Combat Command (dvs. en blandet styrke på flere tusinde mænd). Det afviste Patton, som insisterede på, at der kun skulle afsendes en mindre styrke. Han planlagde at bruge 3.000 soldater, men i den sidste ende blev det kun til to kompagnier med 300 mænd og 15 kampvogne, som blev sendt af sted for at befri krigsfangelejren i Hammelburg. Han besluttede også, at hans aide-de-camp og personlige ven, major Alexander Stiller, skulle ledsage styrken "for at få erfaring."<ref name="WHITING">Whiting, Charles. "48 Hours to Hammelburg: Pattons Secret Mission", Ballantine (New York), 1970</ref>
 
Styrken fik navnet ''Task Force Baum'' (efter sin leder, kaptajn Abraham Baum), og den kæmpede tappert mod betydelig modstand for at befri lejren, men var for udmattet og formindsket i styrke efter 52 timer i kamp til at kunne bryde ud af den løkke, som forstærkninger til den tyske hær havde slået omkring den. Raidet var en total fiasko, og kun 35 ud af 300 mand vendte tilbage. Resten blev taget til fange eller dræbt.
På det personlige niveau var Patton skuffet over, at hæren afviste at give ham en kampopgave i Stillehavet. Utilfreds med sin rolle som militærguvernør i [[Bayern]] og nedtrykt i overbevisningen om, at han aldrig igen ville komme til at udkæmpe en krig, blev Pattons adfærd og udtalelser stadig mere uberegnelig. Han fremkom med mange anti-russiske udtalelser i breve hjem. Der er fremsat forskellige forklaringer, udover hans skuffelser, for hans adfærd på dette tidspunkt. Carlo d'Este skriver i ''Patton: A Genius for War'', at det virker næsten uomgængeligt, at Patton havde fået en eller anden form for hjerneskade fra de mange skader i hovedet, som han gennem livet havde fået ved adskillige bil- og hesterelaterede ulykker, især én, som han fik, da han spillede [[polo]] i [[1936]].
 
Det bør imidlertid bemærkes, at mange af de kontroversielle holdninger, som han gav udtryk for, var almindelige (om end måske ikke decideret populære) på daværende tidspunkt, og hans udtrykte modstand mod afnazificeringen efter kapitulationen debatteres fortsat. Mange priser fortsat højlydt hans generøse behandling af sine tidligere fjender og hans tidlige erkendelse af den russiske trussel, mens hans kritikere hævder, at protesterne var udtryk for holdningerne hos en snæversynet elitist. Uanset årsagen var Patton igen i vanskeligheder i forhold til sine overordnede og det amerikanske folk. Da han talte med en gruppe journalister, sammenlignede han nazisterne med tabere ved amerikanske valg, og at være nazist i Tyskland var blot at være medlem af et politisk parti – "som at være Demokratdemokrat i Staterne". Patton blev hurtigt frataget kommandoen over 3. Arme og overført til ''15. arme'', en enhed, som skulle forberede en historie om krigen.
 
=== Holdninger om race ===
Generalstabschefen [[George Marshall]], som var klar over, at den kommende konflikt ville kræve alle til rådighed stående militære [[talent]]er, havde andre planer for Eisenhower. I 1941, efter 5 år som en relativt ukendt oberstløjtnant, blev Eisenhower forfremmet til oberst og igen til brigadegeneral på kun 6 måneder. Patton havde stadig længere anciennitet i den regulære hær, men i den værnepligtige hær var det snart ikke længere tilfældet. I 1942 blev Eisenhower forfremmet til generalmajor og blot nogle få måneder senere til generalløjtnant – således at han for første gang havde højere rang end Patton. Da de allierede bekendtgjorde invasionen i Nordafrika, fandt generalmajor Patton sig pludselig under kommando af sin tidligere underordnede.
I 1943 blev Patton generalløjtnant en måned efter, at Eisenhower var blevet forfremmet til fuld 4-stjernet general. Patton var usædvanlig reserveret, når det drejede sig om ''offentligt'' at kommentere Eisenhowers hastige opstigenopstigning. Patton forsikrede også Eisenhower om, at de to mænds professionelle forhold var upåvirket. Privat derimod var Patton ofte hurtig til at erindre Eisenhower om dennes permanente rang i den regulære hær, som da stadig var et-stjernet, mens Patton var to-stjernet generalmajor.
 
Da Patton kom under kritik for "smæklussinge-episoden" på Sicilien, mødtes Eisenhower privat med Patton og tildelte ham en reprimande, men forsikrede ham derefter om, at han ikke ville blive hjemsendt for sin adfærd. Mange historikere har fremsat den tanke, at havde det været en hvilken som helst anden end Eisenhower, ville Patton være blevet degraderet og stillet for en krigsret. Af de to soldater, som fik smæklussinger, var den ene rømmet fra sin enhed, og hævdede at have [[diarre]], (som kunne fremkaldes ved at spise den udleverede gule sæbe). Den anden havde [[malaria]], men havde fået etiketten "kamptræthed" af hospitalet.
 
Eisenhower tilskrives også æren for at have givet Patton en kommando i Frankrig, efter at andre kræfter i hæren havde degraderet Patton til forskellige uvigtige opgaver i England. Det var i Frankrig, at Patton kom i selskab med en anden tidligere underordnet, [[Omar Bradley]], som også var blevet hans overordnede. Som med Eisenhower opførte Patton sig professionelt og udmærkede sig under Bradley.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig blev Patton, som nu var fuldfirstjernet general, chef for okkupationen af [[Bayern]] og sørgede for at redde de verdensberømte [[Lipizzaner]]-heste fra [[Wien]]. Patton blev afskediget, efter at han åbent havde gjort oprør mod det straffende okkupationsdirektiv ''JCS 1067''.<ref>Walter L. Dorn ''"The Debate Over American Occupation Policy in Germany in 1944-1945"'' Political Science Quarterly, Vol. 72, No. 4. (Dec., 1957), pp. 481-501.</ref> Hans synspunkt var, at med Hitler af vejen kunne den tyske hær genopbygges som en allieret i den mulige krig mod russerne, som Patton afskyede og betragtede som en større plage end tyskerne. I denne periode skrev han, at den allierede sejr ville være forgæves, hvis den førte til, at man fik en større tyran end Hitler og en hær af "mongolske vilde", som kontrollerede det halve af Europa. Eisenhower havde til sidst fået nok og fratog Patton alle hans opgaver og beordrede ham til at vende tilbage til [[De Forenede Stater]]. Da Patton åbent beskyldte Eisenhower for mere at tænke på en politisk karriere end på sine militære pligter, var deres venskab i realiteten slut. Hertil kom, at Patton var meget kritisk over for de sejrende allieredes brug af tyske tvangsarbejdere. Han skrev i sin dagbog: "Jeg er også imod at sende krigsfanger af sted for at arbejde som slaver i fremmede lande (især til Frankrig), hvor mange vil blive sultet ihjel". Han noterede sig også: "Det er morsomt at huske på, at vi udkæmpede [[Den amerikanske uafhængighedskrig|uafhængighedskrigen]] som forsvar for menneskerettighederne og udkæmpede [[Amerikanske borgerkrig|borgerkrigen]] for at afskaffe slaveriet, og nu har vi opgivet begge principper".<ref>John Dietrich. ''The Morgenthau Plan: Soviet Influence on American Postwar Policy'' (2002) pg. 127</ref>
 
Da George Pattons biografi blev udsendt på A&E Nettet, beskrev et enkelt citat måske bedst Pattons og Eisenhowers forhold og skæbne: