Jacob Peter Bonar: Forskelle mellem versioner

Han var en søn af Wilhelm (William) Bonar til [[Gnadenfeld]] (1624-1674) af skotsk adelsslægt, [[oberst]] i svensk tjeneste i [[Trediveårskrigen]], og Elisabeth von Bronsart. Bonar kom først i [[Braunschweig-Lüneburg|brunsvig-lyneborgsk]] tjeneste, men blev [[1681]] ansat i [[Hæren|den danske hær]] som [[premierløjtnant]] i [[Den Kongelige Livgarde|Kongens Livregiment til Fods (Livgarden)]]. [[1682|Året efter]] blev han [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] og [[Kompagni (militær)|kompagnichef]] ved samme afdeling og fik [[1692]] tilladelse til at gå i fremmed krigstjeneste. Efter nogle års forløb vendte han tilbage og var [[1699]] til stede ved [[Christian 5.|Christian V's]] begravelse. Da [[Frederik 4.|kongen]] af Danmark [[1701]] overlod [[England]] og [[Forenede Nederlande|Holland]] en stor del tropper til hjælp i [[Den Spanske Arvefølgekrig]], fandt der store hvervinger sted, og kongen sluttede således også et forbund med formynderne for de unge hertuger af [[Württemberg-Oels]], ifølge hvilket det blev overdraget Bonar, som 1701 var blevet [[oberst]], at oprette et infanteriregiment i hertug [[Frederik af Württemberg-Oels|Frederiks]] og et dragonregiment i hertug [[Christian Ulrik af Württemberg-Oels|Christian Ulriks]] navn, hvilke han skulle kommandere, til hertugerne var myndige og selv kunne overtage kommandoen. Regimenterne blev indlemmede i hjælpetropperne 1701 og [[1703]] og tog fra nu af del i kampene i Holland og [[Flandern]]. Bonar kommanderede personligt først dragonregimentet og indlagde sig især ære i [[Slaget ved Ramillies|slaget]] ved [[Ramillies]] [[1706]], men da den unge hertug selv overtog sin afdeling [[1709]], kommanderede han infanteriregimentet til [[1710]], da hertug Frederik også selv overtog dette. Bonar blev samme år udnævnt til [[brigader]], i hvilken egenskab han deltog i krigen til dens slutning [[1714]]. Samme år blev han [[generalmajor]] og [[Kommandant af Kastellet|kommandant]] i [[Kastellet]] ved [[København]], en i disse år meget betroet og ansvarsfuld post, da [[Karl 12. af Sverige|Carl XII]] pønsede på at gøre landgang på [[Sjælland]]. Den svenske [[feltmarskal]] grev [[Magnus Stenbock]] var, efter at være blevet dansk [[krigsfange]] ved [[Tønning (Slesvig)|Tønning]], i nogen tid fængslet i Bonars hus, indtil han, da det blev oplyst, at han lagde planer til at undvige, blev hensat i Kastellet. Bonar, der som kommandant var medlem af den kommission, som skulle undersøge de nævnte planer og tage de fornødne forholdsregler imod hans undvigelse, lader til – trods alle beskyldninger i samtidige svenske skrifter – at have vogtet sin mærkelige fange med lige så megen humanitet som omhyggelighed. De døde begge samme år, 1717. Bonar havde imidlertid den [[29. september]] [[1716]] fået afsked og "i naade" 600 [[rigsdaler]] i årlig [[pension]], som han kunne nyde i Holland eller andetsteds.