Tidlig middelalder i Norge: Forskelle mellem versioner

Perioden var præget af intern fred og stærk økonomisk vækst. I høj grad på grund af en styrket [[kirke]] og [[Norges regenter|kongemagt]], og indføringen af et stabilt [[retssystem]]. Men mangelen på et system for [[arv]]eretten til kongedømmet førte til splittelse og til slut, efter [[Sigurd Jorsalfar]]s død i 1130, fulgte [[borgerkrig]].

Efter [[Harald Hårderåde|kong Haralds]] død i 1066 blev hans to sønner, [[Magnus Haraldsson|Magnus]] og [[Olav Kyrre|Olav]], indsat som konger. Magnus døde allerede i [[1069]], og Olav blev da enekonge. Han fik tilnavnet Kyrre, som betyder "fredelig".

Olavs regeringstid blev da også en fredelig tid for kongeriget. Han indgik forlig både med danerkongen [[Svend Estridsen]] og med [[Vilhelm Erobreren]], som da var konge i [[England]], og klarede at holde landet udenfor konflikter med andre lande og magthavere. Fordi hans regeringstiden var så fredelig, er den kun ringe beskrevet i [[saga]]erne. Tiden var dog præget af, at kongemagten, staten og retsorganisationenretsvæsenet blev stærkere. En indikation på dette er, at [[hird]]en i [[kongsgård]]en blev fordoblet, og at detder blev indført nye hirdeskikkehirdskikke efter europæisk model. I denne tid blev forholdet til paven betydeligt tættere, og der blev samtidig etableret faste bispesæder flere steder i Norge. De første hirdbiskopper havde efterhånden slået sig ned i [[Nidaros ærkebispedømme|Nidaros]] (som senere blev ærkebispedømme), og senere kom [[Selja bispedømme|Selja]] i [[1070'erne]] (bispestolen blev flyttet til [[Bergen|Bjørgvin]] før [[1090]], og før [[1095]] havde også [[Oslo]] fået biskop. Til slut kom foreløbig [[Stavanger bispedømme (1125-1682)|Stavanger]] (udskilt fra Bjørgvin), omkring 1125.

Under kong [[Magnus Barfod]]s regeringstid herskede der også intern fred i Norge,. kongKong Magnus brugte det meste af sin tid på at ordne stridigheder mellem norske og keltiske høvdinger i [[Irland]], på [[Orkneyøerne]] og på [[Hebriderne]]. Hans handlinger endte med, at mange øer blev lagt til kongedømmet. [[Leding]]en blev efterhånden omdannet fra eten løstløs forsvarsvåbenforsvarsorganisation til et ordentligregulært kongeligt militærapparat, Magnus benyttetbenyttede sig flittigt af den på sine togt udenlands, noget som vakte utilfredshed hos bønderne.

Efter kong Magnus' død delte hans tre sønner landet mellem sig. De klarede at undgå indbyrdes konflikter og fortsatte reformationenreformeringen af kongedømmet og retsapparatet, som var påbegyndt af Olav Kyrre. Specielt var kong [[Øystein Magnusson|Øystein I]] optaget af udbygningen af kongedømmet, han rejste rundt i landet og grundlagde kirker og [[Kaupanger]]. Han skaffede sig nye rigdomme ved at øge udenlandshandlen, samtidig som hans yngre bror, kong [[Sigurd Jorsalfar|Sigurd I]], bragte skatte hjem fra vikingtogtvikingetogt så langt borte som Jorsal ([[Jerusalem]]).

Gennem fredstiden blev kontakten med det kristne [[Vesteuropa]] styrket. VirkningeneVirkningerne af den nye tro begyndte at gøre sig mere gældende i samfundet, eftersom de kristne troskrav ikke lod sig forene med det gamle samfunds tanker om tilværelsen.

Før 1130 var kirken fortsat stærkt økonomisk afhængig af bønderne, og politisk af beskyttelse fra kongemagten, men den begyndte efterhånden at bygge sig en egen økonomisk platform, på grund af de mange jordgodsgaverjordegodsgaver og [[tiende]]n. Kirkens voksende styrke åbnede muligheder for en stærkere kirkelig samfundspolitisk indflydelse. Dette gjorde sig synligsynligt ved midten af [[1100-tallet]] under [[borgerkrigstiden]].