Norges historie: Forskelle mellem versioner

Norge forblev Oldenborg-kongernes arverige til [[1814]], da kongen ved [[freden i Kiel]] måtte give afkald på riget efter at have været på den tabende side under [[Napoleonskrigene]]. Norge blev afstået til kongen af [[Sverige]]. [[Statholder]]en og tronarvingen prins [[Christian 8.|Christian Frederik]] stillede sig i spidsen for en politisk elite, som ønskede et selvstændigt Norge. En grundlovsgivende forsamling blev valgt og samlede sig på [[Eidsvoll]], hvor en ny [[forfatning|grundlov]] blev vedtaget, og Christian Frederik valgt til norsk konge [[17. maj]] 1814. Forsøget på at skabe en uafhængig norsk stat måtte dog opgives som følge af svensk magtbrug. Ved [[konventionen i Moss]] var fredsvilkårene, at Norge måtte acceptere en personalunion med Sverige. Men landet fik lov til at beholde grundloven og stortinget mod, at Christian Frederik frasagde sig tronen. [[4. november]] 1814 valgte stortinget Sveriges konge til konge af Norge efter at have vedtaget de grundlovsændringer, som var nødvendige på grund af unionen. Grundloven var influeret af principperne fra [[den franske revolution]] og den amerikanske uafhængighedserklæring og var blandt de mest demokratiske i verden. Selvstændighedsbestræbelserne i 1814 genrejste Norge som stat, formelt en selvstændig stat, men inden for en påtvunget løs union med Sverige. Landet havde fuldt indre selvstyre og separate institutioner, og kun kongemagten og udenrikspolitikken var fælles for de to stater.

Under 1. verdenskrig var Norge formelt neutralt, selv om tyskernes ubådskrig førte til 2000 døde søfolk, og mere end 800 skibe gik tabt, og tilsammen 1.200.00 ton gik tabt{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Efter 1. verdenskrig blev samfundet aldrig "normalt" igen (dvs. som før 1914). [[Oktoberrevolutionen|Revolutionen i Rusland]] splittede arbejderbevægelsen i fraktioner, hvor nogle ønskede en væbnet [[Revolution (politik)|revolution]], mens andre ville vinde magten gennem valg. Ikke bare arbejderbevægelsen forblev splittet, [[Venstre (Norge)|Venstre]]-bevægelsen og [[Høyre]] lå i bitter strid om mål, afholdssagen, kristendomsfortolkning og alt.