Theodosius 2.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rsteen (diskussion | bidrag) m →Universitet og Codex Theodosianus: Retter eget sjusk |
Rsteen (diskussion | bidrag) m →Storpolitik i kejser Theodosius regeringstid: Retter eget sjusk |
||
Linje 47:
Omkring 438 døde den hunniske konge, og magten gik videre til brødreparret [[Attila]] og Bleda. De to nye konger gik straks i gang med at genforhandle den eksisterende aftale med det østromerske rige. Forhandlingerne foregik uden for byen Margus (det nuværende [[Požarevac]] i [[Serbien]]) i vinteren 439.<ref>Kelly, side 97.</ref> Den østromerske embedsmand og historiker [[Priscus]], der senere besøgte Attilas hof, fortæller, at hunnerne insisterede på at forhandle siddende på deres heste - alt andet var umandigt. Da romerne ikke ville sidde lavere end hunnerne, måtte de også til hest. Traktaten indebar, at den årlige betaling blev fordoblet til 700 pund guld, at der blev aftalt løsesum for romerske fanger hos hunnerne, at hunnerne fik adgang til visse romerske markeder og at fremtidige flygtninge fra hunnerne skulle sendes retur, hvis de nåede ind på romersk område.<ref>Heather (2005), side 300-301.</ref> Attila og Bleda havde imidlertid fået blod på tanden, og deres timing var oplagt: En stor del af den østromerske felthær var i 440 blevet sendt til [[Sicilien]] for at forberede en invasion af Nordafrika, hvor [[vandalerne]] havde sat sig fast. En fælles øst- vestromersk invasion skulle erobre de rige provinser tilbage, og der var derfor relativt fri bane på Balkan. Kort efter - Heather tidsfæster det til vinteren 440-441 - opfandt hunnerne en anklage mod biskoppen af Margus. Han blev beskyldt for at have krydset Donau og plyndret en hunnisk høvdingegrav. Den skrækslagne biskop slap ud af klemmen mod til gengæld at åbne byens porte for hunnerne.<ref>Heather (2005), side 301.</ref> Efter at have skaffet sig dette støttepunkt på den romerske side af Donau, indledte hunnerne et regulært felttog mod sydøst, langs romernes gamle hærvej gennem Balkan. De erobrede Viminacium (nær nutidens Kostolac i Serbien) og derpå den vigtige by Naissus ([[Niš]]) i 442. Normalt var de "barbariske" invasionshære ikke i stand til at erobre store, befæstede byer - bortset fra at sulte dem til underkastelse - men hunnerne havde tilegnet sig viden om belejringsmaskiner, og havde bygget deres egne. Hermed var det lykkedes hunnerne at forrykke den strategiske balance, idet romernes herredømme over landområder i høj grad var baseret på befæstede byer, som kunne modstå ethvert angreb fra omkringboende stammer.<ref>Heather (2005), side 302-304.</ref> Østromerne var nu parate til en genforhandling af traktaten. I 442-443 blev der lavet en ny aftale, hvor den årlige betaling til hunnernes blev sat yderligere op, og fra 443 var der igen fred på Balkan.<ref>Heather (2005), side 307.</ref>
I 444 eller 445 døde Bleda under en jagt. De samtidige kilder nævner ikke noget om, at Attila var indblandet i dødsfaldet, men mange senere historikere hælder til denne opfattelse.<ref name=autogeneret1>Heather (2005), side 308.</ref> I det østromerske rige oprustede man i denne periode. Felthæren var kommet tilbage fra Sicilien - uden at have udrettet noget - og i september 443 blev der udsendt en forordning om, at alle fæstningsanlæg skulle repareres og antallet af tropper i garnisionerne skulle bringes op på de aftalte styrkemål. Man vurderede, at Attila havde nok at se til med at fastholde positionen som enehersker efter
[[File:Codex Theodosianus.jpg|thumb|right|upright=1.25|Iacobi Gothofredi udgav i årene 1736-1743 en kommenteret udgave af lovsamlingen ''[[Codex Theodosianus]]' i syv bind.]]
|