Blokaden af Berlin: Forskelle mellem versioner

Natten mellem den 23. og 24. juni 1948 gik lyset i hele [[Vestberlin]] med et ud. Kraftværket Golpa-Zschornewitz, der lå i sovjetisk kontrolleret område, havde i årevis leveret strøm til den vestlige del af byen, men var nu på sovjetisk ordre blevet lukket ned. Dagen fulgte med flere forskellige trafikproblemer, da sovjetiske soldater blokerede for tilkørselsvejene til Vestberlin. Vestberlins fødevareforsyning var altafhængig af de veje man havde fået tilladelse til at benytte fra Vesttyskland til Vestberlin. Da de lå i sovjetisk kontrolleret område, blev disse nu spærret fuldkommen af. Vestberlin stod med et i en særdeles prekær situation, uden mulighed for at forsyne bydelens 2,2 millioner indbyggere. Selvom de vestligt allierede havde forventet en skarp reaktion fra sovjetisk hold, var man dog fuldstændig uforberedt på dette drastiske skridt.

 

De vestligt allierede stod over for et svært dilemma. Skulle man opgive Vestberlin til Sovjetunionen, eller skulle man true dem til at makke ret? Det første valg syntes uantageligt, da man blot et år forinden havde godkendt [[Trumandoktrinen]] og derfor ikke ville give efter for sovjetisk pres allerede i starten af den spirende [[den kolde krig|kolde krig]], og det andet valg havde potentiale til at udvikle sig til en altødelæggende 3. verdenskrig, der ville gå hårdt ud over den plagede europæiske befolkning. Begge muligheder var altså uantagelige, men der så ikke ud til at være særligt mange andre muligheder. Den første valgmulighed blev eksemplificeret af den engelske militærguvernør i Vestberlin, Sir Brian Robertson, der foretrak en opgivelse af byen, da det i længden ville være for farligt og problematisk at holde fast i den, og den anden havde sin stærkeste tilhænger i den amerikanske general [[Lucius D. Clay]].