==== Fra enevælde til konstitutionelt monarki ====
Ved sin død den [[20. januar]] [[1848]] pålagde [[Christian 8.]] sin søn, [[Frederik 7.]], at indføre en forfatning for [[Kongeriget DanmarkHelstaten|helstaten]]. Bemærk,Helstaten at det nuværende [[Sønderjylland#Historie|Sønderjylland]]bestod dengang ikkeaf vardet enegentlige delkongerige afog Kongerigethertugdømmerne Danmark[[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], men[[Hertugdømmet derimodHolsten|Holsten]] etog [[HertugdømmetKreis SlesvigHerzogtum Lauenburg|hertugdømmeLauenburg]], hvori den danske konge regeederegerede som hertug (i Slesvig også som lensherre). I modsætning til de to andre hertugdømmer under den danske konges kontrol, [[Holsten]] og [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]], var Slesvig ikke medlem af [[Det tyske forbund]], men dansk [[Len|rigslen]]. ForfatningsspørgsmåletI vedrørteSlesvig såledesregerede ikkeden nogendanske afkonge dissealtså hertugdømmerbåde som hertug og lensherre.
Frederik 7. udsendte en uge efter sin tronbestigelse et reskript om en ny forfatningsordning. Forfatningsudkast foreså et fælles rigsråd for kongeriget og hertugdømmerne, hvorvedsom skulle bestå af ligemange medlemmer fra kongeriget og hertugdømmerne og som skiftevis skulle samles i København og i hertugdømmerne <ref>Hans Peter Gote Birkedal Barfod: ''Kong Frederik den Syvendes Sangkrønike'', København 1864</ref>. [[stænderforsamlingStænderforsamling]]erne fikskulle få kompetence til at lovgive og opkræve skatter. Ikke alle mente dog at dette var vidtgående nok, og en række [[De Nationalliberale|nationalliberale]] politikere afholdt borgermøder, hvorpå man fremsatte krav om en fri forfatning og en mere nationalistisk udenrigspolitik, der gik ud på, at Kongeriget Danmark skulle [[Ejderpolitikken|indlemme hertugdømmet Slesvig]]. På et borgermøde den [[20. marts]] 1848 blev det besluttet, at man den [[21. marts]] ville gå i demonstration mod kongens bolig på [[Christiansborg]] og dér kræve, at kongens regering (der var modstander af en indlemmelse af Slesvig i Danmark, og fortalere for en bibeholdelse af [[Helstatspolitikken|helstatsmodellen]]), skulle gå af. Kongen var dog kommet dem i forkøbet og havde allerede fyret sine ministre. Derfor kunne der den [[22. marts]] 1848 dannes en samlingsregering (''[[Martsministeriet]]'') bestående af tidligere ministre og nationalliberale politikere. På det første statsrådsmøde bebudede kongen, at han ikke længere anså sig selv som enevældig monark, hvormed styreformen ''de facto'' blev [[konstitutionelt monarki]]sk.