Åbn hovedmenuen

Ændringer

3.849 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
Der er et hav af forskellige ting der spiller ind når man snakker om konkurrencedygtighed, og her fremgår de vigtigste.
 
Der er for tiden meget fokus på Danmarks konkurrenceevne. En dårlig konkurrence­evne får skylden for et lavt aktivitetsniveau og en høj arbejdsløshed. Hovedforklaringen på disse økonomiske problemer er dog ikke en svag konkurrenceevne.
=== Løn ===
 
Konkurrenceevnen dækker over danske virksomheders evne til at afsætte varer og tjenester i konkurrence med udenlandske virksomheder. En svag dansk konkurrenceevne vil vise sig ved underskud i samhandlen med udlandet og/eller som et særligt lavt aktivitetsniveau i Danmark.
Den største omkostning for en produktion er ofte lønnen, og det er derved også her den største faktor, når man taler om konkurrenceevne. Det gælder altså om, at man skal skaffe sig så billig en [[arbejdskraft]] som muligt, hvilket er årsagen til, at mange vestlige virksomheder flytter til [[3. verdenslande]], hvor timelønnen er op til 10 gange lavere. Heldigvis(for os) så er lønniveauet generelt set sammenhængende med arbejdsstyrkens kvalifikationer, og derved menes, at de fattige ufaglærte bønder i Afrika til 10 kr i timen ikke ved, hvordan man laver fladskærme, medicinalvarer og andre højteknologiske produkter, så hvis en virksomhed ønsker at opstarte en produktion af disse, er det at starte produktion i Afrika nok ikke den smarteste ide.
 
På denne baggrund kan man dårligt sige, at Danmarks konkurrenceevne aktuelt skulle være meget svag.
=== Stordriftsfordele ===
Det er egentlig logisk nok, at større virksomheder, har større kapital end de mindre virksomheder har. De har flere ressourcer til teknologi, design og produkt udvikling.Dette giver dem også en stor fordel, når man snakker virksomhedens konkurrenceevne. De har væsentlig større muligheder, for at komme ud til den målgruppe de gerne vil henvende sig til, og de har væsentlig større mulighed for at sprede deres produkter udover et større areal.
=== Forrentningsgrad ===
 
Vi har et særdeles stort overskud på samhandlen med udlandet, også når man ser bort fra de markante indtægter fra Nordsøen. Beskæftigelsen herhjemme er betydeligt under sit normalniveau − ca. 80.000 personer efter vores vurdering − og sammenlignet med situationen hos vores samhandelspartnere er det faktisk forholdsvist meget. Aktivitetsniveauet er imidlertid ikke så meget mere presset herhjemme, at det alene kan forklare det store overskud i samhandelen med udlandet.
I sidste ende er det afgørende for en virksomhed, at den kan give sine kapitalejere (f.eks. [[aktionær]]er) en forrentning af den indskudte [[kapital]] ([[forrentningsgrad]]), der er højere end den forrentning, de kunne opnå ved at [[investering|investere]] pengene i andre værdier (fast ejendom, guld, fremmed valuta osv.). Virksomhederne konkurrerer nemlig på verdensmarkedet om det gode, der findes i form af investeringsvillig kapital. Dette kan opnås ved at opstille [[regnskab]]sprincipper, der lader [[overskud]]det komme til syne netop dér, hvor beskatningen er lavest. Det kan også ske ved, at man foretager [[outsourcing]] af virksomhedens mindst [[lønsomhed|lønsomme]] dele, eller ved at man anvender dele af overskuddet til [[spekulation]] i risikable, men højt forrentede aktiviteter.
 
Samlet vurderer vi derfor, at den svage økonomiske aktivitet herhjemme mere er udtryk for en svag efterspørgsel i ind- og udland (og særligt i Danmark), drevet af forbrugeres og virksomheders bekymring for fremtiden, end for en særligt svag dansk konkurrenceevne.
 
Alligevel kunne en bedre konkurrenceevne være ønskelig for at skabe mere beskæftigelse. Gennem en årrække frem mod finanskrisen steg de danske lønninger markant hurtigere end udlandets, og selvom der er foregået en vis genopretning siden 2009, er lønkonkurrenceevnen samlet forværret omkring 15 pct. siden 2000. Danmark har da også i denne periode mistet markedsandele i forhold til nogle af de lande, vi normalt sammenligner os med.
 
Det er relevant at spørge, om Danmark bør supplere den ekspansive finanspolitik, vi har brugt til at holde hånden under aktivitetsniveauet, med en politik, der kan forbedre konkurrenceevnen. Dette synes at være baggrunden for, at regeringen har varslet en “jobskabelsespakke”, der skal styrke konkurrenceevnen.
 
Men hvilke muligheder har regeringen reelt for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne?
 
En dårlig konkurrenceevne indebærer, at danske virksomheder har svært ved at sælge deres varer som følge af for høje priser. Det indebærer en lav efterspørgsel efter arbejdskraft og en høj ledighed. Det er naturligvis ubehageligt, men det sænker lønpresset og har derfor den positive effekt, at det bidrager til efterhånden at genoprette konkurrenceevne og beskæftigelse.
 
Helt analogt til at en svag konkurrenceevne fører til tab af afsætning og afdæmpet lønpres, vil en stærk konkurrenceevne føre til en beskæftigelse, der ligger over sit naturlige leje. Resultatet er, at lønningerne stiger mere end normalt, hvorved konkurrenceevnen efterhånden svækkes. Det er med andre ord ikke muligt – eller ønskeligt – på længere sigt at fastholde en konkurrenceevne, der er stærkere, end hvad der sikrer en beskæftigelse på sit naturlige, langsigtede niveau.
 
Dårlig konkurrenceevne betegner altså en midlertidig situation. På sigt vil lønnen – eller andre omkostninger – nemlig bevæge sig mod et niveau, der er i overensstemmelse med virksomhedernes fundamentale værdiskabelse – i daglig tale kaldet “produktivitet”.
 
Og af denne årsag giver det ikke mening at styrke konkurrenceevnen på lang sigt. Fokus bør i stedet være på at sikre gode rammevilkår, altså en økonomisk politik der ikke uden grund forhindrer virksomhederne i at udnytte arbejdskraft og kapital mest effektivt.
 
Ønsker man at forbedre konkurrenceevnen på kort sigt, kan det principielt opnås ved at styrke produktiviteten eller ved at reducere omkostningerne. Man kan muligvis pege på tiltag, der kan styrke produktiviteten, men gennemslaget vil komme over flere år og kan derfor ikke bidrage til en hurtig genopretning af beskæftigelsessituationen.
 
Tilbage er derfor virksomhedernes omkostninger. En væsentlig udgift er lønningerne, men lønniveauet er resultatet af frie forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og det er hverken ønskeligt eller i praksis muligt at påvirke resultatet direkte. Igen er politikernes opgave at sikre de bedst mulige rammevilkår, herunder understøttelse af et dynamisk arbejdsmarked. Dette kan bidrage til, at lønningerne reagerer hurtigt og effektivt på beskæftigelsesproblemer og dermed hurtigt reetablerer en normal beskæftigelse via tilpasninger i konkurrenceevnen.
 
Den sidste og sandsynligvis eneste vej til at opnå en hurtig forbedring af konkurrenceevnen vil være at se nærmere på de afgifter, der pålægges virksomhederne. Her skal man sondre mellem afgifter som f.eks. CO2-afgiften, der retter op på markedsfejl, og afgifter, der alene er motiveret i at skaffe penge til statskassen. Kun afgifter fra sidstnævnte kategori bør indtænkes i en kommende jobskabelsespakke. Der findes elafgifter og energiafgifter mv., som belaster erhvervenes produktionsproces, og som ikke kan begrundes i markedsfejl. Eventuelle lempelser af disse skal af hensyn til den finanspolitiske holdbarhed finansieres krone for krone andre steder på det offentlige budget.
 
Regeringen har således nogle håndtag at trække i, som på kort sigt kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne i et vist – men beskedent – omfang. Og det kan muligvis være fornuftigt at supplere den traditionelle finanspolitiske indsats for at stimulere aktiviteten med en sådan konkurrenceevnepakke, så vi ikke “lægger alle æg i én kurv”. Blot må man ikke tro, at der findes ensidigt danske snuptagsløsninger på de aktuelle økonomiske udfordringer. Jobskabelsespakke eller ej, så kommer det opsving, der kan bringe beskæftigelsen op på sit normale niveau først den dag, de europæiske virksomheder og forbrugere genvinder troen på fremtiden.
 
== Noter ==
Anonym bruger