Wikipedia

Ludvig 14. af Frankrig: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
P199 (diskussion | bidrag)
11 edits
lort
Linje 1:
{{Infoboks monark
|regent = Ludviglort 14.pik
 
|titel = Kongebøsse
|land = [[Frankrig]] og [[Navarra]]
|billede = Louis XIV of France.jpg
Line 18 ⟶ 19:
|børn = se [[#Børn]]}}
[[Fil:Grand Royal Coat of Arms of France & Navarre.svg|thumb|Bourbonernes våben for Frankrig og Navarra siden foreningen af kronerne 1589]]
'''Ludvig 14.''' ([[fransk (sprog)|fransk]]: ''Louis XIV, Louis le Grand'') ([[5. september]] [[1638]] i [[Saint-Germain-en-Laye]] – [[1. september]] [[1715]] i [[Versailles]]) var en fransk konge. Han regerede fra [[1643]] til [[1715]]. Han kaldes Solkongen (fransk: ''le Roi Soleil'').
 
Ludvig 14. er det klassiske eksempel på en enevældig konge. Sentensen ''L'État, c’est moi!'' – ''Staten, det er mig!'' tilskrives ham, men med urette.<ref>Sammenlign hermed: Manfred Kossok: ''Am Hofe Ludwigs XIV.'' S. 25; om Ludvig 14.'s faktiske selvforståelse. Med hensyn til politik og statsvidenskab se: Klaus Malettke: ''Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung''. S. 67ff</ref> Han styrkede kronens magt ved udbygning af den statslige forvaltning, ved at bekæmpe adelens opposition og ved at støtte det franske erhvervsliv. Livet ved hoffet blev helt og holdent tilpasset monarkens person. Hans prægtige fremtoning blev et symbol på hans fremtrædende stilling. Kongen støttede kunsten og videnskaben; det førte til en blomstringstid for fransk kultur. Ludvig fulgte en krigerisk udenrigspolitik, så Frankrig under hans regeringstid fik en stærkt dominerende placering i [[Europa]]. Med 72 år på tronen er han det længst regerende statsoverhoved i [[Europas historie]].
 
== Overblik ==
[[Fil:Louis1667.jpg|upright=1.4|thumb|<center>Ludvig 14. i 1667</center>]]
Ludvig 14.'s fødsel på slottet i [[Saint-Germain-en-Laye]] blev set som en lykkelig begivenhed, da hans forældre – [[Ludvig 13. af Frankrig|Ludvig 13.]] og [[Anna af Østrig]] havde været gift i 23 år uden af få børn. Ved hans fødsel blev den frygtede tronfølger Gaston d'Orleans udelukket. Af taknemmelighed modtog den nyfødte tilnavnet ''Dieudonné'' (den Gudgivne). Hans bror, hertug [[Filip 1. af Orleans]], blev født i [[1640]].
 
Allerede som fireårig fulgte Ludvig den [[14. maj]] [[1643]] sin far på tronen. Indtil [[1651]] var det imidlertid hans mor, der førte regeringen. Den faktiske magt lå hos minister [[Jules Mazarin|kardinal Mazarin]]. Mazarin forberedte målrettet Ludvig på rollen som enevældig hersker. Skridt for skridt blev den unge konge involveret i magtudøvelsen og delte til sidst regeringsansvaret med Mazarin. På baggrund af de udenrigspolitiske succeser, som minister-kardinalerne [[Armand-Jean du Plessis de Richelieu|Richelieu]] og Mazarin havde skaffet Frankrig, kunne Ludvig udvikle den franske enevælde i barokstil med et hofliv, som helt og holdent var tilpasset herskerens person. Efter [[Den westfalske fred]], som afsluttede [[Trediveårskrigen]] i [[1648]], og [[Pyrenæerfreden|Freden i Pyrenæerne]] med [[Spanien]] i [[1659]] var Frankrig den politisk og militært stærkeste magt i Europa. Med hjælp fra ministre som [[Jean-Baptiste Colbert|Colbert]], [[François-Michel Le Tellier, marquis de Louvois|Louvois]], [[Hugues de Lionne|Lionne]] og kansleren [[Pierre Séguier|Séguier]] styrkede han det statslige magtapparat og udvidede det militære, institutionelle og materielle grundlag for det franske monarkis magt. En negativ indflydelse på hans regering havde forfølgelsen af [[huguenot]]terne og [[Den spanske arvefølgekrig]]. Denne omfattende krig førte næsten til statsbankerot i [[1713]]. Den blev afværget gennem en finansreform og massive besparelser.
 
I [[1660]] giftede Ludvig sig med [[Maria Theresia af Spanien]]. Efter hendes død i [[1683]] giftede han sig i hemmelighed morganatisk (til venstre hånd) med [[Madame de Maintenon]]. Ludvig overlevede sin søn Louis, ''le Grand Dauphin'' og sit ældste barnebarn, Louis de Bourgogne, og døde den [[1. september]] [[1715]]. Hans oldebarn fulgte ham som [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig 15.]] på tronen.
 
Ludvig 14. blev begravet i den af ham byggede ''Bourbonernes krypt'' i [[Basilika Saint-Denis]]. I [[1793]] blev hans særdeles velbevarede lig skændet sammen med andre kongers af franske revolutionære og endda i kort tid kastet i en grav. Hans balsamerede hjerte blev kort efter hans død bragt til [[jesuit]]terkirken i ''Rue St. Antoine'' i [[Paris]], for at ligge ved siden af hans fars hjerte. Da kongedømmet blev genskabt efter [[Napoleon]]s fald, blev alle de begravede hjerter ført til St. Denis, hvor de nu er i den smukt restaurerede krypt.
 
== Regeringstid ==
=== De tidlige år ===
 
[[Fil:LouisXIV-child.jpg|thumb|Ludvig 14. som otteårig]]
Efter at Ludvig 14. som fireårig arvede tronen i [[1643]], overtog hans mor Anna af Østrig regentskabet. Hun bekræftede straks kardinal Mazarin i stillingen som premierminister.
På dette tidspunkt var Frankrig i krig mod [[Habsburg]]. De franske armeer kæmpede i Trediveårskrigen mod både det [[Tysk-romerske rige]] og den spanske konge. Ganske vist sejrede de franske armeer, men krigen belastede statsfinanserne betydeligt. Indenrigspolitisk stod Anna overfor en heftig opposition, da byernes domstole og adelen tvivlede på hendes regering. Kardinal Mazarin var i opposition til dem. Anna viste sig dog at være ganske anderledes end ventet. Dronningen blev som spansk [[habsburg]]er ved det franske hof forsmået i første omgang, men blev en overbevist franskmand. Hun tålte hverken [[nepotisme]] eller indskrænkelse af den kongelige autoritet i landet. Hendes generaler fik besked på at fortsætte kampen med uformindsket styrke. Mazarin styrede statens anligggender og fortsatte kardinals Richelieus politik med at koncentrere al statens magt i hænderne på kongen.
 
Med underskrivelsen af [[Den westfalske fred]] i [[1648]] var Frankrig den store sejrherre i [[Trediveårskrigen]]. Der kunne indsættes betydelige troppestyrker i krigen mod Spanien, men nu udbrød [[Fronde-oprøret]] (1648-1653), en åben borgerkrig mellem parlamentet i Paris og adelen mod kongens enevældige politik. Ludvigs mindreårighed blev brugt som begrundelse for oprøret. Oprørerne hævdede, at de kæmpede mod Mazarins negative indflydelse. Han blev som italiener ikke vurderet særlig højt. Især de kongelige prinser tog ham det ilde op, at han konsekvent udelukkede dem fra politisk indflydelse. Men parlamenterne (højesteretterne) var påvirket af den engelske borgerkrig og så en chance for at udbygge deres privilegier i forhold til kronen. Fronden blev slået i [[1652]], men uroen fortsatte til [[1654]]. Ludvig 14. blev erklæret for myndig i [[1651]] og afsluttede sin mors regentskab. Kongen var endnu for ung til at regere og overdrog som forventet magten til Mazarin og ikke en af kongehusets prinser. I 1654 fulgte kroningen og salvingen af kongen i Reims, og ordenen var synligt for enhver genoprettet i kongeriget. Kroningen tjente som symbol på kontinuitet og Guds beskyttelse.
[[Fil:Plan de Paris en 1657.JPG|thumb|Paris' udstrækning 1657]]
Under borgerkrigen gik kampen mod Spanien i stå. Fronden fik nu støtte fra Spanien. Da oprøret var slået ned, kunne Frankrig samle sine kræfter mod Spanien og opnåede sejre ved angreb på de [[Spanske Nederlande]] og en invasion af Spanien, som førte til besættelsen af [[Catalonien]]. I [[1657]] lykkedes det Mazarin at indgå et hemmeligt forbund med [[Oliver Cromwell]]s [[England]] mod Spanien. Spanien så sig tvunget til at søge fred. Kong Filip 4. af Spanien tilbød Ludvig sin ældste datters (Maria Theresia af Spanien) hånd. I 1659 mødtes de to monarker på [[Fasanøen]] mellem Frankrig og Spanien og underskrev Freden i Pyrenæerne. Frankrig fik [[Roussillon]] i Pyrenæerne og [[Artois]] i de [[Spanske Nederlande]] foruden nogle mindre områder. Den spanske prinsesse afskrev sig arveretten til den spanske trone til gengæld for en medgift på 500.000 gulddaler, en sum som spanierne ikke kunne betale. Derved forblev Maria Theresia den ældste arveberettigede datter i det spanske kongehus. Ægteskabet mellem Ludvig og hans kusine Maria Theresia fandt sted den 9. juni 1660 i [[Saint-Jean-de-Luz]]. Allerede den [[1. november]] [[1661]] blev deres søn [[Ludvig af Frankrig]], ''le grand Dauphin'', født.
 
=== Enevælden ===
[[Fil:Louis-xiv-lebrunl.jpg|thumb|Ludvig 14. 1661]]
Siden Ludvig 14. barndom havde kardinal Mazarin regeret landet for ham. Førsteministeren havde et usædvanligt talent for politik og underviste selv kongen i statskunsten: Ludvig 14. fik en solid og særdeles omfattende uddannelse i statens forhold, jura, historie og militærstrategi samt forskellige sprog og videnskaber.
 
Da Mazarin døde den [[9. marts]] [[1661]], var den 22-årige konge godt forberedt på sin kongegerning og meddelte statsrådet, at han ikke mere ville indsætte en ledende minister, men selv føre regeringen. Dette grundlag for regeringens førelse fastholdt han i sine betragtninger fra [[1670]] som grundlag for sin efterfølger. Hoffet og ministene var i starten irriterede over kongens idé. Kongen gik i gang med at skifte ud i regeringen og afskedigede en stor del af statsrådet. Selv hans mor blev udelukket, så kun de tre vigtigste ministre deltog i rådets møder. En af disse var finansministeren [[Nicolas Fouquet]]. Ludvig lod ham fængsle for [[korruption]] og [[forræderi|højforræderi]] og udskiftede ham med [[Jean-Baptiste Colbert]], som var ham tro. Fouquet havde bortsvindlet statspenge og ladet bygge fæstninger uden tilladelse fra kongen. Det tolkede Ludvig som forberedelse af en opstand. Den nye regering vedtog et reformprogram, som havde til formål at styrke erhvervslivet og videnskaben, kraftigt at udbygge flåden og hæren samt en dybtgående reform af bureaukratiet. Ludvig skrev til sin mor: "Jeg er ikke det fæ, som mange hoffolk har anset mig for at være"; kongen tog politikken og ansvaret særdeles alvorligt.
 
Den unge Ludvig 14. ville gøre indtryk på Europa. Han fik muligheden allerede i 1661 ved
[[Kuskestriden i London]], som førte til, at Spanien måtte anerkende den franske konges forrang i Europa. Det stod klart for de europæiske hoffer, at Ludvig ikke havde til hensigt at være en svag konge. I 1662 indgik Frankrig og Holland en forsvarsalliance, og kort efter købte Ludvig byen Dunkerque af [[Karl 2. af England]]. Kongen ville ikke kun overraske verden politisk, men også udstille sin magt og rigdom ved prægtige hoffester, som var typiske for [[barok]]tiden. Han holdt i [[1664]] festen ''Plaisirs de l’Île enchantée'' (den fortryllede øs glæder). Europas fyrster var forbløffede og imponerede af den luksus, som disse fornøjelser var udtryk for, og begyndte i stigende grad at efterligne den franske konges livsstil. Hermed begyndte legenden om Solkongen.
 
I [[1665]] døde hans onkel og svigerfar [[Filip 4. af Spanien]]. Ludvig gjorde for første gang opmærksom på sin gemalindes arveret. Han krævede på vegne af hertugdømmet Brabants devolutionsret en arveandel for Frankrig, hvorefter døtre af første ægteskab har forrang. I Spanien sad [[Karl 2. af Spanien]] et degenereret barn på tronen, og barnets mor, [[Maria Anna af Østrig]] havde regentskabet. Regenten afviste de franske krav, og Ludvig forberedte sig på krig. I [[1667]] udbrød [[Devolutionskrigen]]. Ludvigs hærreformer var allerede gennemført i vidt omfang, og han havde interesse i at få afprøvet sine nye armeer. Han havde skabt en stående hær, en nyskabelse i tiden. Han havde professionelle soldater, som til stadighed var klar til indsats, strengt uddannede og disciplinerede og som regelmæssigt fik betaling og forsyninger. En hær på 70.000 mand marcherede ind i de [[Spanske Nederlande]]. En anden annekterede [[Franche-Comté]]. Spanien stod over for en fuldbyrdet kendgerning og havde ingen muligheder for at værge sig. Sejren forekom at være uden begrænsninger, men nu følte Frankrigs allierede Holland sig truet af de franske troppers nærvær. De hollandske generalstater indgik i 1668 en tripelalliance med England og Sverige vendt mod Frankrig for at få gang i fredsforhandlingerne. Frankrig så sig nu tvunget til at mindske sine krav ved fredsforhandlingerne i [[Aachen]]. Ved [[Freden i Aachen]] (1668) beholdt Frankrig store områder i den vestlige del af de [[Spanske Nederlande]], men måtte afgive Franche-Comté. Ludwig 14. kunne ikke tilgive, at hans egen allierede var faldet ham i ryggen, selv om han hidtil altid havde været Hollands største støtte og endda havde interveneret på Hollands side i [[1666]] i [[Den anden britisk-hollandske krig 1664-67]]. Han beskyldte åbent generalstaterne for utaknemmelighed og endda forræderi. Det afholdt ham dog ikke fra samme år at afholde den ''Grand Divertissement Royal'' i Versailles for at fejre sin triumf.
 
=== Krigen mod Holland ===
[[Fil:Louis XIV of France being crowned by victory after the 1673 Siege of Maastricht by Pierre Mignard.jpg|thumb|Ludvig 14. 1673 foran [[Maastricht]]]]
Ludvig 14. havde nu to politiske mål: at straffe Holland og få rettet grænserne ud, hvilket i praksis betød erobring af yderligere spanske områder. Først ophævede han tripelalliancen, idet han i [[1670]] indgik et offensivt forbund med sin fætter [[Karl 2. af England]]. Derpå betalte han [[Sverige]] store subsidier for at indgå i en alliance. Derefter annekterede Frankrig hertugdømmet [[Lorraine]], afsluttede talrige forbunds- og neutralitetsaftaler med nabofyrster – og isolererede Holland fuldstændigt udenrigspolitisk og militært. I [[1672]] erklærede Frankrig og England krig mod Holland, og den Hollandske krig (1672–1678) begyndte. Ludvig lod 120.000 mand overskride grænsen til Nederlands syv forenede provinser (bl.a. Holland). Det var ikke hans mål at annektere landet, men han ville statuere et eksempel og gennemtvinge handelsfordele. Det egentlige mål var at true Spanien. Franske tropper indtog stadig større områder, hollænderne tabte kampen, og kun åbningen af digerne og oversvømmelsen af store områder reddede dem fra et totalt militært nederlag. [[Johan de Witt]] blev afløst af [[Vilhelm 3. af Oranien]] som statholder. Han indgik straks et forbund med Spanien og den [[Tysk-romerske kejsere|Tysk-romerske kejser]] [[Leopold 1. (Tysk-romerske rige)|Leopold I.]] Dermed havde Ludvig 14. også opnået sit andet politiske mål: Spanien og den Tysk-romerske kejser erklærede Frankrig krig. Efter at have trukket sine hære ud af Holland kunne Ludvig nu bruge dem mod Spanien og kejserriget. I 1674 annekterede han på ny [[Franche-Comté]], men England trådte nu ud af krigen. Til fejring af sejren foranstaltede kongen sin tredje berømte fest, ''Festen i Versailles''. Kampene trak ud til 1678 og forløb højst fordelagtigt for Frankrig. Ludvig holdt 280.000 mand under våben i krigen. Denne overmagt kunne de allieredes hære ikke modstå, og Frankrig vandt den Hollanske krig. I [[1678]]-[[1679]] blev [[Freden i Nijmegen]] afsluttet. Ved freden beholdt Frankrig næsten alle sine erobringer fra Spanien og det [[Tysk-romerske rige]].
 
Ludvig 14.'s indflydelse og dominans i Europa voksede yderligere. Kongen var dog ikke tilfreds, før den planlagte grænseudretning var nået. Derfor afskedigede han i 1679 sin udenrigsminister [[Simon Arnaud, marquis de Pomponne|Marquis de Pomponne]] og erstattede ham med Colberts talentfulde bror [[Charles Colbert, marquis de Croissy|Charles Colbert de Croissy]]. Til sikring af grænserne indledte Ludvig 14. udbygningen af den franske fæstningskæde. Fæstningsbygmesteren [[Sébastien Le Prestre de Vauban]] sikrede kongeriget med over 160 nye eller ombyggede fæstninger, som skulle forsvare Frankrigs territorium. Den i [[1680]] grundlagte fæstningsby [[Saarlouis]] i [[Saarland]] er et godt eksempel på dette grænseforsvar.
 
Efter den vellykkede krig opløste Frankrig ikke sine hære, men beholdt hele styrken under våben. Ludvig brugte den til gennemførelse af genforeninger, hvorved han yderligere kunne udbygge sine erobringer. Først annekterede han resten af [[Alsace]], hvor han især havde blikket rettet mod [[Strasbourg]], der havde fungeret som indfaldsport for de kejserlige tropper. Byen blev indtaget i [[1681]]. I [[1683]] besatte Ludvig 14. den østlige del af de Spanske Nederlande, nemlig [[Luxembourg]], i [[1684]] [[kurfyrstendømmet Pfalz]], som blev omdøbt til den franske provins [[Saar]]. Samtidig blev den nedre del af [[Schelde]] besat, og en stor del af Flandern kom på franske hænder. Spanien protesterede kraftigt mod disse åbne aggressioner i fredstid og erklærede krig i 1683. Der var imidlertid ikke andre lande, som var klar til at gå i krig mod Frankrig. Kejser Leopold 1. var i særlig grad bundet af den [[Anden tyrkiske belejring af Wien]]. Derfor måtte Spanien straks anmode om fred. Ludvig indgik i [[1684]] en tyveårig våbenstilstand med Spanien og det Tysk-romerske rige og opnåede dermed den foreløbige anerkendelse af samtlige genforeninger. Dermed skulle Ludvig 14. ikke længere regne med modstand.
 
=== På magtens tinde ===
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Ludvig_14._af_Frankrig"