Knud den Hellige: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
HRoued (diskussion | bidrag) m tilføjet links |
Nico (diskussion | bidrag) m nogle flertydigfix |
||
Linje 34:
Han var næstældste søn af [[Svend 2. Estridsen]] og en ukendt [[frille]]. Kong Svend var gift to gange, men fik ingen sønner med nogen af sine dronninger. Derimod fik han omkring tyve børn med andre kvinder, deraf tretten sønner. Han blev efterfulgt på tronen af fem af sine sønner i tur og orden - alle med hver sin mor - hvoraf Knud var nummer to efter sin halvbror [[Harald Hen]] (1076-80). Svend sørgede for, at Knud blev undervist af dygtige lærere både i [[kristendom]] og [[videnskab]]er.<ref name=autogeneret1>[http://www.katolsk.no/biografier/historisk/knut Den katolske kirke — Den hellige Knut av Danmark (~1043-1086)]</ref>
Knud ledede i sin fars navn [[korstog]] mod de hedenske [[vendere]] og i [[Baltikum]]. Efter [[Vilhelm Erobreren]]s (1066-87) invasion af England forsøgte Knud flere gange at svække Vilhelms greb om landet, så England og Danmark igen kunne forenes. I 1069 eller 1070 kom han engelske oprørere til undsætning med en [[viking]]eflåde. Ifølge ''[[Den angelsaksiske krønike]]'' sejlede han tilbage til England i 1075 med 200 skibe, som en af lederne for at fremme sin fars krav om den engelske trone, efter at tre [[Jarl (titel)|jarl]]e havde bedt om støtte til sit oprør mod Vilhelm. Med i følget var kong Svends landeværnsmand [[Hakon Iversen]], omtalt i ''[[Morkinskinna]]'', som havde hærget [[Viken (Norge)|Viken]] under ufreden med [[Norge]].<ref>[http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Jarl/Hakon_Iversen Hakon Iversen | Gyldendal - Den Store Danske]</ref> [[Felttog]]et til England blev dog kun til et angreb på [[York]], før Knud måtte se sig besejret. På hjemvej fra England gjorde den danske angrebsflåde ophold i [[grevskab]]et [[Flandern]], der også stillede sig fjendtligt til Vilhelm Erobreren, og hvor Knuds eneste søn, [[Karl af Flandern]], senere blev greve.
Senere fik Knud mere held mod sembere og [[ester]]e mod øst. Han blev hyldet af den [[island]]ske [[skjald]] Kalv Månesen for at have sejret over ti konger.
Linje 47:
Han blev 1082 gift med [[Adele af Flandern|Edel (Adèle, Eltha, Alice) af Flandern]] (ca 1065-[[1115]]), der var søster til grev [[Robert af Flandern]], en anden af Vilhelm Erobrerens modstandere. Parret fik tre børn, de to døtre Cecilie Knudsdatter (Cæcilia) (1087-1131), som blev gift med Erik jarl fra [[Västergötland]], og Ingrid Knudsdatter (Ingegerd) (1086-?), samt en søn, [[Karl af Flanderen]], som aldrig blev regent, idet Knuds bror [[Oluf 1. Hunger]] blev konge. Karl var den gang et ualmindeligt navn i Danmark. Som enke giftede dronning Edel sig igen i 1092 med hertug Roger af [[Apulien]].<ref name=autogeneret1 />
Ifølge [[Knýtlingesaga]] forsvarede Knud sit land "''med megen djærvhed, og forjog alle [[hedning]]erne.''" Angiveligt turde ingen mere at plyndre de danske kyster, og han lod tyve, manddrabere og røvere dræbe. "''Den, som lemlæstede nogen på hånd eller fod...måtte bøde derfor med den samme [[straf]] på sit legeme.''" Angiveligt lod han "''den rige og den fattige undergå lige [[dom (retsvæsen)|dom]], men dette blev ham meget ilde optaget af sådanne, som ifølge kongens dom mistede ansete frænde, skønt de var domfældt på gyldig grund.''" <ref>http://www.jomsborg.eu/Knytlingesaga.pdf</ref>
Knud ønskede at genetablere [[Knud 1. den Store]]s imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede et [[Enevælde|enevældigt]] kongedømme og [[tiende]] til kongen. På sin færd gennem Danmark havde han haft held til at undertrykke flere [[landsting]]. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til [[Aggersborg]] ved [[Limfjorden]].
Linje 61:
De to banesår Knud fik, ifølge Knytlingesagaen, passer godt med undersøgelserne af et [[skelet]] fra kirken, og Benedikts gerning kunne forklare, hvorfor det ikke lykkedes for [[Benediktinerordenen|benediktinermunkene]] at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn.
Straks efter Knuds død gik bl.a. hans bror Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. [[Misvækst]] blev tolket som [[Gud (monoteistisk)|Gud]]s vrede over drabet. Knud blev begravet i [[domkirke]]n, som han selv havde ladet bygge. Og der begyndte snart at ske [[under]]e ved hans grav. I [[1101]] blev han som den hidtil første danske konge [[kanoniseret]], og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i [[Sankt Knuds Kirke (Odense)|Sankt Knuds Kirke]] i Odense.
== Undersøgelser af skelet ==
| |||