Wikipedia

Augustus: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
m Gendannelse til seneste version ved Cgt, fjerner ændringer fra 87.48.131.98 (diskussion | bidrag)
Linje 1:
{{Infoboks romersk kejser|
[[Kategori:Kejsere fra Romerriget]]▼
navn= Augustus|
Augustus, ''Augustus Gajus Julius Caesar Octavianus'', ''Octavian'', 23.9.63 f.Kr.-19.8.14, Romerrigets første kejser fra 27 f.Kr.
navnlatin= Avgvstvs|
billede=Statue-Augustus.jpg|
navnfør= Gaius Octavius|
navnkejser= Gaius Julius Octavianus Cæsar Divi Filius Augustus|
regerede= [[16. januar]] [[27 f.Kr.]] –<br /> [[19. august]] [[14]] e.Kr.|
dynasti= [[Julo-claudiske dynasti|Julo-claudisk]]|
født = [[23. september]] [[63 f.Kr.]]|
fsted = [[Rom]]|
død = [[19. august]] [[14]] e.Kr.|
dødsårsag = Ukendt|
dsted = [[Campania]]|
forgænger = [[Julius Cæsar]]|
efterfølger = [[Tiberius]]|
}}
'''Gajus Julius Cæsar Octavianus''' ([[23. september]] [[63 f.Kr.]] – [[19. august]] [[14|14 e.Kr.]]), kendt som '''Octavian''' eller '''Augustus''', var romersk [[kejser]] [[31 f.Kr.]] – [[14|14 e.Kr.]]. Han regnes som den første romerske [[kejser]] og grundlægger af [[principatet]].
 
== Navn ==
Octavian, den senere kejser Augustus, blev født i Velitrae (det nuværende Velletri i nærheden af Rom) og fik ved fødslen navnet ''Gajus Octavius''. Hans familie var ikke specielt fornem, men dog langt ude i familie med Julius Cæsar, hvilket skulle få stor betydning for Augustus' karriere.
Hans fødenavn er '''Gajus Octavian(us)''' (måske '''Gajus Octavian(us) Thurinus'''). Det blev ændret til ''Gajus Julius Cæsar'', da han blev adopteret af sin mors onkel [[Julius Cæsar|Gajus Julius Cæsar]] efter hendes død. For at undgå forveksling kalder historikerne ham normalt ''Octavian(us)'' med det tilnavn, der efter romersk skik dannedes til adoptivsønners gamle navn.
 
Senatet tildelte ham den 16. januar [[27 f.Kr.]] æresnavnet ''Augustus'' "den ophøjede". Augustus nød også stor popularitet i den østlige del af romerriget, og blev givet det græske æresnavn ''Sebastós'' ({{lang-el|Σεβαστός}}) "den ærværdige".
Efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. viste det sig, at Augustus ikke blot var blevet adopteret af Cæsar, men også indskrevet som hovedarving i hans testamente. Augustus overtog dermed Cæsars formue og tilhængere, men var også forpligtet til at videreføre hans politik.
 
Da han døde, lød hans fulde titel: Imperator Caesar Divi filius Augustus, pontifex maximus, consul XIII, imperator XXI, tribuniciae potestatis XXXVII, pater patriae.
På mordtidspunktet var han Cæsars næstkommanderende og befandt sig i Apollonia i det nuværende Albanien for at indlede et felttog mod partherne.
 
Måneden [[august]], der tidligere hed Sextilis ("den sjette måned", regnet fra Marts), er opkaldt efter Augustus.
Augustus udviste en for en 19-årig usædvanlig dristighed og handlekraft. Han beslaglagde de midler, som var afsat til felttoget, vedgik testamente og adoption og vendte tilbage til Rom for at gøre op med Cæsars mordere.
 
== Historie ==
Dette skete fra 43 f.Kr. i samarbejde med Marcus Antonius i det såkaldte 2. triumvirat, som også talte Marcus Lepidus. I Slaget ved Filippi 42 f.Kr. blev hovedmændene bag mordet på Cæsar, Brutus og Cassius, bragt af vejen, og Augustus kunne de følgende år koncentrere sig om den egentlige kamp om magten mod Marcus Antonius, som endte i 31 f.Kr., da Augustus' flådechef Marcus Vipsanius Agrippa slog Marcus Antonius og Kleopatra i søslaget ved Actium. Året efter begik Marcus Antonius selvmord, og Augustus var i realiteten enehersker i Rom.
[[Fil:Augustus Bevilacqua Glyptothek Munich 317.jpg|thumbnail|left|200px|Augustus med borgerkrone (corona civica). Augustus Bevilacqua-busten i Glyptoteket i München]]
 
Han trådte for alvor frem efter [[Julius Cæsar]]s død. Han bekæmpede først [[Marcus Antonius|Antonius]], og allierede sig derefter med ham mod senatet og Cæsars mordere, som han var med til at slå ned. Han delte herredømmet med [[Marcus Antonius|Antonius]] til år [[31 f.Kr.]], da de brød med hinanden, bl.a. i spørgsmålet om [[Kleopatra]] og herredømmet i [[Egypten]]. Efter Antonius' nederlag og død stod Octavian som sejrherre. Mens han i kampårene ofte havde vist sig brutal og hensynsløs, optrådte han påfaldende moderat efter sejren. Hans lange regeringstid var præget af en fremgang og velstand, der stod i skarp kontrast til de forgangne årtiers opslidende borgerkrige, og man taler derfor om ''Pax Augusta'', den augustæiske fred.
Frem til 27 f.Kr. legaliserede Augustus sin magtposition og planlagde en reorganisering af Det Romerske Imperium, og en ny tid indvarsledes på begge områder.
 
I sin 45 år lange tid som enehersker indførte han reelt det romerske kejserdømme. Formelt lod han republikken bestå og lod sig kun genvælge som [[consul]] og [[princeps senatus]], men samlede så mange magtbeføjelser i sin egen person, at han faktisk var monark – en stilling hans efterkommere overtog. I 27 tog han navnet Augustus (den ophøjede), som han siden førte, og prøvede at stå som en slags landsfader for romerne. Indadtil skabte han fred og orden efter de mange borgerkrige, bragte handel og landbrug på fode, foretog byfornyelser i Rom og iværksatte et [[Augustus' religiøse reformer|reform program]] for at højne moralen hos den romerske befolkning. Han samlede nye specielle kejserlige rådgivere. Han opbyggede også [[prætorianergarden]], den kejserlige livvagt, som antog form af en privat hær.
Efter næsten et halvt århundrede med borgerkrig og uro indså Augustus, som også Cæsar havde gjort det, at både en styrkelse af centralmagten og en effektivisering af provinsadministrationen var nødvendig.
 
Udenrigspolitisk stod Augustus for en ekspansiv linje: Han indlemmede [[Egypten]] (der blev kejserens private provins) og flere lande i [[Lilleasien]]: [[Galatien]], [[Armenien]] og [[Kappadokien]]. Også [[Mauretanien]] blev en del af Romerriget under Augustus. I nord skød han grænsen helt frem til [[Donau]] og fik dermed dannet provinserne [[Rætien]], [[Noricum]], [[Pannonien]], [[Illyricum]] og [[Møsien]]. Han forsøgte også at indlemme området mellem [[Rhinen]] og [[Elben]], men planerne led skibbrud, da tre legioner under Publius Quinctilius Varus blev udslettet af [[germaner|germanske]] oprørere i [[Teutoburgerskoven]] i [[9|9 e.Kr.]].
Gennem inddragelse af den traditionelt apolitiske romerske ridderstand skabte Augustus en række nye administrative poster: præfekter fx for byen Rom, for kornforsyning, brandvæsen og for visse særligt udvalgte provinser som fxEgypten.
 
Livet igennem var Augustus særdeles svagelig og deltog fx aldrig selv i større militære operationer, men holdt sig til den civile administration. Han havde imidlertid flere betydelige medhjælpere, bl.a. [[Marcus Vipsanius Agrippa|Agrippa]], der var hans svigersøn og som fungerede som både administrator og flådechef, samt den kulturelle rådgiver [[Mæcenas]]. Kulturelt blev hans regering kendt som Roms guldalder, hvor flere af de store klassiske digtere som [[Vergil]], [[Horats]] og [[Ovid]] skrev deres bedste værker.
Sin egen magt baserede Augustus på overtagelse af større eller mindre dele af de republikanske embeder. Han var hyppigt konsul, havde i hele perioden fuld tribunisk magt (se afsnittet ''Administration'' i Romerriget - historie) og beføjelser som censor, var pontifex maximus og førstemand, princeps, i senatet. Denne sidste ærespost gav navn til den nye styreform, principatet eller det romerske kejserdømme.
 
== Familie ==
Fra 27 f.Kr. var kejseren med lovlige midler i stand til at beherske både den udøvende og den lovgivende magt samt valg af embedsmænd. Vigtigst var dog, at Augustus bevarede den militære magt ved ekstraordinært at få tildelt overkommandoen for 5- og 10-årige perioder resten af livet.
Augustus var i hele sin regeringstid gift med [[Livia]], som blev tillagt stor indflydelse på hans familiepolitik. En stor del af hans regering var præget af problemet om tronfølgen. Da han ingen sønner havde, indsattes flere svigersønner og børnebørn som mulige arvinger gennem et kompliceret indgiftesystem, men de døde næsten alle før han selv. Det førte til, at sted- og svigersønnen [[Tiberius]], der var Augustus' absolutte sidstevalg, blev hans efterfølger. Dynastiet endte dog med at blive et dynasti af gale kejsere der dræbte hundrede pga. Paranoia og forsømte deres imperium og brugte massevis af penge på pladser og fester Det [[julioclaudiske dynasti]] uddøde med tipoldebarnet [[Nero]].
 
== Eksterne henvisninger ==
I 23 f.Kr. var Augustus nær blevet offer for en sammensværgelse og måtte justere ordningen, ligesom han gentagne gange de følgende år lod sig tildele specielle beføjelser for at kunne gribe direkte ind i krisesituationer såsom hungerkatastrofer, Tiberens oversvømmelse, uro i byen o.l. Men fra omkring 20 f.Kr. og frem til hans død forblev hans stilling uantastet.
 
[http://www.sdu.dk/Forskning/Forskningsformidling/Skulptursamlingen/Rom/107_Augustus.aspx Portræt af Augustus]
De nye ordninger fungerede dog ikke uden problemer og accepteredes kun af den romerske befolkning, fordi de skabte fred og ro og dermed økonomisk fremgang. Det var dette forhold, som begrundede, at han fik tilnavnet ''Augustus'' ('den ophøjede') i 27 f.Kr.
 
== Se også ==
Kejserdømmet var blevet en nødvendighed, fordi den voldsomme udvidelse af imperiet, som havde fundet sted de foregående 200 år, havde sprængt den gamle republikanske forfatning indefra.
* [[Romerske kejsere]]
* [[Res Gestae Divi Augusti]]
 
== Kilder ==
Augustus' principielle holdning var, at Det Romerske Imperium ikke skulle udvides. Han udbyggede derfor grænseforsvaret ved Rhinen og Donau og intensiverede udnyttelsen af de allerede erobrede områder. Årene 20-13 rejste han rundt i imperiet med det formål at sikre en gnidningsfri forvaltning, herunder en effektiv opkrævning af skatter. Slutstenen på denne proces satte Augustus med indvielsen af Ara Pacis, det augustæiske alter for den romerske fred, på Marsmarken i Rom år 9 f.Kr.
{{Commonscat|Augustus}}
* Rudi Thomsen, ''Augustus : liv og virke'', Sfinx, 2001. ISBN 87-89632-22-2.
* Berg. Oldgræsk-dansk, 3. udgave.
 
{{Arvefølge|[[Romerske kejsere]]|ingen|[[Tiberius]]}}
De senere år blev hovedproblemet for Augustus at sikre den ny ordnings videreførelse. Han fik i sine tre ægteskaber kun ét barn, datteren Julia med sin anden hustru, Scribonia. Julia blev hjørnestenen i Augustus' successionspolitik, men da hendes børn med Agrippa døde unge, blev han i 4 e.Kr. mod sin vilje tvunget til at adoptere Tiberius, sin stedsøn af tredje ægteskab med Livia. Han overførte de næste år langsomt sine forskellige embeder til Tiberius, og den indenrigspolitisk set problemløse indsættelse af den nye kejser ved Augustus' død demonstrerede styrken i den ordning, han havde skabt.
 
{{Antikken}}
I årene frem til 27 f.Kr. fremstod den unge Augustus som en skrupelløs politiker. Han spillede på alle strenge, både lovlige og ulovlige, og ryddede sine modstandere af vejen. Han udnyttede både den politiske og den materielle arv efter Cæsar optimalt og var i stand til at knytte dygtige personer til sig, blandt andre den politiske strateg Maecenas og den alsidige og meget kompetente Agrippa. Dem lyttede han til, og Augustus' største kvalifikation var måske, at han i udpræget grad kendte grænserne for sine egne evner og altid lod tingene udvikle sig langsomt.
{{Julisk-Claudiske}}
{{FD|63 f.Kr.|14}}
 
{{autoritetsdata}}
Man kan diskutere, om den voldsomme fremfærd i hans unge år bundede i et simpelt ønske om at få magt, eller om han havde visioner om at reorganisere imperiet til gavn for alle dets indbyggere. Under alle omstændigheder udviklede Augustus sig til en landsfaderlig person, som gav udtryk for sine holdninger i både lovgivning om ægteskab og moral og i byggeri, som det fx kan ses i friserne på Ara Pacis og i det monumentale, store augustæiske forum i Rom.
 
▲[[Kategori:Kejsere fra Romerriget]]
Augustus udviklede en ideologi om de gode, gamle romerske dyder som samfundets fundament, hvad der også kommer til udtryk i hans egen bevarede beretning om sit styre, ''Monumentum Ancyranum''. Han betonede, at han selv repræsenterede disse dyder, hvilket legitimerede hans usædvanlige magtposition.
 
Med årene opnåede Augustus meget stor popularitet, og efter sin død og bisættelsen i mausoleet på Marsmarken blev han guddommeliggjort.
 
Augustus' store fortjeneste var på kort sigt, at han skabte fred, på længere sigt, at han fastlagde rammerne for en ny styreform, som skulle vise sig at føre til økonomisk fremgang og at være stærk nok til at holde i næsten 300 år
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Augustus"