Hermeneutik: Forskelle mellem versioner

Inden for [[samfundsvidenskab]]en debatteres det, hvorvidt sociale forhold skal forklares eller forstås. Forklaringstilgangen lægger vægt på [[naturvidenskab]]elige principper og vil for så vidt muligt opstille [[Kausalitet|kausale]] love for sociale fænomener. Den forståelsesorienterede tilgang lægger derimod vægt på tolkning. Denne sidste tilgang kaldes for hermeneutik. Ifølge den hermeneutiske tilgang giver det ikke mening at forsøge at bruge naturvidenskabens metoder i samfundsvidenskaben, da [[objekt]]et, der undersøges, i sidste instans altid er tænkende individer med en egen [[fri vilje]]. [[Kausalitet|Kausale]] love vil således ikke kunne opstilles, da et individ, modsat eksempelvis et atom, altid vil kunne vælge forskellige handlingsmønstre. Det vigtige bliver dermed at forstå, hvorfor individer vælger, som de gør. Metodisk er tilgangen derfor oftest mere kvalitativt orienteret end den kvantitative naturvidenskabelige metode.

Hermeneutikken har det til fælles med naturvidenskaben, at man søger at opstille [[hypotese]]r om det foreliggende materiale, og derefter sammenligne de [[logik|logiske]] konsekvenser af hypotesen på materialet. Hermeneutikken er således forstået ''[[den hypotetisk-deduktive metode]] anvendt på meningsfuldt materiale''<ref>Dagfinn Føllesdal, Lars Walløe og Jon Elster, 1992: ''Politikens Introduktion til Moderne Filosofi''. Politikens Forlag, København</ref>. Dette postulat kan der dog sås tvivl om. Da hermeneutikken ikke opererer med et begreb om, hvad det er sandt eller falsk, er det ikke muligt at anvende den hypotetisk-deduktive metode, da denne kræver, at udsagnene enten er sande eller falske. Ligeledes er foredomme inden for den filosofiske hermeneutik en del af selve det at være. Derfor lader disse sig ikke erstatte af hverken gisninger eller hypoteser.

Problemstilling inden for samfundsvidenskaben. Hvor positivismen anser forskeren som en neutral agent, der undersøger verden, påpeges det inden for hermeneutikken, at observationer altid vil være præget af forskerens egen forståelse af det, der observeres. Dermed kommer forskeren til at fortolke det, der allerede er fortolket og kan således aldrig tilnærme sig verden som neutral observatør. Ved at fortolke verden er forskeren desuden med til selv at konstruere en forståelse af denne, som også vil kunne præge fremtidige fortolkninger.