Erik Gustaf Boström: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
m →Intro |
||
Linje 6:
1875 valgtes han til 2. kammer (genvalgt indtil 1893) og vandt snart stor indflydelse ved sin veltalenhed,
skarphed i debatten og snarrådighed. Han hørte oprindelig til kammerets mellemparti
(''Intelligensen''), men kom snart i godt forhold til [[
toldkommissionen. I 1888 blev han formand i den komité,der skulde udarbejde en ny toldtarif overensstemmende med Rigsdagens samme år tagne beslutninger.
Boström, som tidlig var talsmand for [[told]]beskyttelse, særlig for landbrugets frembringelser, havde nemlig 1888 sluttet sig til [[Nya Lantmannapartiet]] og blev snart et af dets ledende medlemmer. I 1889 fik han endvidere det hverv at deltage i forhandlingerne om Sveriges og Norges gensidige handels- og søfartsforhold, dvs. for at udarbejde en ny mellemrigslov.
Endelig blev han juli 1891 statsminister og fik på den overordentlige rigsdag
i efteråret 1892 gennemført en ny [[hærordning]] med væsentlig udvidelse af
Januar 1893 gjordes ved en udtalelse i statsrådsprotokollen det første skridt fra svensk side til at fremkalde en ny ordning af de forenede rigers udenrigsstyrelse, med fælles udenrigsminister, svensk eller
norsk mand. Som midlertidig finansminister (november 1894-marts 1895) gennemførte han
forhøjet told på korn og mel,
kamres medlemstal (dvs. begrænsning af byernes politiske indflydelse) (1894) og til en indskrænkning af den enkelte vælgers stemmetal ved kommunale valg (1900). Endvidere tvang han 1898 [[Ofoten-jernbanen]]s forlængelse igennem.
For at imødekomme den protektionistiske strømning lod han 1895 Mellemrigsloven
med Norge falde bort; men da han ikke kunne hindre den norske flaglov 1899, overtog han selv for et par måneder (oktober-december) udenrigsministeriet for at give de fremmede regeringer formel meddelelse herom, hvad den daværende udenrigsminister ikke var villig til. I september 1900 trak han sig tilbage fra regeringen, hædret på mange måder, blandt andet ved udnævnelse til formand i [[Nobelstiftelsen]]s styrelse og til [[æresdoktor]] ved Uppsala Universitet.
Dog gik han ikke dermed bort fra det offentlige liv, idet han
|