Forskel mellem versioner af "Sjælesorg"

1.112 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
Emnet bedre systematiseret og delvis omredigeret. [Skabelon bør nok fjernes]
m (Bot: Datomærk skabeloner)
(Emnet bedre systematiseret og delvis omredigeret. [Skabelon bør nok fjernes])
{{Wikify|dato=marts 2010}}
'''SjælesorgensSjælesorg''' formål(tysk: ”Seelssorge”) er aten hjælpesærlig etomsorg menneskefor den enkelte, der har brug for hjælp, og som udmøntes i fx en afklarende, hjælpende eller trøstende samtale. Inden for sjælesorg skelner man mellem kristen og human sjælesorg. Ordet(varetages sjælesorg kommer [[etymologi]]skhyppigst af detpræster) tyskeog "Seelsorge" ([[latinhumanisme|human]]: curasjælesorg animarum)(varetages oghyppigst betyderaf omsorg for sjælen. Hvor prædikenen som cura animarum generalis, er rettet til flere forskellige på en gang, er sjælesorgen som cura animarum specialis, rettet mod den enkeltepsykologer).
 
== Kristen sjælesorg ==
Sjælesorgen er en omsorg for den enkelte, der udmøntes i en hjælpende eller trøstende samtale. Om sjælesorgen er human eller kristen, afhænger af den udøvende. Kristen sjælesorg har ikke nødvendigvis et kristent indhold. Den kristne sjælesorg er en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og praktiserer en radikal næstekærlighed. Sjælesorgen drejer sig ikke kun om trosspørgsmål, men har hele menneskelivet som sit virkefelt.
HjælpenFor en præst er det altid Gud, der er i centrum. Sjælesorgen bygger på en opfattelse af livet som skænket af Gud, – tillige med en opfattelse af, at kærlighed er livets dybeste mening, og af, at døden ikke er den endegyldige tilstand men en overgang til et evigt liv hinsides det jordiske liv. Disse opfattelser er bundet til
Menneskets udvikling, udfoldelse, trivsel, lykke og sundhed hører med i en kristen menneskeopfattelse, hvorfor også "human" sjælesorg kan være kristen, hvis den udøves af et kristent menneske. Den kristne sjælesorg har baggrund i Kristi diakonale virke og i hans død på korset, som giver mennesket mulighed for at udfries fra skylden. Heri består væsensforskellen til den humane sjælesorg.
 
ForskellenDen kristne sjælesorg og psykologi er en forskeldel af synsvinklen.kirkens Den[[diakon|diakonale]] kristneopgave sjælesorgsmed egenartforbillede i forholdJesus tilsom en human sjælesorg erden, atder Kristusopsøger erde forbilledet.fortabte Kristusog er både tjenernødstedte og frelser,stedse praktiserer derforen er den kristne sjælesorg både diakonia ogubetinget kerygma[[næstekærlighed]]. Den kristne sjælesorg skal altid hjælpe det enkelte menneske netop der, hvor det er – uanset om det drejer sig om noget åndeligt eller ikke-åndeligt. Det, som er den kristne sjælesorgs force i forhold til anden sjælesorg, er dog, at Kristus har videregivet myndigheden til at tilgive synder. Mennesket frigøres, når det bekenderbliver sine synder og får tilgivelse. Dermed sættes detbedre i stand til at kunne leve livet i frimodighed. Denne tilgives kan meddeles i skriftemålet. Den verdslige psykologi har her mødt sin begrænsning.
 
IUnder sjælesorgsjælesorgen talertales vider om livets vilkår og prøverom at komme overens med det, som ikke kan ændres, og samt at finde mod og styrke til at ændre det, som kan ændres. Formålet ellerer måskeat modafhjælpe et menneskes åndelige nød, anfægtelser og styrkeproblemer, tilisær atmed vælgehensyn attil bevaresamvittighed, det!tro, gudsforhold o.lign.
Definition: En hjælp som især præster tilbyder et medmenneske, som i større eller mindre grad har mistet livsglæden og måske også livsmodet. Det kan skyldes ydre begivenheder, eller være forårsaget af eksistensen i sig selv, eller noget i det enkelte
 
menneske.
Det, som adskiller den kristne sjælesorg fra al anden sjælesorg, er troen på, at Kristus har videregivet sin myndighed til at kunne tilgive [[synd|synder]]. Vedkommende vil gennem sjælesorgen kunne opleve helt eller delvis at blive frigjort for sine mange fortrædeligheder, når det bekender sine fejltagelser (synder) og modtager tilgivelsen herfor.
Hjælpen bygger på en opfattelse af livet som skænket af Gud, en opfattelse af, at kærlighed er livets mening og af, at døden ikke er den endegyldige tilstand men en overgang til et evigt liv hinsides det jordiske liv. Disse opfattelser er bundet til
 
opfattelsen af Jesus Kristus, som Guds søn og til opfattelsen af, at Helligånden er en levende åndelig størrelse, som virker på Guds vegne i grundfænomerne: troen, håbet og kærligheden.
For at kunne have gavn af sjælesorg er det ikke et krav at være kristen, men på den anden side er det nødvendigt at være sig præstens religiøse ståsted bevidst, da livets sandhed for dennealle erpræster altid vil være med det kristne [[evangelium.]] som udgangspunkt.
 
I sjælesorg taler vi om livets vilkår og prøver at komme overens med det, som ikke kan ændres, og på at finde mod og styrke til at ændre det som kan ændres – eller måske mod og styrke til at vælge at bevare det!
== Humanistisk sjælesorg ==
En humanistisk orienteret psykolog sætter altid mennesket i centrum. Det gælder også, når sjælesorgen er blevet aktuel på et dødsleje, hvor den døende bibringes forvisningen om, at livet næppe kan have været forgæves, da hvert enkelt individ næsten altid på en eller anden måde har bidraget som et naturnødvendigt uundværligt led i en lang ubrudt kæde af generationer igennem hele menneskehedens udvikling og videre frem. Humanisten betragter i modsætning til præsten ikke mennesket som skabt af nogen overnaturlig instans. Mennesket er derimod overvejende sin egen Skaber ved løbende selvstændigt at have taget stilling til tilværelsens mangeartede problemer og stedse foretaget de fornødne valg gennem livet – alt efter egen dømmekraft. Der er her tale om valg, som det selv alene er ansvarlig for og må tage på sig.
 
Valg har imidlertid konsekvenser. Og nogle af disse kan give anledning til begåede fejltagelser og til pinagtige problemstillinger, mm. Problemerne kan dreje sig om tabsoplevelser, man som menneske har fejlbedømt eller er rendt ind i, og som kan afstedkomme næsten ubærlige tungsindige stemningsforløb, ledsaget af både reduceret livsmod og utilstrækkelighedsfølelser el.lign ([[depression]]). Eller det kan være voldsomme samvittighedskvaler over ikke i tide at have forebygget nogle utilsigtede skadelige følgevirkninger af ens egen handlemåde ([[skyldfølelse]]). Eller det kan være skræmmende forestillinger omkring dødens mening og betydning som værende et sidste afsluttende regnskab med hensyn til, i hvilket omfang ens liv som helhed kan siges at have været lykkedes ([[angst]]).....Osv.
 
Under en [[psykoterapi|psykoterapeutisk]] bearbejdning af disse problemer sætter den humanistisk orienterede psykolog ofte fokus på den kendsgerning, at det under en dybtgående terapeutisk analyse næsten altid vil vise sig, at vedkommende næppe kunne have forudset de skæve udviklinger ud fra de daværende omstændigheder eller vilkår. Og at man på daværende tidspunkt i grunden drog sine konklusioner eller foretog sine handlinger på ret så forsvarlig vis i de pågældende situationer.
 
Således lettet for sine egne urimelige og belastende problemstillinger vil vedkommende anderledes være i stand til at kunne give slip på sit mere eller mindre fejlkørte liv med fornyet mod på tilværelsen.
{{autoritetsdata}}
 
604

redigeringer