Aleksej Kosygin: Forskelle mellem versioner

 

===Stalin-æraen===

Kosygins administrative evner{{sfn|Z. Medvedev|R. Medvedev|2006|p=48}} medførte, at Stalin tog Kosygin til sig. Stalin delte oplysninger med Kosygin, som for eksempel oplysninger om, hvor mange penge [[Vjatjeslav Molotov]], [[Anastas Mikojan]] og [[Lazar Kaganovitj]] ejede, brugte, og betalte deres tjenestefolk. Et medlem af politbureauet tjente en beskeden løn efter sovjetiske forhold,{{sfn|Elliott|Lewin|2005|p=95}}men havde ubegrænset adgang til forbrugsvarer. Stalin sendte Kosygin ud til de tre mænds hjem for at bringe "tingene i orden". Opgaver som denne gjorde Kosygin upopulær blandt visse medlemmer af den sovjetiske ledelse. Kosygin fortalte sin svigersøn Mikhail Gvisjiani, en officer i [[NKVD]], om beskyldningerne, som blev ført mod hans kollega [[Nikolaj Voznesenskij]], som på daværende tidspunkt var formand for [[Gosplan]] og sovjetisk vicepremierminister, på grund af Voznesenskijs besiddelse af skydevåben. Gvisjiani og Kosygin kastede alle deres våben i en sø og ledte i begge deres huse efter aflytningsudstyr. De fandt aflytningsudstyr i Kosygins hus, men det kunne have været installeret med henblik på at spionere mod marskal [[Georgij Zjukov]],som havde boet i huset før ham. Ifølge hans erindringer forlod Kosygin aldrig sit hjem uden at minde sin kone om, hvad hun skulle gøre, hvis han ikke kom hjem fra arbejde. Efter at have levet to år i konstant frygt nåede familien til den konklusion, at Stalin ikke ville gøre dem ondt.{{sfn|Elliott|Lewin|2005|p=96}}

 

 

===Bresjnevs og Kosygins ledelse===

Da Khrusjtjov blev afsat som leder i oktober 1964{{sfn|Service|2009|p=377}} overtog Kosygin Khrusjtjovs gamle post som premierminister i hvad der til at starte med var et kollektivt lederskab med Leonid Bresjnev som generalsekretær for det kommunistiske parti og [[Anastas Mikojan]], og senere [[Nikolaj Podgornij]], som [[Sovjetunionens statsoverhoveder|Formand]] for [[Øverste sovjets præsidium|præsidiet]].{{sfn|Brown|2009|p=402}} Det nye politbureau havde et mere konservativt udsyn end under Khrusjtjov - Kosygin, Podgornij og [[Andrej Kirilenko]] var de mest liberale medlemmer, og Bresjnev og [[Arvids Pelše]] tilhørte den moderate gren, mens [[Mikhail Suslov]] fortsat stod i spidsen for partiets stalinistiske gruppe.{{sfn|Law|1975|p=211}}

 

 

===Udenrigspolitik===

Kosygin udfordrede tidligt i sin regeringstid Bresjnevs ret til at repræsentere landet i udlandet på grund af sin rolle som generalsekretær for USSR's kommunistparti, en funktion, som Kosygin mente skulle gives til [[regeringschef]]en, som det var almindeligt i ikke-kommunistiske lande. Dette blev faktisk implementeret i en kortere periode,{{sfn|Elliott|Lewin|2005|p=248}} hvilket førte til, at [[Henry A. Kissinger]] troede, at Kosygin var Sovjetunionens leder.{{sfn|Brown|2009|p=403}} Kosygin, som havde været den ledende forhandler med [[den første verden]] i 1960'erne, blev næsten aldrig set udenfor [[den anden verden]]{{sfn|Wesson|1978|p=248}} efter at Bresjnev konsoliderede sin position inden for politbureauet,{{sfn|Elliott|Lewin|2005|p=248}} men også på grund af [[Andrej Gromyko]]s modstand mod at Kosygin blandede sig i hans egne ministerområder.{{sfn|Van Dijk|2008|p=525}}

 

[[Seksdageskrigen]] i [[Mellemøsten]] førte til øget samarbejde mellem USA og Sovjetunionen. USA's regering inviterede Kosygin til et topmøde med [[Lyndon B. Johnson]], USA's præsident, efter hans tale til de [[Forenede Nationer]].{{sfn|Gibbons|1995|pp=718–719}} På topmødet, som blev kendt som [[Glassboro-konferencen]], lykkedes det ikke Johnson og Kosygin at nå til enighed om at begrænse de anti-ballistiske missilsystemer, men topmødets venlige og ligefrem åbne atmosfære blev omtalt som "Ånden fra Glassboro".{{sfn|Robbins|2010|p=73}} Forholdet mellem de to lande blev yderligere forbedret da [[Moskvatraktaten]] blev underskrevet den 12. august 1970 af Kosygin og Gromyko samt [[Willy Brandt]] og [[Walter Scheel]], som repræsenterede [[Vesttyskland]].{{sfn|Dannenberg|2008|p=33}}

I 1972 underskrev Kosygin en aftale om venskab og samarbejde mellem [[Iraq]] og USSR, som byggede på de stærke sovjetiske bånd til [[Irak]]s regering, det irakiske [[Ba'ath-partiet|ba'ath-parti]] og de tidligere tætte forbindelser til den irakiske leder [[Abdul Karim Qassim]].{{sfn|Coughlin|2005|p=106}}