Piazza del Popolo: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Udskifter http://([\w.-]+\.)?sites\.google\.com/ med https://\1sites.google.com/ |
m Flertydige WL: valnød → Almindelig Valnød, Rafael → Raffaello Santi, madonna → Jomfru Maria, Engelsborg → Engelsborg (Rom) |
||
Linje 1:
[[Fil:Piazza del Popolo (Roma, Italy).jpg|thumb
'''Piazza del Popolo''' er en stor [[plads (torv)|plads]] i [[Rom]], [[Italien]].
Linje 14:
== S. Maria del Popolo ==
I [[1099]] lod pave Paschalis 2. et [[kapel]] bygge som tak for det vel overståede første [[korstog]], der var endt med [[Jerusalem]]s erobring samme år. Sit tilnavn fik kapellet, fordi den lå ved en lund af popler, men navnet kunne også tolkes som "Folkets Maria-kapel". Da kejser [[Nero]] var blevet myrdet af sin tjener Epafroditus, blev han gravlagt i Domitiernes gravsted ved foden af Monte Pincio. På graven blev der plantet et [[Almindelig Valnød|valnød]]de-træ. Snart påstod lokalbefolkningen, at kejserens [[genfærd]] larmede omkring graven i midnatstimerne. [[Legende]]n vil have det til, at folk så i 1099 beklagede sig til paven, der foreskrev tre dages [[faste]], og i en bøn mødte [[jomfru Maria]], der forklarede, at hvis valnøddetræet blev fældet og brændt sammen med Neros levninger, og asken derpå kastet i [[Tiberen]], ville spøgeriet ophøre. Ifølge [[legende]]n var det netop, hvad der skete, og derfor blev kapellet opført ovenpå Neros grav, for de gaver, folk skænkede i ren taknemlighed. Kapellet blev udvidet på 1200-tallet under [[pave Gregor 9.]], og under Sixtus 4. rejstes den kirke, vi kender i dag, selv om Bernini senere foretog nogle mindre tilføjelser. Altertavlen er smykket af en byzantinsk madonna, som traditionen fejlagtigt tilskriver evangelisten [[Lukas]]. I korbuen skildres paven, i færd med at fælde valnøddetræet på Neros grav, fejlagtigt omgivet af [[schweizergarden]], som ikke blev oprettet før i [[1506]]. Kor og apsis er af Bramante, mens [[Raffaello Santi|Rafael]] står for Chigi-familiens kapel, der kom på 22.000 scudi. <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 172-5)</ref>
Lige indenfor kirkens hovedindgang ligger monumentet, romerne kender som "Døden i [[fængsel]]". Arkitekten Giambattista Gisleni lavede det til sig selv to år før sin død i [[1672]]. Man ser et skelet svøbt i et lagen af hvidt [[marmor]], indespærret bag et gitter. På gravmælet står "Hverken i live her eller død hisset". <ref>[http://www.google.no/imgres?imgurl=http://farm1.static.flickr.com/45/135590934_b693b5fd6e_o.jpg&imgrefurl=http://flickr.com/photos/nicnac/135590934/&usg=__1JNhNCJScEgC0tHXIMFG5L3sHCc=&h=1140&w=1013&sz=396&hl=no&start=3&sig2=-CyMehePPbScWzQcF9sXZg&um=1&itbs=1&tbnid=VDYyiaAsOU3-zM:&tbnh=150&tbnw=133&prev=/images%3Fq%3Dgiambattista%2Bgisleni%26um%3D1%26hl%3Dno%26sa%3DG%26tbs%3Disch:1&ei=dfJbTLbVKdTGOIf5pZ0P Google Bilder-resultat for http://farm1.static.flickr.com/45/135590934_b693b5fd6e_o.jpg<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Romerne mente, at broderskabet "Den gode døds fædre" (der havde det privilegium at begrave de døde, der blev fundet ude på ''campagna''en, i den første kirke, ligtoget kom forbi på vejen hjem), var kommet forbi S. Maria del Popolo med en afdød, og da kirken uheldigvis var aflåst, havde brødrene set sig nødt til at bryde sig ind og foretage begravelsen lige bagved kirkedøren. Da [[munk]]ene så beklagede sig til paven, skulle han have spurgt dem, hvem de var fornærmet af. "Døden," svarede munkene, og på folkemunde hed det så, at paven havde sagt: "Så må vi sætte døden i fængsel!" og havde beordret opførelsen af monumentet. Klostret bag kirken var i øvrigt bosted for [[Luther]], da han i [[1510]] besøgte Rom, både på tjenesterejse og som bodfærdig pilgrim. <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 176-7)</ref>
Linje 21:
De to kirker på hver side af Corsoen ser ens ud, men er det ikke. S. Maria in Montesanto til venstre har grundplan som en [[ellipse]] og en tolvkantet [[kuppel]], der er tegnet af Bernini. Den blev opført 1662-75, og fik navn efter karmeliterne fra Montesanto på [[Sicilien]], der havde haft en kirke på grunden. [[Pave Alexander 7.]] tog initiativet til at rejse den nye kirke, men efter hans død gik byggeriet i stå, til [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]] Girolamo Castaldi skød penge ind, mod at få sit navn på facaden. Kirken er stillet til rådighed for Roms kunstnere. <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 179)</ref>
S. Maria dei Miracoli har grundplan som en cirkel og en ottekantet kuppel. I altertavlen er der indfældet et undergørende [[
Det var ret meningsløst at bygge to kirker så tæt på hinanden i en bydel, hvor der ingen menighed fandtes, men rejsende der kom nordfra, skulle imponeres ved mødet med [[pave]]ns by.
== Rettersted ==
Den sidste henrettelse på pladsen fandt sted 15.marts [[1826]], hvor Felice Tanucelli blev halshugget for, hvad pavens [[bøddel]] noterede som "et urimeligt mord". Folk plejede at strømme til, når [[skafot]]tet blev rejst, og den store klokke på [[Engelsborg (Rom)|Engelsborg]], ''La Misericordia'' (= Barmhjertigheden), gav sig til at ringe. 18.maj [[1816]] blev hele fem mænd henrettet af skarpretteren gennem 68 år, Mastro Titta. <ref>[http://www.executedtoday.com/2008/03/22/1796-mastro-titta-first-execution/ ExecutedToday.com » 1796: Mastro Titta’s first execution of many<!-- Bot genereret titel -->]</ref> De var dømt til at hænges og parteres for røveri. Det år blev fjorten mænd henrettet på Piazza del Popolo. To henrettede er mindet på en tavle til venstre for Porta del Popolo. De var medlemmer af bevægelsen, der ville befri [[Italien]] fra fyrstevældet og skabe en [[demokrati]]sk nation, og tavlen oplyser: "''Til minde om de to carbonari Angiolo Targhini og Leonida Montanari, som efter pavens ordre uden beviser og forsvar blev dømt til døden 23.november 1825. Den demokratiske organisation G. Tavani Arquati har efter folkets udtrykkelige ønske sat dette minde 2.juni 1909.''"
I [[1849]] havde adelen arrangeret en fest på årsdagen for det [[amnesti]], [[pave Pius 9.]] havde udstedt, da han blev valgt. Efter festens afslutning viste menigmand sin opfattelse af sagen, ved at angribe kirkerne og slæbe [[skriftestol]]ene ud på pladsen, hvor de blev brændt sammen med en række af kardinalernes kareter. <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 182-3)</ref>
| |||