Jazz: Forskelle mellem versioner

'''Jazz''' er en rytmisk [[musik]]stilart med oprindelse hos den farvede befolkningsgruppe i det sydlige USA tilbage i slutningen af 1800-tallet. Jazzen har lige siden og op til vore dage udviklet sig gennem flere epoker eller stadier, men med alle udviklingsstadier fortsat eksisterende lige fuldt side om side i det aktive musikliv verden over. Musikstilarten udføres og spilles fortrinsvis på akustiske instrumenter, men har siden 1970'erne også brugt elektriske instrumenter. Desuden rummer jazzen en righoldig sangtradition, bestående af især [[blues]] og evergreens[[evergreen]]s m.v., med sange udført af såvel mandlige som kvindelige sang-solister.

Ud over det gamle velkendte 12-takters [[Blues|blues-skema]], der i jazzen indtager en særskilt prominent plads, er det musikalske repertoire gerne hentet fra udvalgte, kendte evergreens[[evergreen]]s (de såkaldte "jazz-standards"), skrevet af de bedste komponister fra især 1900-tallets første halvdel, og ikke sjældent forbedret til lejligheden med en endnu mere avanceret og udbygget [[harmonik]]. Repertoiret er endvidere nogenlunde ligeligt fordelt imellem de stærkt rytmisk inciterende, swingende musiknumre i hurtige tempi, og så de mere rolige og udtryksfulde "ballader" (romantisk musiknummer i langsomt tempo).

Jazzen har sin oprindelse i et krydsfelt mellem europæiske og afroamerikanske musiktraditioner. Tidlige eksempler på denne syntese er [[ragtime]], [[blues]] og [[gospel]]. Der var som udgangspunkt tale om udpræget gehør-musik, som i 1800-tallet blev spillet uden noder på de mange forskellige brugte musikinstrumenter, der i [[Sydstaterne]] for forholdsvis billige penge overalt i de større byers marskandiserbutikker pludselig blev tilgængelige for selv den fattigste menigmand blandt den farvede befolkning. Årsagen hertil skyldtes specieltovervejende de mange opløste militærorkestre hos den tabende part (Sydstaterne) efter afslutningen på [[Amerikanske borgerkrig|Den amerikanske Borgerkrig]] i 1860'erne1865. Noder var derimod anderledes dyre at købe, og musikundervisning var kun noget, som overklasssen og middelklassen<ref>I Sydstaterne bestod middelklassen for en ikke ringe dels vedkommende af kreoler, dvs. mulatter af fransk- eller spansktalende hvide fædre og sorte mødre. Den franske katolicisme var i modsætning til den engelske evangeliske menighedsteologi betydelig mere ansvarlig og rummelig i sit menneskesyn i henseende til væsentlige humane spørgsmål, som fx racisme og faderskab o.lign. Den påså og sørgede for, at fædrene drog passende omsorg for såvel deres ægte som uægte afkom uanset hudfarve (egentlige giftermål mellem hvide og sorte var dengang forbudt ved lov). Det fik til følge, at kreolerne stort set var de eneste farvede jazzmusikere, som fra barnsben kunne have opnået at få fx en musikuddannelse. Og det blev derfor langt overvejende kreoler, der blev overdraget de orkesterpladser, som forudsatte et vist kendskab til noder og harmoniteori, dvs. instrumenter som klaver, tenorbanjo og guitar o.lign. Også inden for kunst og litteratur gjorde kreolerne sig gældende. Den verdensberømte forfatter ''Alexandre Dumas'' til bl.a. romanerne "De tre Musketerer" og "Greven af Monte Christo" fra 1840'erne, var således kreoler som søn af en fransk adelsmand og en sort slavinde fra Caribien.</ref> havde råd til. Et veludviklet godt gehør<ref>Det er her karakteristisk, at mange af de mest berømte pionerer blandt de allerførste jazzmusikere - på samme måde, som det også var tilfældet med Bach, Mozart og Beethoven - besad [[absolut gehør]] med deraf følgende overlegenhed vedrørende specielt improvisations-spillet (gælder fx Louis Armstrong, Sidney Bechet, Kid Ory, Jack Teagarden, samt sang-solister som Ella Fitzgerald og Frank Sinatra, o.a.). Det langt mere almindeligt forekommende ''relative gehør'' og så det mere sjældne ''absolutte gehør'' svarer i omvendt forhold nogenlunde til forskellen mellem farveblinde og farveseende. En farveblind (ca. 8 % af befolkningen) har svært ved at se på en farve og umiddelbart kunne identificere den som grøn, medmindre der helst er en i forvejen udpeget farve (fx rød) at kunne sammenligne med. En fodboldtilskuer med et alm. relativt gehør har ligeledes svært ved at fastslå den tone, som dommerens fløjte lyder med. Men hvis han udstyres med en [[stemmegaffel]], der anslået lyder som et A, kan han med et ellers tilpas veludviklet relativt gehør via en sammenligning forholdsvis nemt afgøre, at dommerfløjten reelt måtte være stemt i G. Absolut gehør er primært et medfødt talent, der hyppigt ses nedarvet i familier. Det er blevet anslået, at ca. én ud af ti tusinde mennesker verden over (ca. 0,01 %) skønnes født med denne relativt sjældne egenskab, der giver mulighed for at kunne identificere både akkorder og toner helt umiddelbart og uden brug af referencetoner, som fx en stemmegaffel el.lign. Men dette skøn er dog formentlig noget underdrevet. - Det er imidlertid ikke altid en ubetinget fordel med et absolut gehør som musiker, da fx et knapt så velstemt klaver, der ikke mere helt holder [[kammertonen]], som regel ikke generer de fleste musikere med relativt gehør noget videre, men tit ses at kunne bringe en medspillende musiker med dette anderledes fine gehør helt ude af fatningen under det orkestermæssige samspil. </ref> var derfor nærmest et uomgængeligt krav for at kunne indgå i et orkestermæssigt samspil af den art.

Der var også skarp modstand mod jazzmusikken. Der blev således protesteret mod kropsligheden og sensualiteten i jazzens rytmer og klanglige udtryk. I adskillige lande blev jazzmusikken stærkt fordømt af den politiske højrefløj og stemplet som både vulgær og dekadent "negermusik", særligt af nazismen, som i 1930'erne konsekvent forbød al jazzmusik under strafansvar.<ref> En af de allerførste professionelle og mest prominente jazzmusikere herhjemme i Danmark fra den tid, violinisten og orkesterlederen [[Svend Asmussen]], blev således arresteret i 1943 af den tyske besættelsesmagt på grund af sin konsekvente ignorering af forbuddet mod at spille jazzmusik. Han blev som fange ført til Berlin af to Gestapo-officerer, hvor han sad i fængsel en måneds tid, inden det omsider lykkedes indflydelsesrige kredse med gode forbindelser til nazi-toppen i Danmark omkring Hitlers befuldmægtigede, Werner Best, at få ham forhandlet fri igen. ''(F.Büchmann-Møller & K.Frandsen: "Svend Asmussen". Lindhardt og Ringhof, 2015).''</ref> Og på både Det kgl. danske Musikkonservatorium i København og Det Jyske Musikkonservatorium i Århus søgte et dengang stærkt konservativt konsistorium (professorkollegiet) at håndhæve et forbud mod at spille jazzmusik på musikkonservatoriets instrumenter under henvisning til nogle svært forståelige begrundelser, som for eksempel at ''"flyglet/klaveret ikke havde godt af det, o.lign."!''

I 1947 opløste trompetisten Louis Armstrong således som en af de første sit eget Big Band og dannede en sekstet (tre blæsere og en rytmegruppe) under navnet [[Louis Armstrong|Louis Armstrong And His All Stars]]. Spillestilen var en tilbagevenden til den oprindelige dixieland-stil i New Orleans i begyndelsen af århundredet,<ref>Betegnelsen "dixieland" stammer fra det franske ord for tallet 10, dvs. "dix" ''(udtales "dis").'' Den mest populære, gangbare pengeseddel i omløb i Sydstaterne dengang, nemlig 10-dollar sedlen, fandtes ejendommeligt nok ikke forsynet med noget 10-tal, men derimod alene påtrykt de tre bogstaver, der indgår i det franske talord for 10. Den var udstedt i stort antal i det oprindeligt fransktalende [[New Orleans]] på vegne af de 11 Sydstater under Den amerikanske Borgerkrig i 1860'erne i kampen mod Nordstaterne. Men da den engelsktalende befolkning fra især Nordstaterne generelt ikke kunne tale fransk, blev pengesedlen, der på fransk hed "Billet de ''dix'' dolaires", med tillempet engelsk udtale her kort og godt i stedet kaldt for en "dixie" ''(one dixie'' ville på dens udstedelsestidspunkt omtrent have svaret til værdien af en tusindkroners-seddel i vore dages penge, men i løbet af borgerkrigen undergik den hurtigt en glidende og ganske kraftig devaluering). Dixieland blev efterfølgende i folkemunde et alternativt udtryk for hele det geografiske område i USA, hvor de 11 Sydstaters fælles hovedvaluta, 10-dollar sedlen, i sin tid var gangbar mønt. Og da det samtidig også var det område, hvor den traditionelle jazz stammer fra, gav det af meget forståelige grunde anledning til betegnelsen dixieland-jazz for denne stilarts vedkommende. - Nogle musikhistorikere har søgt at fastholde en skelnen mellem dixieland-jazz og NewOrleans-jazz, hvorved dixieland-jazz skulle betegne jazz spillet af hvide musikere, og NewOrleans-jazz af sorte musikere. Der hersker imidlertid ikke fuldstændig enighed om denne skelnen, og den er ved nærmere eftersyn da heller ikke holdbar. Bl.a. gav Louis Armstrong i 1946 således selv sin egen nydannede septet navnet "Louis Armstrong And His Dixieland Seven", der (bortset fra basunisten, indianeren Jack Teagarden) udelukkende bestod af sorte musikere. Først året efter blev septetten reduceret til hans sidenhen så verdensberømte sekstet under navnet "Louis Armstrong And His All Stars", hvilket skete nogenlunde samtidig med den endelige opløsning af hans eget store Big Band i 1947. - I nærværende leksikonartikel vil der ikke blive skelnet mellem de to betegnelser for traditionel jazz, og de bruges derfor her i flæng.</ref> som Louis Armstrong selv var vokset op med i sydstatshavnebyen [[New Orleans]] omkring århundredeskiftet, dog i en noget mere tidssvarende udgave med adskillige elementer tilsat fra swingmusikken.

Konceptet var som oftest en stor balsal til ca. 3-400 mennesker på et af byens mere billige hoteller omkring et centralt dansegulv i dæmpet belysning m/ scene til jazzorkestret, og med skotskternede duge til at skåne bordene mod spildte øl-sjatter og tabte cigaretgløder - kun oplyst af tændte stearinlys, der var nedstukket i halsåbningen på en gammel vinflaske. For at kunne imødekomme den store publikuminteressepublikumsinteresse var det ikke ualmindeligt, at de lidt større og mere velbesøgte jazzklubber lod afholde jazzbal i hver eller hver anden uge.