Grover Cleveland: Forskelle mellem versioner

{{Uddybende|Amerikanske præsidentvalg 1884}}

=== Udnævnelsen til præsidentkandidat ===

Republikanerne afholdt deres konvent i [[Chicago]] og nominerede den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, [[James G. Blaine]] fra [[Maine]], til præsidentkandidat. Blaines nominering frastødte mange republikanere, som så Blaine som ambitiøs og amoralsk.<ref name=nevins185>Nevins, 185–186; Jeffers, 96–97</ref> Lederne af det Demokratiske Parti opfattede republikanernes valg som en mulighed for at vinde [[Det Hvide Hus]] tilbage for første gang siden 1856, hvis de kunne finde den rigtige kandidat.<ref name=nevins185/>

 

 

=== Kampagnen mod Blaine ===

Efter Clevelands nominering fordømte reformvenlige Republikanere, kaldet "[[mugwump]]s", Blaine som korrupt og vendte sig i stedet til Cleveland.<ref name=mugwump>Nevins, 156–159; Graff, 55</ref> Disse mugwumps, deriblandt mænd som [[Carl Schurz]] og [[Henry Ward Beecher]], var mere interesseret i idealer end i partiet og håbede, at Cleveland ville støtte deres kamp for en reform af statsadministrationen og effektiviseringer i regeringen.<ref name=mugwump/> På samme tid som Demokraterne vandt vælgerstøtte fra disse mugwumps, mistede de vælgere til [[National Party|Greenback-Labor partiet]], som var under ledelse af den forhenværende Demokrat, Benjamin Butler.<ref>Nevins, 187–188</ref>

 

For at sværte Clevelands puritanske rygte fortalte hans modstandere, at Cleveland var blevet far til et barn uden for ægteskab, mens han var advokat i Buffalo.<ref name=mama>Nevins, 162–169; Jeffers, 106–111; Graff, 60–65; Welch, 36–39</ref> Den nedladende frase ''"Ma, Ma, where's my Pa?"'' (''"Mor, Mor, hvor er min Far?"'') blev et uofficielt kampagneslogan for hans modstandere.<ref name=mama/> Da han blev konfronteret med skandalen, der var på vej, var Clevelands instruktioner til sine kampagnefolk: "Fortæl sandheden."<ref>Nevins, 163, Graff, 62</ref> Cleveland indrømmede, at han i 1874 accepterede at betale [[børnebidrag]] til Maria Crofts Halpin, en kvinde, som påstod, at han var far til hendes søn med navnet Oscar Folsom Cleveland.<ref name=mama/> Halpin havde på daværende tidspunkt et forhold til flere mænd, deriblandt Clevelands ven og advokatkollega Oscar Folsom, som barnet blev opkaldt efter.<ref name=mama/> Cleveland var ikke klar over, hvem af dem, der var far til barnet, og det menes, at han påtog sig ansvaret, da han var den eneste af dem, der var ungkarl.<ref name=mama/>

 

Det var begge kandidaternes opfattelse, at staterne New York, New Jersey, Indiana og [[Connecticut]] ville afgøre valget.<ref>Welch, 33</ref> I New York besluttede [[Tammany Hall]] sig for, efter en tids vaklen, at de trods alt ville få mere ud af at støtte en Demokrat, som de ikke brød sig om, end en Republikaner, som ikke ville gøre noget som helst for dem.<ref>Nevins, 170–171</ref> Blaine håbede på, at han ville få en større støtte fra [[irsk-amerikaner]]ne, end Republikanere normalt fik; irerne stemte hovedsageligt demokratisk i det 19. århundrede, men Blaines mor var irsk katolik. og han havde været tilhænger af [[Irish Land League|Irish National Land League]] i sin tid som [[udenrigsminister]].<ref>Nevins, 170</ref> Irerne, en betragtelig gruppering i tre af svingstaterne, virkede interesserede i at støtte Blaine, lige indtil en af hans støtter, [[Samuel D. Burchard]], holdt en tale, hvori han nedladende kaldte demokraterne "et parti for [[Rom (spiritus)|rom]], [[katolicisme]] og oprør" ([[engelsk (sprog)|eng.]]: "Rum, romanism and rebellion").<ref>Nevins, 181–184</ref> Demokraterne blæste denne fornærmelse mod katolikker op i dagene lige inden valget, og Cleveland vandt snævert alle fire svingstater, deriblandt New York med kun lidt over 1.000 stemmer.<ref name=leip1884>{{Leip PV source 2| year=1884| as of=[[27. januar]] [[2008]]}}, {{National Archives EV source| year=1888| as of=[[27. januar]] [[2008]]}}</ref> Hvis man ser på det totale antal stemmer, var valget meget tæt, idet Cleveland kun vandt med kun 0,25%, men valgmandsstemmerne gav Cleveland en mere komfortabel sejr på 219–182.<ref name=leip1884/> Efter Clevelands valgsejr fik "Ma, Ma..."-kampråbet en klassisk slutning: ''"Gone to the White House. Ha! Ha! Ha!"'' (''"Rejst til det Hvide Hus. Ha! Ha! Ha!"'')

 

== Første valgperiode som præsident (1885–1889) ==

=== Reform ===

Kort efter at have [[Indsættelse af USA's præsident|tiltrådt sit nye embede]] blev Cleveland stillet over for at skulle udpege alle de embeder i regeringen, som præsidenten skulle vælge. Disse embeder blev typisk valgt gennem [[spoilssystemet]], men Cleveland bekendtgjorde, at han ikke ville fyre nogen Republikaner, som passede sit embede godt, og at han ikke ville udpege nogen alene baseret på partitjenester.<ref>Nevins, 208–211</ref> Han brugte også sin magt til at reducere antallet af statslige medarbejdere, da mange ministerier efterhånden var fyldt med opportunister.<!-- bloated with political time-servers. --><ref>Nevins, 214–217</ref> Senere i sin embedsperiode, da Demokraterne rasede over ikke at få del i de politiske ben, bøjede Cleveland sig dog og begyndte at udskifte flere af de republikanske ansatte med Demokrater.<ref>Graff, 83</ref> Selv om en del af hans valg var påvirket af partiets holdning, udnævnte Cleveland flere personer alene ud fra deres evner, end det havde været tilfældet under hans forgængeres regeringsperioder.<ref>Nevins, 238–241; Welch, 59–60</ref>

 

=== Sølv ===

 

 

Et af [[1880'erne]]s mest sprængfarlige emner var, om møntfoden skulle hvile på [[Bimetallisme|guld og sølv]] eller på [[Guldstandarden|guld alene]].<ref>Jeffers, 157–158</ref> Emnet delte folk på tværs af partierne, hvor vestlige Republikanere og Demokrater fra Syden gik sammen i kampen for en fri møntfod af sølv, mens begge partiers repræsentanter i det nordøstlige USA holdt fast i guldstandarden.<ref name=nevins201>Nevins, 201–205; Graff, 102–103</ref> Fordi sølv var mindre værd end den pålydende værdi i guld, betalte skatteydere deres skatter med sølv, mens internationale kreditorer krævede betaling i guld – hvilket førte til, at nationens guldlager blev udtømt.<ref name=nevins201/>

=== Told ===

 

 

{| class="toccolours" style="float: left; margin-left: 1em; margin-right: 2em; font-size: 85%; background:#c6dbf7; color:black; width:30em; max-width: 40%;" cellspacing="5"

 

=== Kabinet ===

{{USA regering

| align = left

 

=== Udnævnelser til Højesteret ===

Cleveland fik med held udnævnt to dommere til [[USA's højesteret|Højesteret]]. Den første, [[Lucius Quintus Cincinnatus Lamar|Lucius Q.C. Lamar]], var en tidligere [[Mississippi]]-senator, som på daværende tidspunkt sad i Clevelands ministerium som indenrigsminister. Da [[William Burnham Woods]] døde, nominerede Cleveland Lamar til hans sæde i slutningen af 1887.<ref name=nevins399>Nevins, 339</ref> Selvom Lamar havde været vellidt som senator, betød hans fortid i [[Amerikas Konfødererede Stater|Konføderationen]], at mange republikanere stemte imod ham.<ref name=nevins399/> Lamars nominering blev vedtaget af et snævert flertal på 32 mod 28.<ref name=nevins399/>

 

=== Besejret af Harrison ===

{{Uddybende|Amerikanske præsidentvalg 1888}}

Debatten om nedsættelse af tolden fortsatte under valgkampen i 1888.<ref name=nevins418>Nevins, 418–420</ref> Republikanerne nominerede [[Benjamin Harrison]] fra [[Indiana]] som præsident- og [[Levi P. Morton]] fra New York som vicepræsidentkandidat. Cleveland blev uden problemer nomineret igen under det demokratiske konvent i [[St. Louis]].<ref name=graff90>Graff, 90–91</ref> Da vicepræsident [[Thomas A. Hendricks|Hendricks]] døde i 1885, valgte Demokraterne i stedet [[Allen G. Thurman]] fra Ohio som Clevelands vicepræsidentkandidat.<ref name=graff90/> Republikanerne gjorde toldspørgsmålet til en mærkesag og vandt protektioniststemmer i de vigtige industristater i det nordlige USA.<ref name=nevins418/> Ydermere var Demokraterne i New York splittede over [[David B. Hill]]s guvernørkandidatur, hvilket smittede af på støtten til Cleveland i denne svingstat.<ref>Nevins, 423–427</ref>

 

== Valget i 1892 ==

{{Uddybende|Amerikanske præsidentvalg 1892}}

=== Demokratisk nominering ===

Clevelands position som eks-præsident og hans nylige udtalelser om de finansielle spørgsmål gjorde ham til førstevalg som kandidat til den demokratiske nominering.<ref>Nevins, 468–469</ref> Hans nærmeste modstander var [[David B. Hill]], som på daværende tidspunkt var senator fra New York.<ref name=nevins470>Nevins, 470–473</ref> Hill forenede alle anti-Cleveland-elementerne i det Demokratiske parti – sølvfortalere, protektionister og Tammany Hall – men kunne ikke mobilisere en støtte, der var stor nok til at hindre Clevelands nominering.<ref name=nevins470/> På trods af nogle desperate forsøg fra Hill blev Cleveland nomineret ved første afstemning på konventet i Chicago.<ref>Nevins, 480–491</ref> Som vicepræsident valgte Demokraterne en modvægt til Cleveland – [[Adlai E. Stevenson]] fra Illinois, som var fortaler for en fri møntfod af sølv.<ref>Graff, 105; Nevins, 492–493</ref>

 

=== Kampagne mod Harrison ===

Republikanerne nominerede igen præsident Harrison, hvilket gjorde valget i 1892 til en gentagelse af valget fra fire år tidligere. I modsætning til valgene i 1884 og 1888 var valget i 1892 "det reneste, roligste og mest ærlige valg i efterkrigsgenerationens hukommelse."<ref>Nevins, 498</ref> Spørgsmålet om tolden var til republikanernes fordel i 1888, men resultaterne gennem fire år havde været, at importerede varer var blevet så dyre, at det fik mange vælgere til at foretrække forandringer.<ref>Nevins, 499</ref> Mange vestlige amerikanere, som traditionelt stemte republikansk, stemte nu på den nye kandidat [[James Weaver]] fra [[Populistpartiet]], som lovede fri sølv, generøs pension til krigsveteraner og en [[8-timers arbejdsdag]].<ref>Graff, 106–107; Nevins, 505–506</ref> Omsider valgte Tammany Hall-demokraterne at følge resten af landets Demokrater, hvilket medførte, at et forenet demokratisk parti vandt New York.<ref>Graff, 108</ref> Det samlede resultat blev en stor sejr til Cleveland, både hvad angår valgmandsstemmer og samlet stemmetal.<ref>{{Leip PV source 2| year=1892| as of=[[22. februar]] [[2008]]}}, {{National Archives EV source| year=1892| as of=[[22. februar]] [[2008]]}}</ref>

<div style="clear:both;"></div>

Lovforslaget blev efterfølgende sendt til Senatet, hvor modstanden var større.<ref name=nevins567>Nevins, 567–569</ref> Mange senatorer, anført af [[Arthur Pue Gorman]] fra [[Maryland]], ønskede en større beskyttelse af deres staters erhvervsliv, end Wilson-forslaget ville give.<ref name=nevins567/> Andre, såsom Morgan og Hill, modsatte sig, delvist på grund af at de personligt ikke brød sig om Cleveland.<ref name=nevins567/> Da lovforslaget endelig gik videre fra Senatet, var der foretaget mere end 600 tilføjelser, som ophævede det meste af reformen.<ref>Nevins, 572–576.</ref> Sammenslutningen af sukkerforarbejdende virksomheder lobbiede i særlig grad for ændringer, som kom dem til gode på bekostning af forbrugerne.<ref>Nevins, 577–578</ref> Cleveland var utilfreds med resultatet og undsagde det reviderede lovforslag som en forkastelig konsekvens af den kontrol over Senatet, som førtes af sammenslutninger og industriinteresser.<ref>Nevins, 585–587; Jeffers, 288–289</ref> Han mente dog alligevel, at der var tale om en forbedring i forhold til McKinley-tolden og accepterede det som en lov uden hans underskrift.<ref>Nevins, 587–588; Graff, 117</ref>

 

 

=== Arbejderoprør ===

I sin første præsidentperiode havde Cleveland støttet fri handel med Hawaii og godkendt en tilføjelse til forfatningen, som sikrede USA en kul- og flådestation i [[Pearl Harbor]].<ref name=wealth/> Nu stillede Cleveland sig imidlertid bag konklusionen i Blounts rapport, som sagde, at Hawaiis befolkning var imod en annektering.<ref name=blount/> Liliuokalani nægtede at give amnesti som en del af hendes genindsættelse og udtalte, at hun ville henrette den daværende regering i Honolulu, og omvendt nægtede Doles regering at opgive sin magtposition.<ref name=nevins558>Nevins, 558–559</ref> I december 1893 var problemet stadig ikke blevet løst, og Cleveland spurgte Kongressen til råds.<ref name=nevins558/> I sin tale til Kongressen afviste Cleveland annekteringsforslaget og opfordrede Kongressen til at fortsætte den amerikanske ikke-indblandingstradition (se uddrag til højre).<ref name=nevins560/> Mange medlemmer af Kongressen under ledelse af senator [[John Tyler Morgan]] foretrak en annektering, og [[Morganrapporten|rapporten]], som Kongressen endte med at sende videre, talte hverken for en annektering af Hawaii eller anvendelse af amerikansk militærmagt til at genindsætte det hawaiianske monarki.<ref>Graff, 123</ref> Hawaii forblev uafhængigt af USA igennem hele Clevelands embedsperiode, men blev [[12. august]] [[1898]] optaget i Unionen af Clevelands efterfølger som præsident, [[William McKinley]].

 

I forhold, som angik USA selv, benyttede Cleveland sig af en bred fortolkning af [[Monroedoktrinen]], som ikke blot forbød etableringen af nye [[Europa|europæiske]] kolonier, men også udtalte amerikansk interesse i alle forhold inden for den amerikanske [[hemisfære]].<ref name=wealth2>Zakaria, 145–146</ref> Da Storbritannien og [[Venezuela]] blev uenige om grænsen mellem sidstnævnte og [[Guyana|Britisk Guyana]], pressede Cleveland og udenrigsminister [[Richard Olney]] Storbritannien til at afholde en voldgiftssag.<ref>Graff, 123–125; Nevins, 633–642</ref> Et tribunal mødtes i [[Paris]] i 1898 for at diskutere sagen og kom til en beslutning i 1899.<ref>Graff, 125</ref> Tribunalet tildelte størstedelen af det omstridte territorium til Britisk Guyana.<ref>Nevins, 647</ref> Ved at stå sammen med en latinamerikansk nation mod de dominerende kolonimagter, forbedrede Cleveland sit forhold til USAs sydlige naboer.<ref>Nevins, 550, 647–648</ref>

 

 

=== Kabinet ===

{{USA regering

| align = left

 

=== Udnævnelser til Højesteret ===

Clevelands uoverensstemmelser med Senatet gav ham problemer med at få sine kandidater udnævnt til Højesteret i den anden embedsperiode. I 1893, efter [[Samuel Blatchford]]s død, nominerede Cleveland [[William B. Hornblower]] til Højesteret.<ref name=nevins569>Nevins, 569–570</ref> Hornblower, som var leder af et sagførerfirma i New York City, mentes at være kvalificeret til stillingen, men hans kampagne mod en '[[politisk maskine|maskinpolitiker]]' fra New York havde gjort ham uvenner med senator [[David B. Hill]].<ref name=nevins569/> Ydermere havde Cleveland ikke konsulteret senatorerne, før han udpegede Hornblower, hvilket medførte, at alle dem, som i forvejen var modstandere af Cleveland, blev endnu mere imod Hornblower.<ref name=nevins569/> Senatet afviste derfor Hornblowers nominering [[15. januar]] [[1894]] med 24 stemmer for og 30 imod.<ref name=nevins569/>

 

 

== Hyldester og eftermæle ==

Clevelands portræt kunne ses på den amerikanske 1.000$-seddel i perioden 1928 til 1946. Det gjaldt også på en 1000$-seddel fra 1907 og de første mange udgaver af 20$ [[Federal Reserve Note]]s fra 1914.