Alkymi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
stavefejl |
m →Alkymi i nyere tid: ordforklaring |
||
Linje 35:
== Alkymi i nyere tid ==
I ''Inferno'' fortæller [[August Strindberg]] om sine egne, tafatte eksperimenter med alkymi (tafatte er et svensk ord, der betyder kejtet, klodset, fummelfingret). På sit værelse i [[Paris]] eksperimenterede han med [[bly]] og [[kisel]], inspireret af to [[papir]]sedler, han havde fundet ved en statue i byen. På den ene seddel stod tallet 207, på den anden 28, og det mindede ham om, at bly har 82 [[proton]]er og 125 [[neutron]]er i [[atom]]kernen, altså lige 207 [[nukleon]]er, mens kisel indeholder 14 protoner og 14 neutroner, altså lige 28. Strindberg havde ikke held til at frembringe guld.<ref>Danielsson, s. 197</ref>
Nogle mener, at alkymisternes arbejde skal forstås åndeligt, således at det var et forsøg på at opnå en ''sprituel forvandling'', hvor målet blandt andet var at blive et helt, og åndeligt talt androgynt menneske. Blandt andre arbejdede [[Carl Gustav Jung]] og [[Jes Bertelsen]] i flere år med alkymi ud fra en sådan psykisk anskuelse. En af Jungs patienter, der blev kaldet "Solfallos-manden", havde visioner om solen udstyret med en stor, hængende [[penis]], der fremkaldte vinde. Dette fallosbillede havde en slående lighed med en illustration, Jung havde mærket sig i en [[liturgi|litur]] fra [[Mithraskulten]] fra senantikken. Jung kom flere gange tilbage til, at patienten ikke kunne have kendt til den aktuelle Mithras-tekst, før han fik sine syner med solsymbolet – selv om Jung må have vidst, at teksten for længst var oversat og udgivet, så Solfallos-manden kunne have læst den. Men han var hovedbeviset for eksistensen af det kollektivt ubevidste, og Jungs tolkning af alkymi afhang af den teori – så Jung holdt fast ved, at teksten var ukendt for patienten.<ref>Sørensen, s. 319-20</ref>
| |||