Kommunisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PerV (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 63:
Kommunisme er en [[revolutionær]] ideologi. Hovedkernen i kommunismen er dens kritik af [[kapitalisme]]n som et værktøj til undertrykkelse af [[arbejderklassen]].<ref>Ritchie, s. 5-6</ref> Straks i begyndelsen af arbejderklassens politiske fremstød, og dersom den sætter sig i besiddelse af statsmagten, finder vi, at den ''dermed ophæver staten som stat''. I den sammenhæng taler Engels faktisk om at arbejderklassens revolution vil ophæve borgerskabets stat, medens ordene om ''statens bortdøen'' omhandler den proces, hvor resterne af den proletariske stat svinder ind. [[Engels]]' velkendte ord om statens bortdøen lyder som følger:
{{citat|Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat. Det hidtidige samfund, der bevægede sig inden for klassemodsætninger, havde brug for staten, dvs. en organisation af vedkommende udbyttende klasse nede i den form for undertrykkelse (slaveri, livegenskab eller stavnsbånd, lønarbejde), som den bestående produktionsmåde betingede. Staten var hele samfundets officielle repræsentant, dets sammenfatning i et synligt organ, men den var det kun for så vidt den var den klasses stat, som på sin tid selv repræsenterede hele samfundet: i oldtiden var den de slaveejende statsborgeres stat, i middelalderen lensadelens, i vor tid bourgeoisiets. Idet den endelig faktisk bliver hele samfundets repræsentant, gør den sig selv overflødig. Så snart der ikke mere findes nogen samfundsklasse, der skal holdes nede, så snart klasseherredømmet er fjernet og den kamp for den enkeltes eksistens afskaffet, som opstår på grund af det hidtidige anarki i produktionen, og altså de sammenstød og udskejelser, der udspringer heraf, er der ikke mere noget, der skal undertrykkes, og som kunne nødvendiggøre en særlig undertrykkelsesmagt, en stat. Den første handling, under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet - overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn - er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforholdene bliver overflødige på det ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke `afskaffet', ''den dør bort''. I forhold hertil må man måle frasen om den `fri folkestat', altså både med hensyn til dens tidsbegrænsede agitatoriske berettigelse og med hensyn
Der findes flere akademiske og politiske skoler i forståelsen af kommunismen, og der er ikke etableret almen enighed om de praktiske konsekvenser af ideologiens udbredelse. Inden for den såkaldt "totalitaristiske skole" er det en udbredt opfattelse, af kommunistiske bevægelser naturnødvendigt arbejder sig frem mod totalitarisme og undertrykkelse, mens den "komparative skole" har peget på de store indbyrdes forskelle mellem det utal af kommunistiske organisationer og stater, der har eksisteret. I praksis har en lang række regeringer, der betegnede sig selv som kommunistiske, stået bag omfattende undertrykkelse og udrensninger. En politisk praksis, der i høj grad står i modsætning til det kommunistiske idégrundlags budskab om lighed og frihed og således oplagt ''ikke'' er kommunistisk.
| |||