J.Th. Lundbye: Forskelle mellem versioner

Han var sygelig i barndommen, og denne disposition, som dog havde fortaget sig, da døden bortrev ham i den skønneste manddomsalder, har vistnok været medvirkende til den retning, hans udvikling tog. Da han viste en så uimodståelig lyst til tegning, kom han i sit 14. år på J.L. Lunds tegneskole og på Kunstakademiet, hvor han i december 1835 blev elev af modelskolen; men efter den tid søgte han at uddanne sig på egen hånd. Han må som medfødt gave have haft en overordentlig lethed i at tegne; det er ligesom modstræbende, han skrider til at tilegne sig oliemaleriets teknik, og han lader hele sit liv igennem med forkærlighed sit sprudlende åndslivs umiddelbare fostre fremstå på papiret som en leg med blyant, pen eller de klare, lette vandfarver, medens han, så at sige stadig, vandrer på udviklingens trange vej i behandlingen af oliemaleriet, hvor tiltalende endog de tilbagelagte stadier tage sig ud for beskueren. Fra sine første forsøg, hvori gengivelsen af heste og soldater var ligesom en arv fra det militære hjem, vendte han sig hurtig til dyrene, der snart blev "hans bedste Venner". I 1835 begyndte han at udstille; i 1839 konkurrerede han til [[De Neuhausenske Præmier|den neuhausenske præmie]] med ''Parti af Dyrehaven med Hjorte og Hinde'', hvori hans behandling af landskabet ikke stod fuldt på højde med hans iagttagelse af dyrenes liv. Billedet fik heller ikke præmien, men blev købt af [[Kunstforeningen]] i København. Måske bevidstheden om, hvad han savnede, har ført ham til i de følgende år med så stor Ihærdighed at kaste sig over landskabsstudier.

[[Fil:Hunden ved stranden.jpg|thumb|Hunden ved stranden, fra bogen ''Fabler for børn'' af [[H.V. Kaalund]]]]

 

== Landskab og dyr ==