Wilhelm 2. af Tyskland: Forskelle mellem versioner

|billedtekst = Kejseren med det berømte "Schnurrbart"-overskæg.

|titel = Kejser

|regeret = [[15. juni]] [[1888]] – [[9. november]] [[1918]]

|forgænger = [[Frederik 3. af Tyskland]]

|regent-e = {{collapsible list|title=''Se liste''|1=[[Otto von Bismarck]]<br />[[Leo von Caprivi]]<br />[[Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst]]<br />[[Bernhard von Bülow]]<br />[[Theobald von Bethmann Hollweg]]<br />[[Georg Michaelis]]<br />[[Georg von Hertling]]<br />[[Max af Baden]]}}

|reg-type-e = [[Tyske kanslere|Kanslere]]

|fulde navn = {{lang-de|Friedrich Wilhelm Viktor Albert}}

|hus = [[Huset Hohenzollern]]

|kroning =

|død = {{Dødsdato og alder|1941|6|4|1859|1|27}}

|dødested = [[Doorn]], [[Nederlandene]]

|gravsted = [[Doorn]], [[Nederlandene]]

|far = [[Frederik 3. af Preussen]]

|ægtefæller = [[Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten]] (1881-1921)<br />[[Hermine Reuss af Greiz]] (1922-1941)

}}

{{elefantridder|År=1879}}

'''Wilhelm 2. Tyskland''' ([[27. januar]] [[1859]] – [[4. juni]] [[1941]]) regerede [[Kejserriget Tyskland|Tyskland]] som [[kejser]] fra [[1888]] til [[1918]].

 

 

Wilhelm havde et nært, personligt venskab med sine fætre, zar [[Nikolaj 2. af Rusland]] og kong [[Georg 5. af Storbritannien]].<ref>Miranda Carter: ''George, Nicholas and Wilhelm: Three Royal Cousins and the Road to World War I'' (2010)</ref> Han prøvede ofte at drille og plage sine kongelige slægtninge.<ref>Roderick R. McLean: ''Kaiser Wilhelm II and the British Royal Family: Anglo-German Dynastic Relations in Political Context, 1890-1914'' – ''History'' 2001 86(284): 478-502</ref>

 

=== Medfødte fysiske skader ===

 

=== Skolegang ===

Hans skolegang begyndte som 6-årig under ledelse af den 39 år gamle huslærer Georg Ernst Hinzpeter.<ref>* John C. G. Röhl: ''Wilhelm II., Die Jugend des Kaisers 1859–1888''. C. H. Beck, München 1993, ISBN 3-406-37668-1.</ref><ref>Catrine Clay: ''King, Kaiser, Tsar: three royal cousins who led the world to war'' (2007) a. 14</ref> Denne var en alvorlig [[Kalvinisme|kalvinist]], som gav en streng og autoritær opdragelse med 12 timers arbejdsdage.<ref>Skotheim, sidene 17-18</ref>

 

 

=== Politisk brik ===

Både gennem sin uddannelse og miljø blev Wilhelm en ægte [[junker]] og preusser,<ref name=skotheim18 /> men dette i opposition til sine mere liberalt indstillede forældre.<ref name=snl>[http://snl.no/Vilhelm_2/tysk_keiser_1888-1918 Vilhelm II på Store norske leksikon]</ref> Da han blev kejser, efter at faderen Frederik døde af [[spiserørskræft]] efter blot tre måneder på tronen, brød moderen med sønnen.<ref>Skotheim, side 21</ref>

 

 

== Som person og politisk syn ==

Wilhelm var veltalende og havde sans for dramatiske effekter.<ref name=snl /> Han var samtidens ubestridelige berømthed og medieyndling,<ref name=skotheim23>Skotheim, side 23</ref> og er blevet kaldt den første ugebladskonge, idet han fyldte pressen med billeder og stof fra sine rejser og arrangementer.<ref name=skotheim23 /> Han var musikalsk og sprogkyndig, en ret god taler og havde et udpræget socialt væsen, som satte pris på selskabslege og [[slapstick]]-humor.<ref name=skotheim23 /> Da han var meget kundskabsrig, kunne han konversere over et bredt felt.<ref name=skotheim23 />

Han er omtalt som talentfuld, med en kvik og nogle gange en helt fremragende forståelse, med sans for moderne, tekniske nyvindinger og industriudvikling. Men samtidig kunne han være overfladisk, forhastet, rastløs og mangle dybere forståelse og ønske om at nå mål gennem hårdt arbejde eller nok drivkraft til at se, hvad arbejdet skulle føre til. Han ville, at dagene skulle være morsomme og hyggelige samtidig, som han søgte anerkendelse fra omgivelserne.<ref>Nipperdey, Thomas: ''Deutsche Geschichte 1866-1918. vol. 2: Machtstaat vor der Demokratie'' (1992) s. 421</ref>

 

 

== Tid som kejser ==

=== Forholdet til Bismarck ===

[[Fil:Deutsche Kolonien.PNG|thumb|En del af striden mellem Bismarck og Wilhelm stod om [[tyske kolonier]]:

{{legend|#0000AA|[[Det tyske kejserrige]]}}

{{legend|#FF0000|Kolonier under [[Brandenburg]] og [[Preussen]] (ca. 1680-1720)}}

{{legend|#FFFF00|''Klein-Venedig'' («Lille Venezia») i dagens [[Venezuela]] (1529-1556)}}]]

Modsætningen i udenrigspolitikken blev skærpet særlig efter Wilhelms stærke antirussiske indstilling efter fætteren, zar Nikolajs indblanding i de interne forhold i [[Østrig-Ungarn]], da han opmuntrede den [[Slavere|sydslaviske]] befolkning til at kræve ligestilling med den tyske og ungarske befolkning i riget. Således rokkede han ved Bismarcks fint indstillede, komplicerede og krævende udenrigspolitiske balancepolitik,<ref>Skotheim, side 19-21</ref> og det blev stadig vanskeligere at opretholde dobbeltspillet over for Rusland.<ref name=snlbismarck />

 

 

==== Uenighed om Socialistloven ====

Konflikterne knyttede til lovgivning var særlig i forbindelse med Bismarcks ønske om at gøre ''[[Socialistloven]]'' permanent. Bismarck havde støtte fra de konservative og [[Nationalliberale Partei]] bortset fra bestemmelsen om, at politiet kunne kaste socialistiske agitatorer ud af deres hjem, en bestemmelse som havde været i hyppig anvendelse. Nationalliberale Partei kunne ikke gå med på denne bestemmelse, mens de konservative og Bismarck ville have lovgivningen igennem samlet. Wilhelm havde i mellemtiden engageret sig i de sociale forhold for minearbejdere, som havde strejket året før. Han blandede sig derfor i Bismarcks argumentation og ønskede en mere socialt orienteret politik. I forhold til socialistloven stod han på samme linje som Nationalliberale Partei, og nægtede at nedlægge det [[veto]], som Bismarck krævede, da han ikke fik hele lovgivningen samlet igennem. Bismarck afslørede, at hans hensigt var at provokere socialisterne til oprør således, at de kunne knuses med magt, hvilket kejseren var stærkt i mod.

 

==== Endeligt brud ====

Kejserens socialpolitiske engagement gjorde, at han ville afholde en international arbejderkonference. Bismarck prøvede at forhindre dette og prøvede at overtale den franske regering til ikke at deltage. Bismarck forbød ministrene at have kontakt med kejseren uden Bismarcks tilladelse, i overensstemmelse med en glemt kabinetsordre fra 1852, efter som han var bange for, at de kunne prøve at komme frem til andre løsninger end dem, Bismarck ønskede. Kejseren klandrede Bismarck for at opsætte barrierer mellem kejseren og ministrene og for at diskutere alliancer i Rigsdagen med det katolske [[Deutsche Zentrumspartei]] uden kejserens viden. Han klandrede også Bismarck for at have undladt at informere ham om det vanskelige forhold mellem Rusland og Tyskland.

 

 

=== Gennemslagskraft ===

[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-R03954, Kaiser Wilhelm II., von Bülow und Valentini.jpg|thumb|Fra venstre: [[Bernhard von Bülow]], Wilhelm 2. og leder af kejserens politiske kabinet [[Rudolf von Valentini]] om bord på SMY "''Hohenzollern''" i [[Kiel]] i [[1908]]{{byline|Deutches Bundesarchiv}}]]

Efter Bismarcks afgang ønskede Wilhelm selv en stærkere indflydelse på politikken. Han udnævnte derfor svagere kanslere, men den omskiftelige Wilhelms skabte i stedet usikkerhed i statsledelsen.<ref name=snl /> Umiddelbart efter Bismarck blev [[Leo von Caprivi]] rigskansler, og han blev erstattet af [[Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst]] i 1894. Der er en debat mellem historikere om, i hvilken udstrækning Wilhelm på denne tid faktisk havde et personlig styre, men det er klart, at det var en helt anden dynamik mellem kejseren og forvaltningens øverste leder, rigskansleren. Disse rigskanslere var centrale og erfarne embedsmænd og ikke statsmænd som Bismarck.

 

 

==== Skyggekejser ====

[[Fil:Hindenburg, Kaiser, Ludendorff HD-SN-99-02150.JPG|thumb|[[Paul von Hindenburg|Hindenburg]], Wilhelm 2. og [[Erich Ludendorff|Ludendorff]] i januar 1917.]]

Men Wilhelms rolle under krigen blev af stadig mindre betydning. Den militære overkommando videreførte sine planer, selvom Schlieffenplanen havde slået fejl. Moltke fik et nervøst sammenbrud, og [[Paul von Hindenburg]] og [[Erich Ludendorff]] overtog den overordnede militære ledelse. Fra 1916 var Tyskland i realiteten et militærdiktatur under Hindenburg og Ludendorff.<ref>Gordon A. Craig: ''Germany 1866–1945'', side 374, 377–378 og side 393</ref>

 

 

== Abdikation ==

Da 1. verdenskrig lakkede mod enden, befandt Wilhelm sig i sit krigshovedkvarter i [[Spa]] i [[Belgien]]. Han blev overrasket over uroen, som brød ud i Tyskland og blev yderligere chokeret over mytteriet i [[Kiel]] den 3. november. Da [[novemberrevolutionen]] fulgte efter mytteriet i Kiel, blev han usikker på hvad, han skulle gøre, og håbede, at han kunne beholde den preussiske kongetrone, selv om han gik af som tysk kejser.

 

 

== Ægteskab og børn ==

Han blev gift 27. februar 1881 med [[Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten]] og fik syv børn:

# [[Wilhelm af Preussen]] (1882-1951), gift 1905 med [[Cecilie af Mecklenburg-Schwerin]] som var søster til Danmarks [[Dronning Alexandrine]]. Seks børn.