Panslavisme: Forskelle mellem versioner

Til en begyndelse gav disse panslavistiske stemninger sig hovedsagelig udtryk i de ulige landes skønlitteratur. Blandt de af panslavinismen inspirerede mest kendte litterære værker var den tjekkiske digter [[Kollar]]'s sonnetsamling »''Slavy dcera''« (»''Slavas Datter''«) fra [[1824]], men efterhånden fik panslavismen også praktisk politisk betydning og antog i så henseende meget uens form i de ulige slaviske lande. I [[Polen]] og [[Ukraine]] gjorde de intet nævneværdigt fremskridt; den russiske undertrykkelse havde her kvalt den slaviske samhørighedsfølelse og fremmede i stedet en rent polsk og en rent ukrainsk nationalfølelse. Men hos de andre af tyskere, ungarere, tatarer og grækere undertrykte slaviske folk fandt de panslavistiske ideer betydelig grobund. Mindre betydning havde de forslag til gennemførelse af en alslavisk statsdannelse, der fremsattes; de var fra starten af rene fantasiforstre. En ikke ringe rolle spillede derimod de panslavistiske ideer ved de østrig-ungarske slavers seje kamp for deres nationalitet og deres bestræbelser for at omdanne Donaumonarkiet til en slavisk behersket [[forbundsstat]]. Ved en kongres mellem alle Østrigs slaver, som afholdtes i [[1846]], afkøledes stemningen imidlertid betydeligt, da det viste sig, at slaverne måtte tale tysk for at kunne forstå hinanden. I samme grad slavernes stilling inden for monarkiet efterhånden forbedredes, døde også dér den politiske panslavinisme hen; en levende kulturel interesse for den øvrige slaviske verden forblev imidlertid tilbage, særlig blandt tjekkerne. Blandt [[Balkanhalvøen]]s slaver, serbere og bulgarer, der begge var blevne befriede ved russisk hjælp, ytrede panslavinismen sig længe som en russofil stemning. Tanken om en politisk slavisk sammenslutning nød derimod aldrig nogen tilslutning.

 

 

Da Rusland hen imod slutningen af 19. århundrede begyndte at rette sin hovedinteresse mod [[Asien]] og det fjerne østen, svandt for en tid de politiske panslavistiske ideer i betydning. Da imidlertid Rusland efter nederlaget mod [[Japan]] [[1905]] atter begyndte at vende sin opmærksomhed mod det »nærmere østen«, nød de panslavistiske stemninger atter fremme. Denne »neopanslavisme« var delvis af en anden art end den ældre: det program, som nu fik tilslutning fra vide russiske kredse og langt ind i den liberale lejr, ønskede en føderationsstat af indbyrdes selvstyrende slaviske stater, kun under den russiske stats beskyttelse. Det var et program, som lettere fandt tilslutning hos andre slaviske folk, endog i Polen, men dog ved [[Stolypin]]s despotiske regime atter mistede styrke. I Rusland fik panslavistiske stemninger stærkt udtryk ved [[1. Balkankrig|balkankrigen 1912—13]]. Panslavistisk bestemt var tillige den russiske politik, der efter [[Mordet i Sarajevo|mordet i Serajevo]] bidrog til, at [[1. verdenskrig]] brød ud. Under verdenskrigen forsøgtes panslavinismen udnyttet i den politiske propaganda, men mistede atter betydning under den efterfølgende russiske borgerkrig.