Vyborg: Forskelle mellem versioner

Det område, hvor Vyborg ligger, var oprindeligt en handelsplads ved [[Vuoksi]]flodens vestlige gren, der er udtørret. Området var beboet af [[karelere]], en [[østersøfinske sprog|østersøfinsk]] [[folkestamme]], som kom under [[Republikken Novgorod|Novgorod]]s og [[Sverige]]s herredømme.

Under det svensksvenske herredømme var Vyborg tæt forbundet med den svenske [[Svensk uradel|uradelsslægt]] [[Bååt]], der oprindeligt var fra [[Småland]]. Næsten alle [[senmiddelalder]]lige [[lensherre]]r af Vyborg nedstammede fra, eller var gift ind i, Bååt-slægten. I praksis fungerede lensgreven som [[pfalzgreve]], selvom de ikke formelt havde denne titel: de havde [[Feudalisme#Lensherrer, vasaller og len|feudale privilegier]] og ret til at beholde alle kronens indkomster fra [[len]]et, som blev brugt til forsvaret af rigets østlige grænse.

Vyborg forblev på svenske hænder, indtil byen blev indtaget af [[zar]] [[Peter den Store]] efter belejring under [[Den Store Nordiske Krig]] (1710). Ved [[Freden i Nystad]] (1721), der afsluttede krigen, tilfaldt byen og en del af Gammel Finland (de østlige dele af Vyborg län) [[Russiske Kejserrige|Rusland]].

[[Vyborgs slot]] blev støttepunkt for det svenske styre i disse egne og var gennem århundreder rigets vigtigste værn mod Rusland; det var i den senere del af middelalderen rigets vigtigste fæstning næst efter [[Stockholm]]. I middelalderen havde Vyborgs slottslän og dets befalende en særskilt status inden for rigets administration, i lighed med pfalzstatus, palatinatet. De geografiske betingelser for stæder som Vyborg ved østgrænsen og [[Lödöse]] ved vestgrænsen i det svenske rige gjorde, at disse to stæder mange gange tog selvstændige beslutninger på grund af, at centralmagten var for langt borte, når hurtige beslutninger af betydning for rigets sikkerhed skulle tages. Blandt de mægtige [[Hövitsman|hövitsmän]], gennempå singrund af deres administrative myndighed og afstanden fra hovedstaden næsten uafhængige, som indehavdesad Vyborgspå husVyborg, kan nævnes [[Bo Jonsson Grip]], [[Kristiern Nilsson]] (1417–42), [[Karl Knutsson (Bonde)|Karl Knutsson]] (1442–48), inden sinhans tronbestigningtronbestigelse, [[Erik Axelsson (Thott)|Erik Axelsson]] (1457–81), [[Knut Jönsson Posse]] (1495–97), som slog russernes stormangreb den 30. november 1495 tilbage og blev berømt for den "[[viborgska smällen]]", og [[Sten Sture den ældre]] (1497–99).

Formentlig under Erik Axelsson Thotts tid, i 1470-erne, begyndte man at opføre forsvarsværker omkring byen. Vyborg kom til at ligne [[Visby]] med sin bymur, to munkeordner ([[dominikaner]]e [[1392]] og [[franciskaner]]e i begyndelsen af 1400-tallet), slot (Torgils Knutssons borg) og domkirke (omend den først officielt blev det år [[1554]], da [[Vyborgs stift]] oprettedes) ved grænsen til republikken [[Novgorod]] og senere [[Rusland]]. Det var en vigtig handelsplads for Østeuropahandelenøsteuropahandelen (via [[Hansaen]], med [[tjære]] som vigtigste eksportvare<ref name=SNL>[http://snl.no/Vyborg Vyborg i Store norske leksikon] (hentet 14 marts 2013) {{no sprog}}</ref>), ekspansionspolitik og den vesterlandske kristendoms yderste post, med en talrig mangekulturel befolkning, som talte svensk, finsk, russisk og tysk.

Befæstningsarbejderne fortsattes, lige til, at rigsgrænsen ved [[freden i Stolbova]] 1617 flyttedes længere mod øst. [[Erik 14.]] påbegyndte og [[Johan 3.]] fuldførte en befæstningsfirkant på russisk side, den såkaldte Ny-befästningen eller I-vallen, inden for hvilken en stor mængde borgere bosatte sig, og hvilken under 1600-tallet sammen med Siikaniemi (den nordlige forstad) og Pantsarlaks lige som den egentlige by regnedes til kommunen. [[Johan 3.]] anlagde tillige et blokhus på Siikaniemi, og 1588 påbegyndtes opførelsen af en [[bastion]] i henhold til italiensk manerstil. 1594 hærgedes Vyborg af en ødelæggende ildebrand, som tilmed skadede fæstningsværkerne. Efter, at hertug Karl 1599 havde indtaget Vyborg, blevkom der på ny fart i befæstningsarbejderne både omkring byen og ved slottet, og i 1604 var anlæggelsen "i full defension", men så omfattende, at 6.000–7.000 mands besætning var påkrævet.

Efter, at Sverige havde erobret [[Kexholm]] og [[Nöteborg]], mistede Vyborg sin militære betydning, og dets befæstninger vedligeholdtes derefter blot nødtørftigt; under byens regulering, anbefalet af [[Per Brahe d.y.]] og fra 1639 gennemført af ingeniør [[Anders Torstensson]], fik de til og med lov til at forfalde. I 1653 brændte Vyborg endnu en gang. I 1676 istandsattes såvel bybefæstningen som slotsvolden. I 1681 blev det bestemt, at I-vallen skulle forstærkes og forsynes med flere forsvarsværker mod havet. I 1694 var befæstningerne så forfaldne, at man med hest og slæde kunne køre ind gennem hullerne i mur og vold. Først 1703 fik Vyborg imidlertid egen fortifikationsstatfortifikationsstatus, og fra 1704 begyndte forstærkningsarbejder i henhold til [[Lorentz Kristoffer Stobée]]s tegninger at blive gennemførtegennemført.

Vyborg tilfaldt [[Rusland]] efter [[Den storeStore nordiskeNordiske krigKrig]] ([[1700]]–[[1721|21]]). Efter at sejrrigt have udstået flere belejringer, således i 1411, 1495, 1555 og 1556 samt 1706, erobredes byen og slottet af russerne den 13. juni 1710 ved kapitulation efter en belejring, som varede fra den 22. marts, og hvor underhvorunder byen og slottet var blevet forsvaret af [[Magnus Stiernstråle]]. I 1711 truedes Vyborg af svenskerne, men ved [[freden i Nystad]] [[1721]] tilfaldt byen Rusland. I stedet for de ødelagte Siikaniemi og Pantsarlaks opstod i 1700-tallet forstæderne Slobodden eller Petersborgske forstad i øst og Vyborgske forstad i nord, på vestre hjørne af den såkaldte Slottsholmen (som ikke må forveksles med den lille holm på hvilken, slottet ligger). På sydsiden af Slottsholmen anlagdes under [[Anna Ivanovna|kejserinde Annas]] regering (1730–1740) fæstningsværkerne Kron S:tæ Annæ, senere atter opgivet.

Ved den russiske erobring skete væsentlige forandringer i byens kommunale og økonomiske liv. Byen mistede blandt andet sin markedsplads ved Lappvesstrand ([[Villmanstrand]]), hvor borgerne tidligere i flere uger havde handlet med Karelens bønder, men den bevarede sin betydning som eksporthavn for trælast og som kulturcentrum, med tysk som borgerskabets sprog<ref name=SNL/>. Efter det såkaldte [[Gamla Finland]]s forening med [[storfyrstendømmet Finland]] i 1811 begyndte en tid med ny udvikling. Vyborg blev residensby i [[Vyborgs län]], og [[Vyborgs hovrätt]] indrettedes 1839. Ved åbningen af Saima kanal i 1856 og anlæggelsen af jernbaner til [[Sankt Petersborg]] i 1870 og [[Joensuu]] i 1894 udvidedes handelsområdet. Under Krimkrigen gjorde englænderne den 1. juli 1855 et landgangsforsøg. Efter, at Vyborg var kommet under russisk dominans, forbedredes byens befæstninger, og mod landsiden anlagdes nogle fremskudte forsvarsværker. Det vigtigste af indløbene, Trångsund (nu [[Vysotsk]]), blev i 1864 forsynet med et par batterier, og også sejlledensejlruten mellem Niemelasaari og Mustasaari blev afspærret med nogle forsvarsværker på disse øer. Under [[1. verdenskrig]] anlagdes yderligere nogle befæstninger.

Under den [[finske borgerkrig]] bemægtigede de "røde" sig, understøttedeunderstøttet af russiske tropper, i slutningen af januar 1918 Vyborg, som i tre måneder forblev på deres hænder, indtil [[Carl Gustaf Mannerheim]]s hær efter seks dages belejring indtog byen med storm den 29. april.

I 1939 angreb Sovjetunionen Finland. Det lykkedes ikke [[Sovjetunionen]] under krigen at besætte Vyborg, men ved [[Moskvafreden]] efter [[vinterkrigenVinterkrigen]] ([[1939]]–[[1940|40]]) måtte Finland afgive det [[Karelske næsNæs]], og dermed også Vyborg, til Sovjetunionen. Hele befolkningen evakueredes til Finland. Efter udbruddet af [[fortsættelseskrigenFortsættelseskrigen]] 1941 genvandt Finland byen, og mange af dens indbyggere vendte tilbage, men under krigens afsluttende del [[1944]] besatte sovjetiske tropper størstedelen af byens område på nypåny.<ref name=SNL/> Ved [[Parisfreden (1947)|Parisfreden 1947]] blev byen afstået til Sovjetunionen. Indbyggerne var blevet evakueret, og Sovjetunionen befolkede byen med egne borgere.

Nutidens Vyborg er et populært turistmål blandt finner, og det er let at rejse til Vyborg både med bus og tog. Byen rummer gamle, finske bygninger, som er i temmelig dårlig forfatning; det mest kendte er [[Vyborgs bibliotek]] tegnet af [[Alvar Aalto]].