Hvide hær: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Sydhæren: lidt linkfix og translitret
Linje 26:
[[Fil:Russian civil war West 1918-20.png|thumb|Sammenfattende oversigt over Den Hvide Hærs fremskridt og nederlag:<br />Orange – Bolsjevikisk kontrollerede områder november [[1918]] (ved [[Centralmagterne]]s sammenbrud)<br />Blå – Den Hvide Hærs største "besiddelser" (omend med folkelige selvstændighedsbevægelser i baglandet)<br />Rød – Frontlinjerne i [[1921]]: bolsjevikisk fremgang mod syd og øst, mod vest har nationale selvstændighedsbevægelser ([[Finland]], [[Estland]], [[Letland]], [[Litauen]], [[Polen]]) fået fodfæste. Den Hvide Hær er ophørt at eksistere.]]
 
Juni 1919 udnævnte [[Aleksandr Koltsjak]] den tidligere general i den zarrussiske hær [[Nikolaj Judenitj]] til leder over alle russiske hærenheder, der kæmpede imod det bolsjevikiske styre på nordvestfronten (nogen "hvid" vestfront fandtes ikke – dette område var helt under de nationalistisk sindede polakkers kontrol). Fra sin landflygtighed i [[Frankrig]] rejser Judenitj til [[Tallinn]] for at overtage ledelsen af [[Nordvesthæren]]. Den efterlader ham et fortvivlende indtryk. Den [[6. juli]] 1919 rejser han til [[Helsinki]] for der at mødes med lederen af den sejrrige nationale finske hær [[Carl Gustaf Mannerheim]]. Under en sammenkomst, der varer til [[12. juli]], aftales at indlede en fælles offensiv mod [[Petrograd]] ([[Sankt Petersborg]]). Alt er klar til offensivens indledning, da der den [[25. juli]] 1919 blev afholdt præsidentvalg i [[Finland]]. Valget vindes af [[Kaarlo Juho Stålberg]], der er modstander af Finlands deltagelse i offensiven; fællesaktionen må afblæses. Medvirkende hertil er også, at Koltšak nægter at anerkende Finlands selvstændighed.
 
Allerede den [[26. juli]] var Judenitj tilbage i [[Tallinn]], parat til at indlede offensiven uden finsk medvirken. Han stilledes dog straks over for forsyningsproblemer og bad om hjælp fra De Allierede. Englænderne gav ham hjælpen men stillede som betingelse, at Republikken Estland skulle anerkendes som selvstændig stat; aftalen var, at [[Estland]] til gengæld herfor deltager på [[Nordvesthæren]]s side. En anerkendelse kom ikke i stand. Judenitj stilles samtidig over for nye problemer: polkovnik [[Pavel Bermondt-Avalov]] (der sammen med [[Rüdiger von der Goltz]] havde ledet marodørkorpset i [[Letland]]) og polkovnik [[Vjurgolits]] nægtede at møde frem – det var således en amputeret Nordvesthær, der indledte offensiven.
 
Offensiven indledtes natten til den [[10. oktober]] 1919 og skred langsomt, men sikkert frem. Den [[17. oktober]] var [[Ingermanland]] erobret, og Nordvesthæren befandt sig 45&nbsp;km uden for [[Petrograd]]. Bolsjevikkerne overvejede at opgive forsvaret af byen.{{kilde mangler|dato=januar 2016}} Imidlertid overtog [[Lev Trotskij]] forsvaret af [[Petrograd]]; nye enheder fra [[Den røde Hær]] sendtes til den truede front og nåede frem den [[22. oktober]]. Samme dag sendte Judenitj et telegram til [[De Allierede]] om at formå finnerne til at træde ind i krigen, men finnerne var afventende. Den [[21. oktober]] startede [[Den røde Hær]] en modoffensiv og med det nye tilskud af friske troppeenheder, skiftede vægten til fordel for bolsjevikkerne. Den [[3. november]] gav Judenitj ordre til retræte. Snart nåede de atter den estiske forsvarskæde, men esterne nægtede at lade dem overskride denne uden at aflevere våbnene. Den [[5. december]] erklæredes [[Nordvesthæren]]s virksomhed afsluttet, den [[6. december]] 1919 retireredes over [[Narva|Narva-floden]], og den [[22. januar]] 1920 gav Judenitj ordre til demobilisering af hæren; Nordvesthæren ophørte at eksistere.
 
=== Sibirien ===