Hvide hær: Forskelle mellem versioner

Fra november til december 1917 påbegyndte general [[Mikhail Vasilevitj Alekseev]] i [[NovocherkaskNovotjerkassk]] sammen med general [[Lavr Kornilov]] dannelsen af Den frivillige Hær bestående af officerer, kadetter, studenter og kosakker. Den [[17. december]] [[1917]] ([[9. januar]] [[1918]]) blev dannelsen af Den frivillige Hær officielt erklæret. Alekseev blev udnævnt til officiel leder, Kornilov til kommandør, general [[Aleksandr LukomskyLukomskij]] til stabschef, general [[Anton Denikin]] til leder af 1. division og general Sergej Markov kommandør af 1. officersregiment. Desuden dannedes et såkaldt Særligt Råd i hovedkvarteret, der blandt andet talte civile politikere som Peter Struve, Pavel Miljukov, MihkailMikhail Rodzianko, Sergej Sazonov og [[Boris Savinkov]].

I januar 1918 talte den frivillige hær omkring 4.000 mand og kæmpede mod bolsjevikkerne i samarbejde med enheder ledet af general [[Aleksej Kaledin]]. Nogen fremgang havde den ikke: i februar 1918 måtte Den frivillige Hær trække sig tilbage fra [[Rostov ved Don]] til [[Kuban]], hvor man forsøgte at danne forenede kampenheder med Kuban-[[kosak]]kerne. Det lykkedes kun delvist: en mindre enhed med henved 3.000 mand under ledelse af general Viktor Pokrovskij sluttede sig til Den frivillige Hær den [[26. marts]] 1918, hvorved den samlede hær nåede op på 6.000 mand. Et forsøg på at indtage [[Jekaterinodar]] mellem den [[9. april]] og den [[13. april]] mislykkedes og kostede Kornilov livet. Herefter overtog general Denikin kommandoen over resterne af Den frivillige Hær. I juni 1918 tilsluttede 3.000 mand under ledelse af [[Mikhail Drozdovskij]] sig Den frivillige Hær, og den [[23. juni]] 1918 påbegyndte Den frivillige Hær, der nu var nået op på 8-9.000 mand den såkaldte anden Kuban offensiv. I september 1918 var Den frivillige Hær nået op på 30-35.000 mand takket være mobilisering af Kuban-kosakker i det nordlige Kaukasus og tog navneforandring til [[Kaukasus Frivillige Arme]].

I forsommeren 1919 oplevede de "Hvide" en fremgang på sydfronten. FregangenFremgangen var ikke deres egen fortjeneste, men skyldesskyldtes den anarkistiske bevægelserbevægelse under ledelse af Mahkno i det østlige Ukraine virksomme. Under indtryk af bolsjevikkernes tvangsudskrivning af forsyninger fra ukrainske bondefamilier rettede anarkisterne deres våben mod de tidligere kampfæller. Samtidig indledte Denikin et angreb fra syd. Under dette dobbelte angreb tvingedes bolsjevikkerne til tilbagetog. Denikin rykkede hastigt mod nord og erobrede i hastig rækkefølge [[Kharkiv]], [[Kursk]], [[Kijev]] og [[Orjol]]<ref>Laamann, s. 129</ref> og befandt sig kun 400&nbsp;km fra [[Moskva]]. Panikken bredte sig i den bolsjevikiske overkommando. Allerede i september havde man igangsat oprettelsen af ''chokgrupper'' bestående af loyale kosakker, kavaleri og [[Det lettiske Skyttekorps]]. Disse enheder lykkedes det at genvinde [[Orjol]] på blot seks dage, den [[13. oktober]].

Samtidig ramtes Denikin af samme skæbne, som var overgået bolsjevikkerne: manglendelange forsyningslinjer gjorde, at hans hærenheder måtte være selvforsynende, hvilket snart udviklede sig til regulære plyndringer af bønderne. Reaktionen var til at forudse: anarkisterne under Mahkno vendte endnu en gang våbnene mod de nye udplyndrere. Uden sikre forsyninger og med en skjult fjende i ryggen mistede Denikin initiativet; de "Hvide" blev tvunget til tilbagetog. Den [[13. december]] 1919 erobrede bolsjevikkerne Kijev, og i de følgende måneder måtte Denikin opgive hele [[Don]]-området. Den [[7. januar]] 1920 erobrede bolsjevikkerne [[Rostov ved Don|Rostov]], hovedsædet i kosakkernes område.

Den tredje og sidste etape af krigen på sydfronten var bolsjevikkernes belejring af den Hvide Hærs tilbageværende styrker. De hvide forskansede sig på [[Krim]] og holdt stand til Den røde Hær efter afslutningen på [[Den polsk-sovjetiske krig]] vendte tilbage fra [[Polen]]. Den forenede Røde Hær overgik langt Den hvide Hær, der snart blev besejret. De sidste styrker fra den Hvide Hær blevflygtede evakueretover hals og hoved til [[Konstantinopel]] i [[november]] [[1920]].