Tysklands højindustrialisering: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
en fejl i teksten |
Vrenak (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Rmir2, fjerner ændringer fra 5.206.192.76 (diskussion | bidrag) |
||
Linje 1:
[[Fil:Adolph_Menzel_-_Eisenwalzwerk_-_Google_Art_Project.jpg|300px|thumb|Jernvalseværk (oliemaleri af [[Adolph Menzel]] 1872–1875)]]
'''Tysklands højindustrialisering''' er betegnelsen for en fase i [[Tysklands økonomiske historie]]. Tidsmæssigt ligger den efter [[den industrielle revolution]] i Tyskland og frem til [[1. verdenskrig]]s udbrud. Dette svarer nogenlunde til den periode hvor det [[Tyske Kejserrige]] eksisterede. I perioden mellem [[1870]] og [[1914]] skiftede Tyskland karakter fra stadig at være et udpræget landbrugsland til at være en moderne [[industristat]]. I denne [[Gründerzeit]] ("grundlæggertiden") ændredes ikke blot de [[økonomi]]ske strukturer. Processen havde også effekt på [[samfund]]et. De indenlandske vandringer, en større [[urbanisering]] og etableringen af sociale og frem for alt markedsbetingede klasser kan direkte føres tilbage til højindustraliseringen. Indirekte fik udviklingen betydning på den politiske kultur (fremkomsten af politiske folkepartier og interesseorganisationer) og det kulturelle liv (f.eks. i form af [[Jugendbevægelsen]] som protest mod moderniseringen). Højindustrialiseringen fulgte efter den [[Anden industrielle revolution]] og omfattede automatisering af produktionsprocessen – [[masseproduktion]] og [[samlebånd]].
== Tidsmæssig afgrænsning ==
Mens tidspunktet for begyndelsen af den [[Industrielle revolution i Tyskland]] – ''take off'' fasen – er omstridt indenfor den økonomisk historiske forskning er der stort set enighed om hvornår højindustrialiseringen begyndte. Den lå efter den tidlige industrialisering (fra begyndelsen til midten af [[1800-tallet]]) og det industrielle gennembrud fra begyndelsen af [[1850'erne]] til starten af [[1870'erne]] og falder derfor tidsmæssigt sammen med grundlæggelsen af det [[Tyske Kejserrige]].<ref>Pierenkemper, Gewerbe und Industrie, S. 58–61.</ref> Højindustrialiseringsperioden begyndte således omkring 1870 og sluttede i 1914 da udbruddet af 1. verdenskrig førte til at våbenindustrien blev den dominerende erhvervssektor.
== Økonomien ==
Alt i alt oplevede den tyske økonomi sit første "[[Wirtschaftswunder]]" under det tyske kejserrige. Frem for alt i forhold til det industrielle foregangsland [[Storbritannien]] udbyggede den tyske industri sin position. De tyske staters produktion udgjorde i starten af [[1860'erne]] kun ca. 4,9% af verdensproduktionen og lå dermed langt efter Storbritanniens andel på omkring 20%. Mellem [[1880]] og [[1900]] lå Tyskland på tredjepladsen, når man sammenlignede industrilandene. I [[1913]] havde Tyskland (14,8%) overhalet Storbritannien (13,6%) og lå på 2. pladsen efter [[USA]] (32%). Indenfor handelen lå Tyskland i 1913 endnu noget efter Storbritannien, men var stærkere end USA. Tilsvarende positivt udviklede [[bruttonationalprodukt]]et sig i kejsertiden.<ref>Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.610-612.</ref>
=== Konjunkturforløb ===
[[Fil:LöhneBergbauges.PNG|thumb|Konjunkturforløbet 1869–1914 eksemplificeret med lønningerne i mineindustrien i Sauerland (Mark pr. dag)]]
Også selv om årtierne mellem kejserrigets grundlæggelse og 1. verdenskrig alt i alt var præget af en dynamisk udvikling kom det i løbet af perioden til betydelige [[konjunktur]]udsving. Periodens økonomiske kriser kunne ganske vist ikke stoppe udviklingen hen mod en industristat, men havde dog betydelige økonomiske, sociale og politiske følger. Efter [[Gründerzeit|Gründerboomet]] fra [[1867]] til [[1873]] fulgte en Gründerkrise, som fortsatte frem til [[1879]]. I denne periode blev væksten i Tyskland og en række andre lande halveret. I perioder kom det endda til fald i produktionen. Et tegn på denne krise var det, at forbruget af jern i Tyskland faldt til det halve og det samme gjorde minearbejdernes lønninger. Efter en kort opgangsperiode mellem 1879 og [[1882]] fulgte en knap så voldsom lavkonjunktur, som fortsatte indtil [[1886]].
Næsten alle samfundsområder og -grupper blev ramt af denne krise og der var derfor en voksende skepsis overfor den industrielle udvikling.
I det følgende fire år frem til [[1890]] var der igen en periode med højere vækst. Dette var ikke mindst tilfældet i [[1889]]. Efterfølgende fulgte igen en periode med lavere vækst frem til [[1895]], inden der kom en højkonjunktur. Denne blev flere gange afbrudt af kortere perioder med lavkonjunktur (såsom [[1900]]-[[1902]] og [[1907]]-[[1908]]), men de havde ikke en varighed og en styrke, som kunne sammenlignes med kriserne før 1890. I opgangsårene mellem 1895 og [[1913]] steg nettoinvesteringerne årligt med gennemsnitligt 15%. Man var på vej ud i en lavkonjunktur da 1. verdenskrigs udbrud førte Tyskland ud i en speciel økonomisk situation.<ref>Wehler, Kaiserreich, S.41-45, S.51, ausführlich: Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.547-699, Knut Borchardt: Wirtschaftliches Wachstum und Wechsellagen 1800-1914. I: Zorn, Deutsche Wirtschafts und Sozialgeschichte, Bd.2, S.198-275.</ref>
Udover industrien var især landbruget ramt af kriserne. Mens Tyskland frem til grundlæggelsen af kejserriget havde været nettoeksportør af korn, måtte man efter [[1876]] importere afgrøder i stadig stigende omfang. Med landbrugets stærke forbindelser til verdensmarkedet og som følge af konkurrencen fra USA og [[Rusland]] faldt det mulige overskud på landbrugsproduktionen tydeligt.<ref>Max Rolfes: Landwirtschaft 1850-1914. I: Zorn, Deutsche Wirtschafts- und Sozialgeschichte Bd.2, S.495ff.</ref>
=== Erhvervssektorer ===
{| border=0 align="right" width="40%" style="margin-left:1em;"
|- bgcolor=#CCDDEE
Line 40 ⟶ 60:
|}
Ved grundlæggelsen af kejserriget udgjorde landbruget stadig den største erhvervssektor i Tyskland. I 1873 lå den primære sektors andel af produktionen på 37,9% og industriens på 31,7%. I 1889 var der ligevægt mellem de to sektorer og i 1895 udgjorde landbrugets andel 32% mens de sekundære erhverv udgjorde 36%. Disse forandringer afspejlede sig også i beskæftigelsen. Mens landbruget i 1871 beskæftigede 8,5 mio. personer mod [[industri]]en, [[transport]]ens og [[servicesektor]]ens 5,3 mio. var forholdet i 1880 ændret til 9,6 mod 7,5 mio. og i 1890 til 9,6 mod 10 mio. I 1910 var der 10,5 mio. beskæftiget i landbruget mens der i industri, transport og service var 13 mio. arbejdstagere. Antallet af beskæftigede i landbruget var dermed steget lidt, men var faldet langt efter udviklingen i de øvrige sektorer. Værd at bemærke er også fordoblingen i gruppen af personer udenfor erhverv og pensionister, hvilket i første række kan føres tilbage til udviklingen i den tyske sociallovgivning siden [[Otto von Bismarck|Bismarck]].<ref>Wehler, Kaiserreich, 47-49</ref>
=== Industri og minedrift ===
[[Fil:Deutsches Reich Bergwerke.jpg|thumb|Fordeling på erhverv omkring 1890]]
I løbet af kejsertiden skete der betydelige forskydninger i de toneangivende industrier. De udgjordes hidtil først og fremmest af tekstilindustrien, jernindustrien, minedriften og jernbanebyggeriet. Indenfor tekstilindustrien fik tidligere vigtige områder såsom linnedindustrien hurtigt mindre betydning. Desuden mistede hele tekstilfremstillingsområdet og jernbanebyggeriet sine toneangivende placering. Mens jernbanebyggeriet endnu i [[1879]] fik tilført 25% af nettoinvesteringerne var det mellem [[1885]] og [[1889]] kun knap 6%.
Også selv om andre brancher voksede relativt hurtigere var højindustrialiseringen i vidt omfang præget af mineindustrien. Alene mellem [[1907]] og [[1913]] voksede udvindingen af stenkul fra 143 til 191 mio. tons, dvs. med en tredjedel. I alt voksede kulproduktionen i Ruhrområdet til det 10-dobbelte fra 1870 til 1913. Antallet af beskæftigede voksede fra omkring 50.000 til over 440.000, og samtidig voksede det gennemsnitlige antal beskæftigede pr. mine fra ca. 400 til over 2.500. Dermed udbyggede denne region sin førerposition i forhold til [[Øvre Schlesien]] og [[Saarland]]. Trods dette opsving var de teknologiske landvindinger indenfor minedriften forholdsvis beskedning og produktionen pr. kulminearbejder var – i modsætning til f.eks. jernminerne – ikke meget højere i 1913 end den havde været i begyndelsen af [[1880'erne]]. Derfor var minerne afhængig af den stadige tilvandring af arbejdskraft, især arbejdere af polsk afstamning. Stenkulsminerne var før 1. verdenskrig den største ophobning af ufaglært arbejdskraft. De største mineselskaber var [[Gelsenkirchener Bergwerks-AG]] som ejede talrige miner. Tilsvarende udformede private mineselskaber var [[Harpen AG]], [[Hibernia AG]] og [[Mülheimer Bergwerks-Verein]]. I Saarland blev minedriften foruden nogle private selskaber såsom [[Saar- und Mosel-Bergwerks-Gesellschaft]] i betydeligt omfang drevet af den preussiske stat. Mens der i Øvre Schlesien udover statslige miner også var nogle, som var etableret af de store jordbesiddere. En af de største var [[Vereinigte Königs- und Laurahütte]].
[[Fil:KruppWerkstatt1900.jpg|thumb|Værksted for drivremme ved Krupp omkring 1900]]
Et væsentligt kendetegn ved udviklingen var den nære sammenhæng mellem minedriften og råstofforarbejdningen. Der opstod store vertikalt integrerede koncerner såsom [[Thyssen AG|Thyssen]], [[Krupp]], [[Phönix AG für Bergbau und Hüttenbetrieb|Phoenix]], [[Hoesch AG|Hoesch]], [[Gutehoffnungshütte]], [[Bochumer Verein]] og [[Deutsch-Luxemburgische Bergwerks- und Hütten-AG]] som indeholdt samtlige forædlingstrin indenfor bjergværksindustrien.
I jern- og stålindustrien betød nye produktionsmetoder (såsom [[Thomasprocessen]] og [[Siemens-Martin-processen]]) at produktionen voksede til det 10-dobbelte, i stålindustrien endda til det 25-dobbelte. Beskæftigelsen indenfor metalfremstillnigen steg fra 43.000 i 1849 til 443.000 i 1913. I dette område virksomhedsstørrelsen og den geografiske koncentration større end i næsten alle andre erhvervsgrene. I de 50 største virksomheder var 45% af hele erhvervets ansatte beskæftiget. Indenfor branchen stålproduktionens betydning tydeligt i forhold til jernproduktionen – og endnu kraftigere voksede valseværkernes og støberiernes betydning. Stålvalseværkerne alene udgjorde kort før 1. verdenskrig 44% af den samlede produktion indenfor området.
Fra 1890'erne kom der med nye ledende sektorer i form af elektroteknikken, maskinbyggeriet og kemiindustrien.
[[Fil:Zeche Wiesche 1904.jpg|thumb|Ejerkredsen bag Wiescheminen i Mülheim an der Ruhr (omkring 1904)]]
Den metalforarbejdende industri havde – når man medtager maskinbyggeriet – spillet en stor rolle med at bygge lokomotiver og dampmaskiner siden starten af industrialiseringen. I højindustrialiseringsperioden kom der nye produkter til, og antallet af firmaer og antallet af beskæftigede voksede kraftigt. Disse tilhørte i et vist omfang koncerner indenfor bjergværksindustrien, men der var også betydelige virksomhedern uden tilknytning til bjergværksindustrien. Der var ganske vist nogle højborge for maskinbyggeri, (såsom [[Chemnitz]], [[Berlin]], [[Leipzig]], [[Hannover]], [[Mannheim]] og [[Köln]]), men det var kendetegnende, at denne industri var spredt ud over landet. Der var ganske vist nogle få store virksomheder, men industrien var kendetegnet ved mellemstore firmaer. Ikke mindst fremstillingen af forbrændningsmotorer og biler fik stor betydning. I [[1912]] nåede den tyske bilproduktion op på over 16.000 personbiler. Den største producent var [[Opel]] med ca. 3.000 køretøjer.
Den kemiske industris succes skyldtes i høj grad at man i virksomhederne beskæftigede egne universitetsuddannede kemikere. Således beskæftigede alene Bayer i Leverkusen over 600 kemikere i 1914. På dette grundlag fremkom der nye produkter og den tyske kemiindustri var før 1. verdenskrig sammen med firmaerne i det nordlige Schweiz førende indenfor dette område. Tyskland stod i 1913 for 28% af verdens eksport af kemiske produkter. Storbritannien lå med 16% på 2. pladsen.
[[Fil:BASF Werk Ludwigshafen 1881.JPG|thumb|BASF i Ludwigshafen 1881]]
Den højeste vækst i produktionen efter 1871 skete imidlertid indenfor elindustrien. På dette felt kunne [[Siemens AG|Siemens]], som siden [[1847]] havde været en foregangsvirksomhed, i lang tid fastholde sin førende stilling <ref>[http://www.europa.clio-online.de/site/lang__de/ItemID__128/mid__11984/40208562/Default.aspx zu Siemens: Jürgen Kocka: Modernisierung im multinationalen Familienunternehmen. I: www.europa.clio-online.de]</ref>),
indtil "Deutsche Edison-Gesellschaft", der var grundlagt af [[Emil Rathenau]] blev omdannet til [[AEG]]. Konkurrenterne Siemens og AEG blev til dels partnere og drev i fællesskab virksomheden [[Telefunken]] fra [[1903]]. Siemens allene beskæftigede i 1913 57.000 medarbejdere i Tyskland og yderligere 24.000 i udlandet. Til sammen havde Siemens og AEG en førende rolle på verdensmarkedet. Denne industrigren var samlet i Berlin, hvor ca. 60% af medarbejderne var beskæftiget.
Industriens stigende behov for energi og den tiltagende [[elektrificering]], som også omfattede boligerne førte til fremkomsten af energikoncerne såsom [[RWE AG|RWE]] og [[Vereinigte Elektrizitätswerke Westfalen|EW]], som opdelte markedet mellem sig gennem statslige koncessioner og leveringsaftaler til lokale distributører.<ref>siehe Gerald D. Feldman: Hugo Stinnes. Biographie eines Industriellen 1870-1924. München 1998: C. H. Beck ISBN 3-406-43582-3, insbesondere S. 242ff.</ref>
[[Fil:Industrieruine Zeitz.JPG|thumb|Mellemtysk tekstilindustri: Bygning i [[Zeitz]] fra 1908]]
Vækstraterne siger imidlertid kun delvis noget om den industrielle struktur. I årene 1911/1913 var ud af alle beskæftigede i fremstillingssektoren 15,7% beskæftiget ved metalforarbejdning (mod 11,1% i 1875), ved minedrift 7,4% (5,3%), ved metalfremstilling 3,/% (2,7%) og i den kemiske industri 2,3% (1,2%). Beklædningsindustrien udgjorde 13,3% (19,8%) og nærings- og nydelsesmiddelindustrien 11,8% (12,4). Tekstilfremstillingen var gået meget tilbage til 9,5% (17,1%)<ref>Wolfram Fischer: Bergbau, Industrie und Handwerk 1850-1914. S.527-562, Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.610-617, Ullmann, Kaiserreich, S.98-100</ref>
=== Virksomhedsstrukturen ===
Under højindustrialiseringsperioden blev den centraliserede fabrik klart den dominerende produktionsform i Tyskland. Mens det i 1873 kun var ca. en tredjedel af alle beskæftigede, som arbejdede på fabrik var tallet omkring 1900 steget til to tredjedele. Samtidig ændrede strukturen i virksomhederne sig tydeligt. I 1875 var 64% af alle arbejdstagere ansat i virksomheder med under 5 beskæftigede, mens tallet i 1907 var faldet til 32%. Til gengæld var 26% ansat i virksomheder med mellem 5 og 50 ansatte mens 37% var ansat i større virksomheder med mellem 50 og 1.000 ansatte. I de store virksomheder med over 1.000 ansatte var 5% ansat, og det var kun få virksomheder som rent faktisk var så store. Blandt dem var [[Krupp]], som allerede i 1887 havde 21.000 ansatte. Andelen af store virksomheder var størst indenfor minedriften og jern- og stålindustrien. Herefter kom maskinfremstilling, el- og kemiindustrien samt tekstilfremstillingen. Den mindste andel fandt man i læder-, træ- og næringsmiddelindustrien samt i beklædnings- og rengøringsbranchen. Der var en direkte sammenhæng mellem størrelsen og virksomhedens driftsform. Af de 100 største industrivirksomheder var 4 ud af 5 allerede [[aktieselskab]]er.
[[Fil:RWE 1910.jpg|thumb|right|RWE-aktie fra 1910]]
Et yderligere træk ved udviklingen var den tiltagende koncentration på ejersiden. Der opstod koncerner, enten gennem sammenslutning af ensartede foretagender eller ved tilkøb af virksomheder som udførte forudgående eller efterfølgende funktioner. Et eksempel er stålværker, som erhverver sig kulminer eller opfører valseværker. Der opstod også karteller, som styrede markedet gennem prisaftaler, fastlæggelse af produktionsmængder eller tilsvarende aftaler. De mest succesfulde var [[Rheinisch-Westfälisches Kohlen-Syndikat]], råjernssyndikatet, stålværksforbudnet og indenfor kemien tripelforbundet af [[BASF]], [[Bayer AG|Bayer]] og [[Agfa]]). Også virksomhederne [[Hoechst]], [[Cassella Farbwerke Mainkur|Cassella]] og [[Chemische Fabrik Kalle|Kalle]] sluttede sig sammen. Indenfor bestemte produkter var der imidlertid kartelaftaler mellem de to grupper, så det senere [[I.G. Farben]] kunne allerede anes. Trods det forblev virkningen af kartellerne begrænset, de påvirkede konkurrenceforholdene uden helt at sætte dem ud af kraft.
Som følge af den voksende virksomhedsstørrelse voksede antallet af funktionærer kraftigt, frem for alt i de store virksomheder, og ledelsen af virksomhederne flyttedes i stigende grad fra iværksætterne over til ansatte ledere. Ikke mindst i de store virksomheder opstod der en virksomhedsintern socialpolitik med det mål at knytte arbejderne til virksomheden og holde dem borte fra socialdemokratiet. Denne politik viste sig meget vellykket. Således anså arbejderne på Krupp sig ofte for at være "kruppianere". Tilsvarende svage var fagforeningernes organisationsmuligheder her.
Imidlertid forsvandt de gamle strukturer ikke fuldstændig. Således kunne hjemmeproduktionen opretholdes i nogle områder og brancher. Indenfor tobaksindustrien, og ikke mindst indenfor byernes konfektions- og rengøringsfag voksede hjemmeproduktionen endda. Også håndværkene gennemførte i det store og hele en vellykket tilpasning til de nye betingelser i industrisamfundet. I stedet for fremstilling kom der ikke sjældent reperationsopgaver, f.eks. for skomagere eller skræddere. Andre gamle fag, såsom bygningshåndværk eller næringsmiddelproduktion, havde endda direkte fordel af forandringerne i form af stigende efterspørgsel.<ref>Ullmann, Kaiserreich, S.98-101, Wehler, Kaiserreich, S.49, Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.620-636, Pierenkemper, Gewerbe und Industrie, S.8-31, S.61-73.</ref>
=== Handel, transport og servicesektoren ===
[[Fil:Hamburg Neuer Segelschiffhafen am Asia-Quai (1890-1900).jpg|thumb|Hamburg sejlskibshavn ved Asienkajen (ca. 1890-1900)]]
Udover private sektor udviklede der sig en voksende offentlig tjenesteydelsessektor i kejserriget. Fra [[1870'erne]] blev jernbanerne i Tyskland og især i Preussen opkøbt eller udbygget af staten. Skinnenettet voksede ganske vist ikke så hurtigt som i de foregående årtier, men de transporterede mængder voksede kraftigt. Også i den højmoderne informationsteknik såsom telegraf, post og telefon var det offentlige involveret. Dette medførte at antallet af beskæftigede i den offentlige sektor voksede betragteligt. Udover det relativt beskedne antal embedsmænd i forvaltningen var der millioner af ansatte i postvæsenet og ved jernbanerne.
Med urbaniseringen voksede også detailhandelens betydning. Der opstod købmandsforretninger og specialforretninger, og i storbyerne åbnedes der de første varehuse. Brugsforeninger og enhedsprisforretninger skærpede konkurrencen i detailledet.
I banksektoren opstod der – udover de gamle institutioner, som ydede lån til landbruget – moderne realkreditbanker til finansiering af fast ejendom.<ref>[http://www.economics.utoronto.ca/munro5/23gerbnk.pdf (PDF) John Munro: German Banking and commercial organizations]</ref> Ikke kun for privatkunder men også for den regionale middelstand blev sparekasserne og kreditforeningerne af stigende betydning. Ved finansieringen af industrien var det første og fremmest de store kreditbanker som var vigtige. Her opstod der i 2. halvdel af [[1800-tallet]] ved sammenslutning af de oprindelig lokalt organiserede banker store bankaktieselskaber, som hovedsagelig hørte hjemme i [[Berlin]] eller Rhinlandet, såsom f.eks.[[Deutsche Bank]] og [[Dresdner Bank]].<ref>Richard Tilly: Verkehrs- und Nachrichtenwesen, Handel, Geld-, Kredit- und Versicherungswesen 1850-1914, I: Handbuch der Deutschen Sozial- und Wirtschaftsgeschichte, Bd.2, S.563-596, Ullmann, Kaiserreich. S.105., Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.622-631, sammenlign med udvikling og betydning af bankvæsenet
[http://www.economics.utoronto.ca/munro5/23gerbnk.pdf John Munro: The rapid industrialization of germany 1815-1914. (på engelsk (PDF))]</ref>
== Samfund ==
=== Befolkningsudvikling ===
[[Fil:Deutsches Reich Bevölkerungsdichte.jpg|thumb|Kort over befolkningstæthed omkring 1890]]
I lighed med de forudgående industrialiseringsfaser foregik udviklingen i de forskellige regioner yderst forskellig. Samlet set kan man se to tendenser. En mellem det industrialiserede vesten og landbrugsområderne i øst og en anden tilsvarende mellem nord og syd. Meget tyder på, at de regionale økonomiske modsætninger voksede i perioden.
Trods konjunkturnedgang voksede befolkningen i Tyskland fra 1873 til 1895 med stor fart fra ca. 42 til 53 mio. selv om der i samme tidsrum udvandrede ca. 2 mio. tyskere. At denne enorme vækst ikke førte til voksende fattigdom skyldtes i første række, at industrien trods alle kriser fortsatte med at vokse og skabe nye arbejdspladser. Disse opstod først og fremmest i erhvervsområderne i byerne. Frem til 1913 voksede befolkningstaller igen kraftigt til 67 mio. I den forbindelse steg det gennemsnitlige antal indbyggere pr. km² fra 76 i 1871 til 120 i 1910. Der var imidlertid store forskelle mellem regionerne.<ref>Köllmann, Bevölkerungsgeschichte 1800-1970, S.17, Sozialgeschichtliches Arbeitsbuch, Bd.2, S.22.</ref>
=== Udvandring og indenlandske vandringer ===
Væksten i befolkningstallet forløb meget forskelligt i de forskellige regioner. Mens der omkring storbyerne skete en stor vækst i befolkningstallet var væksten i landbrugsområderne langt mindre. Særlig stærk var væksten i Storbyerne [[Berlin]], [[Hamburg]] og [[Bremen]], industriområderne i Rheinland-Westfalen og især [[Ruhrområdet]]), men også i de mellemtyske og øvreschlesiske industriområder.
[[Fil:Berlin Alexanderplatz 1903.JPG|thumb|Berlin Alexanderplatz ca. 1903]]
Befolkningsvæksten forstærkede det befolkningspers, som siden tiden efter Napoleonskrigene havde været drivkraften i den oversøiske udvandring. Udvandringen fortsatte i kejserrigets første årtier og nåede i [[1880'erne]] og [[1890'erne]] sit højdepunkt.
Hovedparten af de som flyttede langt, gjorde det alene, fortrinsvis ugifte unge mænd. Ved de korte vandringer, dvs. indenfor en provins, var kvinder, der oftest søgte arbejde som tjenestepiger, overrepræsenteret. Senere hentede de østtyske tilflyttere ofte kvinder og andre familiemedlemmer til. Modsatrettede vandringer var også normale, f.eks. når folk kom op i alderen eller når konjunkturerne var dårlige. I nogle områder udviklede der sig forskellige former for regelmæssigt sæsonarbejde. Således kom der hvert år mange bygningsarbejdere fra Sauerland til Ruhrområdet, hvor de arbejdede i nogle måneder, hvorefter de tog hjem om vinteren. Med indførelsen af billige arbejderbilletter med jernbanen voksede antallet af pendlere betydeligt. Begge former for midlertidige flytninger gjorde det unødvendigt at foretage en permanent flytning og gjorde det muligt for ikke mindst ejere af små urentable gårde at beholde deres jord.<ref>Köllmann, Bevölkerungsgeschichte 1800-1870, S.20-27, Wehler, Bd.3, S.503-510.Sozialgeschichtliches Arbeitsbuch, Bd.2, S.38-41.</ref>
| |||