|
==Danske morænelandskaber==
[[Isens landskabsdannende indflydelse|Moræneaflejringer]] danner ofte karakteristiske landskaber, enten som svagt bølgede moræneflader (fx Stevns og området mellem Roskilde og Køge<ref>[http://2dgf.dk/xpdf/gt2013-1-42.pdf Smed, P. (2014): Weichsel istiden på Sjælland. Geologisk Tidsskrift 2013, pps. 1–42. ISSN 2245-7097, København]25</ref>), storbakkede landskaber (fx mellem Aarhus og Randers), eller som markante bueformede strøg af høje bakker, såkaldte randmoræner, dannet ved at en ''fremrykkende'' gletsjer har bulldozet materiale op foran sig (fx [[Mols Bjerge]],<ref>Christian Kronborg og Gunnar Larsen (1994): Geologisk Set - Det mellemste Jylland, 272 sider, Geografforlaget, ISBN 978-87-7702-132-9</ref> [[Odsherredbuerne]] eller [[De fynske alper]] ved Fåborg<ref>Gunnar Larsen (2002): Geologisk Set - Fyn og Øerne, 144 sider, Geografforlaget, ISBN 978-87-7702-340-8</ref>). En ''stagnerende'' gletsjer bevæger sig stort set ikke fremad, men udsættes i stedet for nedsmeltning, hvorved den opdeles i adskilte isklumper, ofte af anselig størrelse (typisk 50–200 m), kaldet [[dødis]]klumper. Sådanne klumper vil ofte efter nogen nedsmeltning blive dækket af sediment, fx i form af flydemoræne eller smeltevandsaflejringer, som virker varmeisolerende. Herved bremses klumpernes afsmeltning, og de vil kunne bevares gennem ganske lang tid, idet de dog efterhånden svinder ind, hvorved der ovenover dem dannes en vandfyldt fordybning, et [[dødishul]], som efterhånden fyldes helt eller delvis op med yngre aflejringer. Dødislandskaber findes mange steder i Danmark, især i det centrale Jylland, i et bredt bælte langs Jyllands østkyst, på det centrale og sydlige Fyn, samt i Nordsjælland og på Midtsjælland.<ref>Johannes Krüger (2006): Nutidens landskab. S. 361-394 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien, Gyldendal</ref>
==Anvendelse==
|
