Sankt Stefans Kirke: Forskelle mellem versioner

Sankt Stefans Kirke blev opført i 1873-1874 efter tegninger af arkitekt [[Ludvig Knudsen]], og kirken er således Nørrebros næstældste kirke – efter [[Sankt Johannes Kirke (København)|St. Johannes Kirke]] på [[Sankt Hans Torv]] fra 1861.

 

 

{{citat2|Vi nærer den fulde Tro, at Jesu Kristi Evangelium er den eneste rette Kraft, som formaar at bevare Hjerterne fra socialistiske og kommunistiske Galskaber, for hvis forførende og blændende Luftkasteller de Mennesker er mest udsatte, som intet har at tabe i denne Verden.}}

Det skulle dog ændre sig med tiden. I 1914 udnævntes [[Axel Rosendal]] til [[residerende kapellan]] ved kirken. Rosendal var selv opvokset på Nørrebro, hvor hans far drev en friskole. Han var desuden [[grundtvigianer]], og denne linje vandt: Efter menighedsrådsvalget i 1922 var Stefanskirken en rent grundtvigsk kirke, hvilket den også siden har været.

 

 

I 1935 blev Rosendal udnævnt til biskop over [[Roskilde Stift]]. Han efterfulgtes af Ejnar Leth Balling, filmmanden [[Erik Balling]]s far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan, og de to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.

I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af [[Ivan Larsen]], der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med [[Anne Braad]]s ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne. Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for [[Homovielse|kirkelig vielse af homoseksuelle]]. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.

 

 

=== Sognets udvikling ===