Libanon: Forskelle mellem versioner

Druserne havde lige siden [[korstog]]stiden været styret af temmelig selvstændige arvehøvdinge. De første blandt dem tilhørte slægten Tanuch og anerkendte omkring 1300 den egyptiske sultans overhøjhed. I 1517 erobrede tyrkerne Egypten, hvorved også druserne kom under deres styre. Tyrkerne overdrog magten til slægten Maan, som med Fachr-ed-din i begyndelsen af 1600-tallet vandt stor anseelse. Den højeste værdighed overgik der efterderefter, i begyndelsen af 1700-tallet, til slægten Sjehâb. Den betydeligste høvding af denne slægt, [[Emir Besjir]], afsattes i 1840 af tyrkerne, idet han stod i godt forhold til [[Ibrahim Pascha]], da denne forsøgte at trænge frem i Syrien. Emir Besjir overgik til maroniterne, som hidtil havde stået i afhængighed af drusiske sheiker,<ref name="NF 1880 1478">[http://runeberg.org/nfac/0745.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880); sp. 1478]</ref> og antog deres lære, hvor efterhvorefter der mellem de to folk i 1841 udbrød en blodig krig, som varede tre år.<ref name="NF 1880 1479">[http://runeberg.org/nfac/0746.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880); sp. 1479]</ref>

Urolighederne fortsatte imidlertid og blev i slutningen af 1850-erne meget voldsomme. Druserne plyndrede og myrdede under de udsendte tyrkiske troppers påsyn, og endda med deres hjælp. I Damaskus myrdedes kristne i tusindvis. Dette fik stormagterne til attat gribe ind. Fra august 1860 til juni 1861 blev landet holdt besat af en fransk styrke, og i oktober 1860 sammentrådte i Beirut en international kommission for at ordne forholdene i Libanon. I juli 1861 tilsatte [[Osmanniske Rige|Porten]] en for drusere og maronitter fælles kristen guvernør, [[Daûd Pascha]], som formåede at genskabe roen ved at fjerne de tyrkiske militærenheder, opstille en egen troppestyrke, rekrutteret fra begge Libanons folkeslag og begynde at nedbryde de feudale forhold, som havde været grundlaget for drusernes militære overlegenhed.<ref name="NF 1880 1479"/>