Ludvig 14. af Frankrig: Forskelle mellem versioner

'''Ludvig 14.''' ([[fransk (sprog)|fransk]]: ''Louis XIV, Louis le Grand'') ([[5. september]] [[1638]] i [[Saint-Germain-en-Laye]] – [[1. september]] [[1715]] i [[Versailles]]) var en fransk konge. Han regerede fra [[1643]] til [[1715]]. Han kaldes Solkongen (fransk: ''le Roi Soleil'').

 

 

== Overblik ==

[[Fil:Louis1667.jpg|thumb|<center>Ludvig 14. i 1667</center>]]

 

Allerede som fireårig fulgte Ludvig den [[14. maj]] [[1643]] sin far på tronen. Indtil [[1651]] var det imidlertid hans mor, der førte regeringen. Den faktiske magt lå hos minister [[Jules Mazarin|kardinal Mazarin]]. Mazarin forberedte målrettet Ludvig på rollen som enevældig hersker. Skridt for skridt blev den unge konge involveret i magtudøvelsen og delte til sidst regeringsansvaret med Mazarin. På baggrund af de udenrigspolitiske succeser, som minister-kardinalerne [[Armand-Jean du Plessis de Richelieu|Richelieu]] og Mazarin havde skaffet Frankrig, kunne Ludvig udvikle den franske enevælde i barokstil med et hofliv, som helt og holdent var tilpasset herskerens person. Efter [[Den westfalske fred]], som afsluttede [[Trediveårskrigen]] i [[1648]], og [[Pyrenæerfreden|Freden i Pyrenæerne]] med [[Spanien]] i [[1659]] var Frankrig den politisk og militært stærkeste magt i Europa. Med hjælp fra ministre som [[Jean-Baptiste Colbert|Colbert]], [[François-Michel Le Tellier, marquis de Louvois|Louvois]], [[Hugues de Lionne|Lionne]] og kansleren [[Pierre Séguier|Séguier]] styrkede han det statslige magtapparat og udvidede det militære, institutionelle og materielle grundlag for det franske monarkis magt. En negativ indflydelse på hans regering havde forfølgelsen af [[huguenot]]terne og [[Den spanske arvefølgekrig]]. Denne omfattende krig førte næsten til statsbankerot i [[1713]]. Den blev afværget gennem en finansreform og massive besparelser.

I [[1660]] giftede Ludvig sig med [[Maria Theresia af Spanien]]. Efter hendes død i [[1683]] giftede han sig i hemmelighed morganatisk (til venstre hånd) med [[Madame de Maintenon]]. Ludvig overlevede sin søn Louis, ''le Grand Dauphin'' og sit ældste barnebarn, Louis de Bourgogne, og døde den [[1. september]] [[1715]]. Hans oldebarn fulgte ham som [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig 15.]] på tronen.

 

 

== Regeringstid ==

Ludvig 14. havde nu to politiske mål: at straffe Holland og få rettet grænserne ud, hvilket i praksis betød erobring af yderligere spanske områder. Først ophævede han tripelalliancen, idet han i [[1670]] indgik et offensivt forbund med sin fætter [[Karl 2. af England]]. Derpå betalte han [[Sverige]] store subsidier for at indgå i en alliance. Derefter annekterede Frankrig hertugdømmet [[Lorraine]], afsluttede talrige forbunds- og neutralitetsaftaler med nabofyrster – og isolererede Holland fuldstændigt udenrigspolitisk og militært. I [[1672]] erklærede Frankrig og England krig mod Holland, og den Hollandske krig (1672–1678) begyndte. Ludvig lod 120.000 mand overskride grænsen til Nederlands syv forenede provinser (bl.a. Holland). Det var ikke hans mål at annektere landet, men han ville statuere et eksempel og gennemtvinge handelsfordele. Det egentlige mål var at true Spanien. Franske tropper indtog stadig større områder, hollænderne tabte kampen, og kun åbningen af digerne og oversvømmelsen af store områder reddede dem fra et totalt militært nederlag. [[Johan de Witt]] blev afløst af [[Vilhelm 3. af Oranien]] som statholder. Han indgik straks et forbund med Spanien og den [[Tysk-romerske kejsere|Tysk-romerske kejser]] [[Leopold 1. (Tysk-romerske rige)|Leopold I.]] Dermed havde Ludvig 14. også opnået sit andet politiske mål: Spanien og den Tysk-romerske kejser erklærede Frankrig krig. Efter at have trukket sine hære ud af Holland kunne Ludvig nu bruge dem mod Spanien og kejserriget. I 1674 annekterede han på ny [[Franche-Comté]], men England trådte nu ud af krigen. Til fejring af sejren foranstaltede kongen sin tredje berømte fest, ''Festen i Versailles''. Kampene trak ud til 1678 og forløb højst fordelagtigt for Frankrig. Ludvig holdt 280.000 mand under våben i krigen. Denne overmagt kunne de allieredes hære ikke modstå, og Frankrig vandt den Hollanske krig. I [[1678]]-[[1679]] blev [[Freden i Nijmegen]] afsluttet. Ved freden beholdt Frankrig næsten alle sine erobringer fra Spanien og det [[Tysk-romerske rige]].

 

 

Efter den vellykkede krig opløste Frankrig ikke sine hære, men beholdt hele styrken under våben. Ludvig brugte den til gennemførelse af genforeninger, hvorved han yderligere kunne udbygge sine erobringer. Først annekterede han resten af [[Alsace]], hvor han især havde blikket rettet mod [[Strasbourg]], der havde fungeret som indfaldsport for de kejserlige tropper. Byen blev indtaget i [[1681]]. I [[1683]] besatte Ludvig 14. den østlige del af de Spanske Nederlande, nemlig [[Luxembourg]], i [[1684]] [[kurfyrstendømmet Pfalz]], som blev omdøbt til den franske provins [[Saar]]. Samtidig blev den nedre del af [[Schelde]] besat, og en stor del af Flandern kom på franske hænder. Spanien protesterede kraftigt mod disse åbne aggressioner i fredstid og erklærede krig i 1683. Der var imidlertid ikke andre lande, som var klar til at gå i krig mod Frankrig. Kejser Leopold 1. var i særlig grad bundet af den [[Anden tyrkiske belejring af Wien]]. Derfor måtte Spanien straks anmode om fred. Ludvig indgik i [[1684]] en tyveårig våbenstilstand med Spanien og det Tysk-romerske rige og opnåede dermed den foreløbige anerkendelse af samtlige genforeninger. Dermed skulle Ludvig 14. ikke længere regne med modstand.

 

== Værker ==

* '''''Mémoires pour l’instruction du Dauphin:''''' Ludvig 14. politiske selvbiografi. Den blev egentlig skrevet for at indvie kronprinsen i politikkens hemmeligheder, idet kongen gør status over sine tidlige regeringsår. Den er skrevet efter 1670 og omfatter erindringer fra årene 1661, 1662, 1666, 1667 og 1668 samt "betragtninger over herskergerningen" fra 1679 og politiske råd til hans barnebarn [[Filip 5. af Spanien]] fra 1700. De udgør ikke blot en beretning om handlinger, men giver også et levende indtryk af monarkens verdensanskuelse og virkelighed. I slutningen af sin regeringstid ville Ludvig 14. brænde det hemmelige manuskript i kaminen, og kun behjertet indgriben fra hertugen af Noailles reddede manuskriptet. I 1749 overlod hertugen manuskriptet til det kongelige bibliotek.