Plutonium: Forskelle mellem versioner

'''Plutonium''' (opkaldt efter [[dværgplanet]]en [[Pluto (dværgplanet)|Pluto]]) er det 94. [[grundstof]] i det [[periodiske system]], og har det [[Kemisk symbol|kemiske symbol]] '''Pu'''. Under normale [[temperatur]]- og [[Tryk (fysik)|trykforhold]] optræder dette [[actinid]] som et [[Radioaktivitet|radioaktivt]], gråt [[metal]], som "anløbes" og får en gullig overflade. Det har en [[atommasse]] på (244) [[Gram (enhed)|g]]/[[Mol (enhed)|mol]].

Plutonium reagerer villigt med [[ilt]], og kan indgå forbindelser med en række [[halogen]]er, med [[kulstof]], med [[kvælstof]] og med [[silicium]]. i [[Kemisk forbindelse|kemiske forbindelser]] i vandig [[opløsning (kemi)|opløsning]] optræder plutonium med [[oxidationstrin]]nene 3, 4, 5 og 6 og 7. Deres farver afhænger meget af den [[syrerest]] ionerne "færdes" sammen med, men generelt gælder at

Under normalt tryk har det seks [[alltropiallotropi]]ske former, og ved højere tryk en syvende form; alle med forskellige [[massefylde]]r. Det betyder at stoffet er følsomt overfor variationer i omgivelsernes tryk, temperatur og [[kemi]], og at det kan undergå store udvidelser eller sammentrækninger når grænsen mellem to allotrope former overskrides. Når man bruger plutonium til nukleare formål, er det gerne i form af en [[legering]] sammen med [[gallium]], som gør plutonium i δ-formen nogenlunde stabilt.

Plutonium har en lav grad af [[symmetri]] i sin struktur, og bliver af den grund gradvist mere skørt. Dels udefra og ind i metallet, men på grund af dets egen radioaktivitet også indefra og ud. Men i nogle tilfælde virker strålingen også "reparerende", og udskyder denne "ældningsproces". Man kender ikke alle detaljer i denne komplicerede "ældning" af plutonium, og det gør det svært at beregne hvor pålidelige plutoniumbaserede [[atomvåben]] er efter at have "stået på lager" i nogen tid.

Plutonium har to primære anvendelser: Ii atombomber og i langtidsvirkende, uafhængige strømforsyninger.

[[Fil:Plutonium ring.jpg|thumb|200px|En 5,3 kg. tung ring af plutonium, raffineret til 99,96% renhed ved [[elektrolyse]]; tilstrækkelig til at lave et atomvåben.]]

Plutonium-239 er sammen med [[uran]]-235 de mest benyttede [[Fission|fissible]] [[isotop]]er i atomvåben, på grund af deres evne til at opretholde en [[nuklear kædereaktion]] og den relativt lette adgang til dem. Den [[Kritisk masse|kritiske masse]] for en [[kugle]] af plutonium uden en udvendig "kappe" af et stof der [[Refleksion (fysik)|reflekterer]] [[neutron]]er, er 16 [[kilogram]], men ved brug af en sådan [[neutronreflektor]] kommer den kritiske masse ned på 10 kilogram, svarende til en kugle med en [[diameter]] på 10 [[centimeter]]. Bomben "[[Fat Man]]", som blev [[Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki|kastet over Nagasaki i 1945]], brugte konventionelle [[sprængstof]]fer til at presse en plutoniumladning på blot 6,2 kilogram. Hvis alt plutonium i en plutonium-baseret bombe "detoneres", bliver sprængkraften som 20 [[kiloton]]s [[Trotyl|TNT]] for hvert kilogram plutonium, men dette vil kræve en ekstra neutronkilde, og oftest er primitive atomvåben langt fra så effektive. Fat Man's 6,2 kg plutonium gav en sprængkraft som af "blot" 21 kiloton TNT.

Plutonium blev syntetiseret og isoleret den [[23. februar]] [[1941]] af dr. [[Glenn T. Seaborg]], dr. [[Michael Cefola]], [[Edwin M. McMillan]], [[J. W. Kennedy]] og [[A. C. Wahl]], ved at bombardere uran med [[atomkerne]]r af [[deuterium]] ved hjælp af Berkeleys 60-[[tommer]]s [[cyklotron]]. Opdagelsen blev holdt hemmelig på grund af [[2. verdenskrig|krigen]]. For at følge navngivningsmetoden for "uranium" og neptunium nøje skulle navnet have været "plutium", men Seaborg synes ikke det lød nær så godt som "plutonium". Seaborg foreslog i spøg "Pu" som det kemiske symbol for det nye stof, og sådan blev det uden ændringer indført i det periodiske system.