Trotskisme: Forskelle mellem versioner

Selv om der efter Trotskijs død i 1940 har udviklet sig et hav af trotskistiske internationaler og grupper og heraf forskellige teoretiske og politiske retninger, så findes der en række fælles synspunkter, der blev udviklet af Trotskij:

 

Under [[1905-revolutionen]] i Rusland udviklede Trotskij teorien om den permanente revolution. Teorien gik ud på, at en [[borgerlig revolution]] som den i [[Den franske revolution|Frankrig 1789]] ikke længere kunne lade sig gøre i den underudviklede del af verden, kolonierne og i de tilbagestående imperialistiske magter som f.eks. [[Tsar]-]Rusland. Dette skyldtes, at borgerskabet i disse lande var blevet for tæt forbundet med det [[feudalisme|feudale]] [[aristokrati]] og derfor ikke ønskede eller kunne gøre op med dem. Derfor var det nødvendigt, at [[arbejderklassen]] tog denne opgave på sig som den eneste ægte revolutionære klasse. Men da arbejderklassen også havde sine egne interesser, ville den ikke stoppe ved de borgerlige demokratiske opgaver, men fortsætte over i den socialistiske revolution. Kun en sådan kunne gøre op med de feudale og tilbagestående regimer. Teorien blev i praksis gennemført under [[Oktoberrevolutionen]].

 

Da Stalin kom til magten, gjorde han op med den tidligere politik om, at Sovjet-unionen kun kunne overleve ved at sprede revolutionen til mere højtudviklede lande, f.eks. Tyskland. I stedet fremførte Stalin teorien om [[socialisme i ét land]], hvormed han påstod, at socialisme kunne udvikles alene i Rusland og efter russiske principper. Imod dette forsvarede trotskisterne princippet om verdensrevolutionen og princippet om [[internationalisme]] og argumenterede for, at politikken om socialisme i ét land var med til at degenerere Sovjetunionen og efterhånden førte til, at Sovjetunionens udenrigspolitik blev ført efter traditionelle allianceprincipper og ikke med det mål at udbrede revolutionen. Denne udvikling førte bl.a. til indgåelsen af [[Hitler-Stalin-pagten]].

 

Efter Stalins magtovertagelse vurderede trotskisterne, at Sovjetunionen efterhånden ændrede karakter fra den oprindelige sunde [[arbejderstat]] til en degenereret arbejderstat (degenereret, fordi den oprindelig havde været sund, hvorimod f.eks. [[DDR]] kaldtes for en deform arbejderstat, da den aldrig havde været sund). Oprindeligt havde Sovjetunionen fungeret efter en demokratisk planøkonomi hvor magten lå direkte i hænderne på arbejderklassen og flertallet af befolkningen gennem [[fabriksråd]], [[sovjetter]] (russisk for råd), og lignende direkte valgte råd. Men under Stalin udviklede Sovjetunionen sig til at blive kontrolleret mere og mere af uvalgte bureaukrater og funktionærer, der hævede deres levestandard langt over befolkningens. Sovjetunionen var stadig styret af en planøkonomi, men denne blev nu styret bureaukratisk og over-centraliseret i modsætning til den oprindeligt demokratiske, planlagte økonomi, hvor en central planlægning kombineredes med udstrakt selvbestemmelse på fabrikker og lokalt niveau.

Dette fænomen beskrev Trotskij som proletarisk bonapartisme med reference til Marx` definition af [[bonapartisme]] som et system, hvor staten er i stand til at hæve sig over [[klassekampen]], da ingen af klasserne er i stand til at vinde en afgørende sejr, og hvor staten efterfølgende slår ned på aktive revolutionære, samtidig med at de igennem omfattende reformer inkorporerer/pacificerer den revolutionære befolkning under sig. I Sovjetunionen stod klassekampen mellem en arbejderklasse, der på den ene side havde vundet oktoberrevolutionen, men var træt og svækket af årevis borgerkrig og mislykkede forsøg på at sprede revolutionen til andre dele af verden og samtidig levede i et udviklingsmæssigt tilbagestående Rusland, der ikke var i stand til at opfylde de daglige behov, og på den anden side stod kapitalistklassen, der var svækket pga. revolutionen, men på vej tilbage som en følge af [[NEP]]-politikken og Sovjetunionens tilbageståenhed og isolation. Da ingen af klasserne afgørende kunne besejre hinanden på dette tidspunkt, hævede statsbureaukratiet sig over samfundet og balancerede mellem de to klasser på skift. Dette førte til et system, hvor kapitalismen var afskaffet, men den politiske magt ikke var i arbejderklassens hænder. For trotskister er det her, man skal finde årsagen til, at Sovjetunionen senere brød sammen pga de økonomiske problemer, der herskede i de bureaukratiske planøkonomier. Trotskij udtalte bl.a. i denne sammenhæng i sin bog "Revolutionen forrådt", at "en planøkonomi har brug for demokrati, som kroppen har brug for ilt."

 

Under [[fascisme]]ns fremtræden i 20'erne og 30'erne udviklede der sig to forskellige retninger indenfor den kommunistiske bevægelse om, hvordan man skulle bekæmpe fascisme. På den ene side stod stalinisterne, der først forkyndte, at socialdemokraterne var de virkelige klassefjender og beskrev dem som socialfascister. Denne politik er kendt som den [[tredje periode]]. Dette førte bl.a. til, at kommunistpartiet i Tyskland i 1933 erklærede, at Hitlers sejr var en sejr for arbejderklassen over socialdemokratiet, og at dette snart ville gå over i kommunistpartiets sejr. Da Hitler efterfølgende knuste arbejderbevægelsen i Tyskland, skiftede stalinisterne kurs over til folkefronten. Her erklærede de, at man nu måtte indgå alliancer med hvem som helst imod fascismen, ikke blot socialdemokraterne, men også borgerlige, konservative, royalister og imperialistiske stormagter som England og Frankrig. Som led i denne strategi måtte revolutionen udskydes for ikke at støde dens allierede blandt de borgerlige og kapitalisterne. Denne taktik førte bl.a. til, at kommunistpartiet under [[den spanske borgerkrig]] slog ned på strejker og angreb byer og landsbyer under arbejdernes kontrol og førte de gamle kapitalister og godsejere tilbage til magten; dette skete f.eks. i [[Barcelona]].

Ifølge trotskisterne var disse to politikker blot sider af samme sag og kom af stalinisternes manglende forståelse af klassekampen. I modsætning til Stalin fremhævede trotskisterne den aktionsmæssige enhedsfront som måden at bekæmpe fascisterne på og samtidig vinde flertallet af arbejderklassen for revolution. Aktionsmæssig enhedsfront betød, at man måtte alliere sig i konkrete kampe og aktioner med andre dele af arbejderklassen. Dette kunne f.eks. være igennem at arrangere fælles demonstrationer og konfrontationer mod fascisterne og at lave midlertidige valgalliancer for at forhindre en fascistisk magtovertagelse. Denne strategi adskilte sig for tredje periode politikken ved, at den erklærede at man måtte samarbejde med socialdemokraterne for på den måde at skabe enhed, og dermed styrke, i arbejderklassens aktioner og samtidig gennem konkret kamp vise, at kommunisterne var de bedste og mest konsekvente kæmpere for arbejderklassens interesser for på den måde at vinde de socialdemokratiske arbejdere for revolution. Den aktionsmæssige enhedsfront stod også i modsætning til folkefrontsstrategien på to afgørende punkter. For det første ved at fremhæve, at enhver alliance måtte være basseret på klasselinjer, og man derfor ikke kunne alliere sig med borgerlige partier og imperialistiske stormagter. Dette skyldtes, at formålet med enhedsfronten var at styrke arbejderklassen i klassekampen overfor kapitalismen og ikke blot at bekæmpe enkelte symptomer på kapitalismens dårligdomme som f.eks. fascismen.

* [[Socialisten (forening i Enhedslisten)|Socialisten]], forening indenfor [[Enhedslisten]] der udgiver et blad af samme navn. Har internationale samarbejdspartnere, men ikke en [[Fjerde Internationale|internationale]].

 

 

Den mest kendte danske trotskist var [[Marie Nielsen]], der havde siddet i ledelsen af [[Socialdemokratiet]] og var med til at stifte DKP – [[Danmarks Kommunistiske Parti]], og som blev ekskluderet 3 gange fra DKP af stalinisterne, bl.a. for at forsvare Trotskij og for at forsvare retten til abort i Sovjetunionen. Hun udgav bl.a. hæftet "Kampen om Trotskij".