Sygdommen til Døden: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ
m Lille udvidelse + erstatter tilbageoversatte citater fra engelsk med dansk original fra kilden
Linje 1:
{{DISPLAYTITLE:''Sygdommen til Døden''}}
'''''Sygdommen til Døden''''' er en bog skrevet af den [[Danmark|danske]] [[filosof]] og [[teolog]] [[Søren Kierkegaard]] og udgivet i [[1849]] under [[pseudonym]]et Anti-Climacus. Den handler om Kierkegaards begreb om [[fortvivlelse|eksistentiel fortvivlelse]], som han sætter lig med det [[Kristendommen|kristne]] begreb om [[synd]].
 
Ifølge Kierkegaard er en person "fortvivlet", hvis han ikke tilslutter sig [[Gud]]. På denne måde mister han sit [[Selv (filosofi)|selv]]. Kierkegaard definerer det menneskelige selv i bogens berømte åbningsafsnit, der af nogle betragtes som en parodi på [[G.W.F. Hegel]]s og de øvrige [[Tysk idealisme|tyske idealisters]] snørklede skrivestil:<ref>{{Cite web|url=https://books.google.dk/books?id=0MWHAgAAQBAJ&lpg=PA366&ots=h7XVu3swml&dq=kierkegaard%20parodie%20hegel&hl=da&pg=PA366#v=onepage|title=Kierkegaard's speculative despair|last=Butler|first=Judith|work=The Age of German Idealism|page=363|accessdate=17. juli 2016}}</ref>
Ifølge Kierkegaard er en person "fortvivlet" hvis han ikke tilslutter sig [[Gud]]. På denne måde mister han sit [[Selv (filosofi)|selv]] <!-- giver det mening? -->, hvilket Kierkegaard definerer som "relationen relaterer sig selv til sig selv i relationen" <!-- æ'hva? -->. Det menneskelige selv er en syntese mellem det begrænsede og det ubegrænsede, det mulige og det faktiske og kan identificeres med den dialektiske, balancerende akt mellem disse modstridende led <!-- "features" -->, relationen. At ikke være fortvivlet er at have forsonet det begrænsede med det ubegrænsede, at eksistere i bevidsthed om ens eget selv og om Gud. Specielt definerer Kierkegaard det modsatte af fortvivlelse som tro, hvilket han beskriver ved det følgende: "I at relatere sig selv til sig selv, og i viljen til at være sig selv, hviler selvet transparent i den magt som grundlagde <!-- established --> det."
 
<blockquote>"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er Mennesket endnu intet Selv."<ref name="SD">Søren Kierkegaard/Anti-Climacus: [http://sks.dk/SD/txt.xml ''Sygdommen til Døden'']</ref></blockquote>
Bogen beskriver et antal måder mennesker vender sig fra selvet og fra Gud, og antyder et sted, at nogle mennesker er stolte af deres fortvivlelse og lader den stå som et eksempel på Guds fejlbarlighed ligesom en fejl i et manuskript som nægter at blive rettet. Denne tekst er en af hovedårsagerne til at Kierkegaard defineres som en [[Eksistentialisme|eksistentialist]], da han illustrerer måder hvorpå ens subjektive selvopfattelse bidrager til ens objektive identitet, som han så som et samarbejde med Gud i den kreative proces.
 
Ifølge Kierkegaard er en person "fortvivlet" hvis han ikke tilslutter sig [[Gud]]. På denne måde mister han sit [[Selv (filosofi)|selv]] <!-- giver det mening? -->, hvilket Kierkegaard definerer som "relationen relaterer sig selv til sig selv i relationen" <!-- æ'hva? -->. Det menneskelige selv er en syntese mellem det begrænsede og det ubegrænsede, det mulige og det faktiske og kan identificeres med den dialektiske, balancerende akt mellem disse modstridende led <!-- "features" -->, relationen. At ikke være fortvivlet er at have forsonet det begrænsede med det ubegrænsede, at eksistere i bevidsthed om ens eget selv og om Gud. Specielt definerer Kierkegaard det modsatte af fortvivlelse som tro, hvilket han beskriver ved det følgende: "Ii at relatereforholde sig selv til sig selv, og i viljenat til atville være sig selv, hvilergrunder selvetSelvet transparentgjennemsigtigt i den magtMagt, som grundlagdesatte det".<!--ref establishedname="SD" --/> det."
"Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv."<ref>http://sks.dk/SD/txt.xml</ref>
 
Bogen beskriver et antal måder, hvorpå mennesker vender sig fra selvet og fra Gud, og antyder et sted, at nogle mennesker er stolte af deres fortvivlelse og lader den stå som et eksempel på Guds fejlbarlighed ligesom en fejl i et manuskript som nægter at blive rettet. Denne tekst er en af hovedårsagerne til at Kierkegaard defineres som en [[Eksistentialisme|eksistentialist]], da han illustrerer måder hvorpå ens subjektive selvopfattelse bidrager til ens objektive identitet, som han så som et samarbejde med Gud i den kreative proces.{{km}}
== Sjælens 3-deling ==
 
== Sjælens 3-delingtredeling ==
[[Kierkegaard]] skrev i Sygdommen til Døden, at sjælen kan deles i 3- kælderen, stuen og første sal.
 
[[Kierkegaard]] skrev i ''Sygdommen til Døden'', at sjælen kan deles i 3-tre: kælderen, stuen og første sal.
»Dersom man vilde tænke sig et Huus, bestaaende af Kjælder, Stue og første Sal, saaledes beboet, eller saaledes indrettet, at der var eller det var beregnet paa en Stands-Forskjel mellem Beboerne i hver Etage – og dersom man vilde sammenligne det at være Menneske med et saadant Huus: saa er desto være dette Sørgelige og Latterlige de fleste Menneskers Tilfælde, at de i deres eget Huus foretrække at boe i Kjælderen. Ethvert Menneske er den sjelelig-legemlige Synthese anlagt til at være Aand, dette er Bygningen; men han foretrækker at boe i Kjælderen, det er, i det Sandseliges Bestemmelser. Og han foretrækker ikke blot at boe i Kjælderen, nei, han elsker det i den Grad, at han bliver forbittret, naar Nogen vil foreslaae ham at indtage Belle-Etagen, som staaer ledig til hans Disposition – thi det er jo i hans eget Huus han boer«.
 
»<blockquote>"Dersom man vilde tænke sig et Huus, bestaaende af Kjælder, Stue og første Sal, saaledes beboet, eller saaledes indrettet, at der var eller det var beregnet paa en Stands-Forskjel mellem Beboerne i hver Etage – og dersom man vilde sammenligne det at være Menneske med et saadant Huus: saa er desto være dette Sørgelige og Latterlige de fleste Menneskers Tilfælde, at de i deres eget Huus foretrække at boe i Kjælderen. Ethvert Menneske er den sjelelig-legemlige Synthese anlagt til at være Aand, dette er Bygningen; men han foretrækker at boe i Kjælderen, det er, i det Sandseliges Bestemmelser. Og han foretrækker ikke blot at boe i Kjælderen, nei, han elsker det i den Grad, at han bliver forbittret, naar Nogen vil foreslaae ham at indtage Belle-Etagen, som staaer ledig til hans Disposition – thi det er jo i hans eget Huus han boer«".<ref name="SD" /></blockquote>
 
== Kilder ==