Nices historie: Forskelle mellem versioner

 

Disse levn henregnes til [[fortidsmenneske]]t [[Homo heidelbergensis]], og i Nice er der indrettet et [[museum]] hvor stenredskaber er udstillet og en grenhytte er rekonstrueret.

 

I [[Lazarettegrotten]] har man endvidere fundet spor efter mennesker, der har boet her for ca. 160.000 år siden.

 

== Romerne ==

På grund af de stadige problemer med røverbander bad grækerne i [[154 f.Kr.]] romerne om hjælp. En hjælp, som romerne gerne gav, da de godt kunne se en interesse i at være mere permanent tilstede i et område, der forbandt [[Rom]] med den [[Iberiske halvø]]. Små tre hundrede år senere, havde romerne fuldstændigt fortrængt grækerne fra området og havde etableret deres militære og administrative hovedkvarter på en høj beliggende ca. 3 km nord for Nice på et sted, der i dag kendes som [[Nice#Administrativ opdeling|Cimiez]] (en bydel i Nice), men som romerne kaldte Cemenelum.

Stedet blev et vigtigt punkt på [[romervej]]en [[Via Julia Augusta]], som forbandt Rom med dets vestlige provinser, til dels på grund af en stærk garnison: 1. liguriske [[Kohorte (militær)|kohorte]].

 

I slutningen af det [[1. århundrede]] blev Cemenelum hovedby i hele den romerske provins, [[Alpes Maritimae]], styret af en [[prokurator]], der også styrede byerne [[Vence]], [[Senez]] og [[Castellane]]. Handelsstationen udviklede sig efterhånden til en rigtig by med såvel et borgerskab, der stod for handlen, som et præsteskab, der stod for det stedlige [[Apollon]]-[[tempel]], samt en [[arena]] og en [[Termer|terme]](romersk bad).

 

=== Tilbagegang for romerne ===

== Under Savoyardisk styre ==

På grund af Nices placering havde byen og området ført en turbulent tilværelse som skueplads for alskens ufred. Dette ændrede sig ikke, da Nice kom under savoyardisk styre, snarere tværtimod. Nu var Nice savoyardernes forpost mod Frankrig, og byen blev det administrative og økonomiske centrum for regionen. Hertugerne af Savoyen besluttede derfor at udbygge befæstningen af byen og påbegyndte bygningen af et [[citadel]] på slotshøjen. I [[1517]] flyttede de sidste indbyggere ned til den nye by for foden af højen, og i [[1539]] flyttede [[katedral]]en og rådhuset. Endvidere byggede de mindre forter i nærheden: [[Mont Alban]] i [[1560]], [[Saint-Hospice]], [[Villefranche-sur-Mer|Villefranche]] i [[1557]] og [[La Turbie]]. I [[1526]] fik området titel af [[grevskabet Nice]].

I de følgende århundreder var Nice gentagne gange udsat for krigshandlinger til dels forårsaget af rivaliseringen mellem [[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] af [[Spanien]] og som blandt andet drejer sig om herredømmet over den italienske halvø. Konflikten mellem de to førte til en række krige, de såkaldte "italienske krige". I [[1536]] under den 8. italienske krig besatte Frans Spanien, mens Karl besatte Provence. Den efterfølgende fredshandling fandt sted i Nice med [[pave Paul 3.]] som mægler og blev underskrevet i [[18. juni]] [[1538]]. Freden varede imidlertid kun kort. Allerede i [[1543]] gik den 9. italienske krig i gang. Denne gang var Frans allieret med [[pasha]]en af [[Tyrkiet]], [[Süleyman 1.|Süleyman]]. Og i august samme år belejrede en fransk-tyrkisk flåde, anført af [[Khair ed-Din (Barbarossa)]], Nice. Den nye (nedre) bydel blev bombarderet og ødelagt, men citadellet holdt, og belejringsflåden trak sig tilbage. Det var under denne belejring, at legenden om [[Catherine Ségurane]] opstod.

 

 

== Tilbage til Frankrig ==

På et møde den [[20. juli]] [[1858]] i [[Plombières-les-Bains]] mellem [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon 3.]] og den piemontesiske premierminister grev Cavour overdrog Piemonte-Sardinien Nice til Frankrig, mod at Frankrig ydede Piemonte-Sardinien militærhjælp i dets opgør med Østrig. Overdragelsen skabte ikke glæde i Nice; således overrakte indbyggerne i Nice den [[15. marts]] [[1860]] en anmodning til kong [[Viktor-Emanuel 2. af Piemonte-Sardinien|Viktor-Emanuel 2.]] om enten at forblive en del af Piemonte-Sardinien eller at få lov til at grundlægge en neutral stat. Kongen afviste anmodningen, og den [[31. marts]] forlod de piemontesiske tropper byen for dagen efter at blive afløst af franske soldater og [[gendarm]]er.

I et brev til indbyggerne i Nice forklarede kong Viktor-Emmanuel, at det var i Nices interesse at blive en del af Frankrig, og lovede samtidig, at overdragelsen ville blive underkastet en folkeafstemning, der skulle finde sted den [[15. april]] 1860.

== Turisternes indtog ==

I [[1860]] var Nice stadig en lille by, der puttede sig mellem Paillon-flodens venstre bred og [[Mont Boron]] med enkelte herskabsvillaer mellem bakkerne og kysten vest for byen. Dette skulle hurtigt ændre sig med en kraftig udvidelse, særligt mod vest. Imellem [[1870]] og [[1914]] blev der opført 5.000 beboelsesejendomme i Nice.<ref>{{kilde bog|efternavn=Roux|fornavn=Paul|titel=Histoire de Nice et son Comté|udgiver=Gilletta Editions|år=2006|sprog={{fr sprog}}|isbn=9782903574550|side=28}}</ref> Grunden til denne udvikling var, at byen med jernbanens fremkomst igen var blevet populært mål for dem, der havde muligheden for, at flygte fra den nordeuropæiske vinter. Denne invasion krævede en masse lokal arbejdskraft til at indlogere, bespise og transportere disse turister. Hotellerne skød op langs kysten. Grand Hotel, Atlantic, Westminster, Ruhl og West End stammer alle fra denne periode, med [[Hotel Negresco]], der blev opført i [[1912]] som det ypperste og et vartegn for byen i årene fremover.<ref>[http://www.hotel-negresco-nice.com/htfr/0001.htm Hôtel Negresco, Nice, un peu d'histoire<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>

Til underholdning for turisterne opførte man et [[kasino]] ejet af byen i [[1884]], i [[1886]] opførtes [[opera]]en i Nice og ved Paillons udmunding opførte man i [[1895]] et kasino på pæle i vandet.

 

== [[20. århundrede]] ==

Området omkring Nice har aldrig været det store landbrugsland, og industri er der heller ikke meget af. Man har historisk set levet af handel og senere af turisme. Så da turisterne ved 1. verdenskrigs udbrud forsvandt, var det et hårdt slag for Nices økonomi.

 

Imidlertid oplevede Nice under 1. verdenskrig en anden rolle som et sted, hvor man sendte sårede fra fronterne i Nordfrankrig hen for at blive plejet og komme sig efter sine sår. Det store hotel Atlantic blev et hospital. Såvel russerne som englænderne indrettede ligeledes hospitaler i byen. I Cimiez blev der indrettet et rekonvalescenshjem for britiske officerer. Derudover kom der en del flygtninge fra såvel Nordfrankrig og [[Belgien]] som fra Italien. Man kan sige, at det var et held, for byen mistede 3.665 af sine egne sønner under krigen, hvorfor det var nødvendigt at få tilført nyt blod. Et andet forhold, der var med til at øge byens indbyggertal, var at mange af de omkringliggende landsbyer på grund af krigen nærmest var blevet affolket, og at de tilbageværende søgte ind til storbyen Nice.

 

Den italienske besættelse af Nice forløb relativt udramatisk; de italienske troppers tilstedeværelse gav ikke anledning til de store problemer. Idyllen blev dog afbrudt i september 1943, da italienerne blev afløst af den tyske [[Wehrmacht]], som var anderledes hårdhændet. [[Gestapo]] indledte jagten på [[jøde]]r og [[Den franske modstandsbevægelse|modstandsfolk]], og der blev opført betonbunkere langs kysten. På grund af byens strategiske beliggenhed blev Nice udsat for amerikanske luftbombardementer. Blandt andet blev havnen bombet, og den [[26. maj]] [[1944]] gik det ud over [[Saint-Roch (station)|Saint-Roch stationen]] med 444 døde som resultat.

Den [[4. maj]] 1944 gik de allierede i land i [[Normandiet]] og påbegyndte befrielsen af Frankrig. Amerikanerne gik den [[15. august]] 1944 i land ved [[Frejus]] for at åbne den anden franske front. Den [[27. august]] var de nået frem til [[Saint-Laurent-du-Var]] på Varflodens højre bred, og det så dermed ud, som om befrielsen af Nice var nært forestående. Imidlertid var det amerikanernes plan at gå uden om Nice. Da modstandsbevægelsen erfarede dette, iværksatte de en opstand i byen, der startede næste morgen kl. 6:00. Samtidig planlagde de at indtage strategiske punkter i byen, og det kom snart til åben kamp med de tyske tropper. På trods af deres relativt lille antal, omkring 350, lykkedes det dem at give tyskerne indtryk af, at der var langt flere, og tyskerne besluttede at trække sig ud af byen. Nice blev således befriet af sin egen modstandsbevægelse, som dog måtte indkassere et tab på 27 døde og 280 sårede.

 

I [[1962]] sluttede Frankrigs involvering i krigen i [[Algeriet]], hvilket gjorde, at de derværende franskmænd for en meget stor dels vedkommende vendte tilbage til Frankrig. Flertallet af de omkring 50.000 "[[Pied-noir|Pieds-Noirs]]", som de kaldtes, bosatte sig i Nice og tilførte dermed byen en ny dynamik. Konsekvensen blev, at et større byggearbejde gik i gang, dels i form af boliger til disse nye indbyggere, dels i form af mindre virksomheder, som de satte i gang. Dermed ændrede bybilledet sig nok engang. En del af byens grønne områder forsvandt til fordel for fabrikker og kontorer. Det lykkedes dog bystyret at opkøbe en del større ældre ejendomme og omdanne dem til skoler og museer og således bevare dem for eftertiden. Et eksempel herpå er "Villa Garin de Cocconato", som blev omdannet til [[Matisse-Museet (Nice)|Matisse-museum]].

 

Til det manuelle arbejde på byggepladserne og i fabrikkerne blev der importeret en del fremmedarbejdere i form af arabere fra Nordafrika. Disse mennesker skulle også have et sted at bo med det resultat, at sociale boligbyggerier skød op i Nice.