Poggio Bracciolini: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: ret FD-skabelon
m Pavelinks
Linje 2:
'''Gian Francesco Poggio Bracciolini''', bedst kendt som '''Poggio Bracciolini''', ([[11. februar]] [[1380]]<ref>Date in Cav. Toneilli's ms ''Elogi delli uomini illustri Toscani'', noted by [[William Shepherd (minister)|William Shepherd]], ''The Life of Poggio Bracciolini''</ref> – [[30. oktober]] [[1459]]) var en [[Italien|italiensk]] renæssancehumanist.
 
Han studerede i Firenze og drog i [[1402]] til [[Rom]], hvor [[pave]] [[Pave Bonifatius 9.|Bonifatius IX]] udnævnte ham til en af sine apostoliske sekretærer, en stilling han beholdt også under de følgende paver [[Pave Innocens 7.|Innocens VII]] (død 1406), [[Pave Gregor 12.|Gregor XII]] (fratrådt 1415), [[Modpave Alexander V (modpave)5.|Alexander V]] ([[modpave]], død 1410) og [[Modpave Johannes XXIII (modpave)23.|Johannes XXIII]] (modpave, afsat 1417). Sidst nævntesSidstnævntes fratræden og [[Koncilet i Konstanz]]' længde (5. november 1414 til 22. april 1418) gav ham god tid til åatat besøge mange af [[Tyskland]]s og [[Frankrig]]s biblioteker og klostre for at søge efter klassiske tekster, hvis eksistens var kendt for de tidlige humanister, men som ikke mere var at finde i Italien. Han fandt på den måde en række længe "tabte" tekster fra [[Cicero]], [[Quintilian]], [[Vegetius]], [[Marcus Manilius]], [[Ammianus Marcellinus]], [[Vitruvius]], [[Statius]] og [[Publius Petronius Niger|Petronius]], og specialiserede sig på forfatternes skrivestil for derved at sætte værkerne sammen og tilordne dem den rette forfatter.
 
Også i det påfølgende arbejde han for [[den romerske kurie]] under blandt andet pave [[NikolasPave Nikolaus 5.|Nikolaus V]]. Men fra juni [[1453]] var Poggio leder for det florentinske kancelli under [[medici|medicierne]]ene.
 
Som så mange andre af sin samtids humanister skrev også Poggio udelukkende på latin, idet de [[græsk sprog|græske]] tekster han befattede sig med blev oversatte af ham til dette sprog. Hans korrespondance er interessant, detaljerig, underholdende og fuld af indsigt og af morsomme karakteristikker af fjender og kolleger. Hans tid i Firenze fra 1450 til 1455 er derimod af ringe interesse.