Wikipedia

H.V. Kaalund: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Datomærker sprogproblem-skabeloner
oprensning af sprog og nogen wikificering
Linje 8:
| billede_note =
| navn = H.V. Kaalund
| født = <!-- {{fødselsdato|1818|6|dd27}} <!-- 27. eller 23.? -->
| fsted = <!-- {{dødsdato og alder|1885|4|27|1818|6|dd}} -->
| død = {{Dødsdato og alder|1885|4|27|1818|6|27}}
| dsted =
| nationalitet =
Linje 26:
'''Hans Vilhelm (H.V.) Kaalund''' (23. eller [[27. juni]] [[1818]] – [[27. april]] [[1885]]) var en dansk digter.
 
==Barndom==
Kaalund var yngste søn af premierløjtnant Marinus Nicolaus Kaalund (1790 – 1832) og oldebarn af [[Jacob Langebek]]. Langebeks datter blev gift med adelsmanden oberst J.C. Kaalund, en verdensmand, der satte mange penge over styr;, og deres søn premierløjtnant Marinus Nicolaus Kaalund (1790 – 1832) ægtede en skorstensfejerdatter fra [[Randers]], Juliane Marie Schmidt, og fikblev nu ansættelseansat som toldbetjent i [[København]]. DenPå yngste af dette ægtepars sønner var Hans Vilhelm (H.V. Kaalund), der fødtes 23. juni 1818 (på hansKaalunds dåbsseddel står der 27. juni, men moderen påstod, at han var født d. 23.). Sønnen arvede sin faders lune og sin moders frejdighed og udprægede nerveliv, tidlig røbede han begejstring. Han var forgudet af sin fader, der ofte tog ham med til ungkarlegilder, hvor han skulle agere den gode samvittighed;. hjemmeHjemme læste de sammen humoristiske skildringer og morede sig udmærket derved. Han følte sig dog mest tiltrukken af sin moders slægt og elskede især morfaderen højt; denne, der var flyttet til København, havde tit sønnesønnen som gæst, og da hele familien der var begejstret for poesi, rev de drengen med sig. – Han var ikke gammel, da han blev sat i en lille skole;, og senere kom han i det von Westenske Institut;, men skolelivet fængsledeinteresserede ham kunikke. lidet,Han hvorimodelskede han elskedederimod at færdes i naturen.
 
==Læretid som billedhugger og maler==
Da hanKaalund var 14 år gammel, døde faderen, og moderen fik kun lidt at leve af; der voksede nu en vis smålighedens ånd frem i hende, og han følte, det snævrede ham ind. 15 år gammel blev han konfirmeret og lærte på denne tid at kende bogholder ved den grønlandske handel C.A. Muhle, i hvis hus der kom mange kunstnere. Det var bestemt, at hanKaalund gennem sin farbroder i [[Vestindien]] skulle anbringes ved en [[plantage]] derdér; men så traf han hos Muhle [[billedhugger]]en [[Hermann Ernst Freund]], og da han havde røbet anlæg for bildende kunst, anbragtes han som lærling i Freunds atelier. Her fik han kammerater som [[Jens Adolf Jerichau (billedhugger)|Jerichau]], [[Johannes Conradsen|Conradsen]] osv.;, men arbejdet drevesstyredes lovligret frit og uden videre kontrol, så Kaalund lærte ikke meget. Om vinteren gik han på kunstakademiet, og her var det, at Jerichau hævdede, han havde mere evne tilfor at male end at modellere, hvorfor. Kaalund tog derfor penselen i hånd, men drev det ikke til at frembringe mere end to billeder. – I disse år var han stærkt optagen af [[Grundtvig]]; han hørte ham prædike og gik til Lindbergs foredrag på Kalkbrænderiet, hvor han dog følte sig så meget uden for det hele, at han tegnede humoristiske [[karikatur]][[portræt (billede)|portrætter]] af forsamlingens deltagere.
 
I disse år var han desuden stærkt optagen af [[Grundtvig]]: han hørte ham prædike og gik til Lindbergs foredrag på Kalkbrænderiet, hvor han dog følte sig så meget uden for det hele, at han tegnede humoristiske [[karikatur]][[portræt (billede)|portrætter]] af forsamlingens deltagere.
Både Kaalund selv og hans nærmeste kunne nok skønne, at han ikke var kaldet til at blive bildende kunstner. Allerede i Freunds atelier havde han forelæst kammeraterne digte, som vandt bifald; så traf det sig en dag, at [[P.O. Brøndsted]] indfandt sig der og fattede interesse for den unge mand; han hørte, at Kaalund havde lyst til at ”tage [[artium]]”, men frarådede dette, samtidig med at han nærede sin protegés lyst til at studere historie og skønlitteratur, under hvilket studium han vejledede ham. I sommeren 1838 gjorde Kaalund opsigt ved sit digt til [[Bertel Thorvaldsen]] og endnu mere næste år ved mindesangen over [[Frederik 6.]]. Hans evige higen udkastede store planer om udenlandsrejser og liv blandt Nordamerikas indianere, og vagabonddriften i ham fandt tilslutning hos hans ven Jerichau, som ville, at de sammen skulle gå til Rom. Denne plan blev imidlertid kuldkastet ved, at Kaalund fik stærk nervefeber. Som rekonvalescent flyttede han ud til Bagsværd og kom snart til at elske den smukke egn om Fure- og Farumsøen så højt, at han fire år igennem tilbragte sin tid i Farum fra Foråret til langt ud på efteråret og tit noget af vinteren med. Hos præsten Aagårds var han hurtig hjemme og besang dem i sit digt: ''Til Familien i Præstegården''. I Farum dirigerede han "et muntert Sommerfugleliv" i hjem og skov, på sø og mark, og det var en stor, ungdommelig og frejdig kreds, han førte an i en frisk, elskværdig tilværelse. Hans naturbeskrivende digte ere så godt som alle fremkomne der ude. Det gærede stærkt i ham, og han var i uafbrudt åndelig virksomhed. i enkelte øjeblikke følte han en umådelig angest for, at hans liv var forkvaklet, og at han aldrig mere skulle få sammenknyttet de sønderrevne tråde i sit indre; at der foregik en udvikling i ham, var han sig bevidst, hans ånd og hjerte følte større harmoni, over for verden svandt hans fjendskab, og hans indre væsen fornam ro og tillid; men møjsommelig søgte han efter digterisk form for sit åndelige liv. Han frembragte en mængde vers, tragedier og epopeer, som dog aldrig blev overgivet offentligheden. Derimod udgav han i 1840 ''Samlede Digte'' og ''Kong Haldan den stærke'', hvilke bøger han indleder med varme udtalelser om, hvad han skylder [[Oehlenschläger]]. Digtsamlingen modtages gennemgående med spot og hån, og dog indeholder den ''Konen ved Leddet i Frederiksdal'', ''Frederik VI'', ''Niels Ebbesens Minde'' osv. En mildere, men dog ikke meget anerkendende omtale får hans epos, der var stærkt påvirket af Oehlenschläger og Tegnér (vel [[Esaias Tegnér]]) og mindre originalt end digtene. Begge disse bøger røber fantasi, energi og begejstring. Der gik nu to år, så udkom ''Valkyrjen Gøndul'', ligesom de før nævnte bøger skrevet i Farum. Dette sidste værk viser stort fremskridt hos forfatteren; trods det forfejlede i digtets sammensætning og trods det, at dets ånd er uadækvat med dets stof, er her oprindelighed, flugt og kraft, virkelig storhed og skønhed, og der er megen dygtighed i versslyngningen. Digtets opgave er at vise, hvorledes lysten til jordisk hæder styrter det begavede menneske i fordærvelse; men med rette blev der gjort opmærksom på, at denne anskuelse er fremmed for den hedenske livsbetragtning. Pressen forbigik næsten ganske dette arbejdes fremkomst. – Med ''Fabler og blandede Digte'' (1844) trængte Kaalund langt mere igennem. I bladpressen fik han omtrent lutter ros, og det var navnlig P.L. Møller, der i en længere afhandling ydede ham stærk anerkendelse. Da han i slutningen af 1844 sammen med [[J.Th. Lundbye]] udgiver ''Fabler for Børn'', bliver der ham mindre ros til del; men det gik rigtignok også ud over Lundbye. Mest kendt blandt fablerne er ''Den dræbte And'', der slutter med den berømte linje "O, har Du en Moder, da skjøn derpaa!" I de følgende år producerede han ikke meget; han skrev nogle anmeldelser af kunstudstillinger og udkastede sammen med [[Poul Chievitz]] planen til ''En Fortid''; end videre udgav han fra 1845-47 sammen med J.C. Gerson ''Månedsskrift for Børn'', hvori han skrev forskellige stykker i prosa og digte som ''Den firbenede Gadestryger'' (Proletar), ''Bjørnen som Rytter'', ''Nisserne på Vandring'', ''I Staden og på Landet'' osv. – Hans pekuniære eksistensmidler vare ringe; dels støttedes han af Christian VIII, dels af Grev Moltke-Bregentved og sin ven kaptajn Fr. Schack, i hvis hjem på Christianshavns Kaserne han om vinteren havde ophold. Christian VIII ville gerne have benyttet Kaalund til i pressen at virke for hans sag; men da dette ikke ville lykkes, trak kongen sig tilbage fra ham. Kaalund ville aldrig træde i noget partis tjeneste; han holdt i disse år omgang med folk som [[Jens Christian Hostrup]], [[Peder Ludvig Møller]], [[Kristian Arentzen]], [[Johan Peter Martin Grüne]], [[Jacob Jacobsen Dampe]] og [[Meïr Aron Goldschmidt]], hvilken sidste ofte befrugtedes af Kaalunds mundtlige fremsatte ideer, hvorfor vennerne kaldte Kaalund for ''Goldschmidts Jordemoder''. Han var fremdeles meget optagen af Grundtvig.
 
==Tidlige år som digter==
Så kom 1848! På mange måder greb [[tidsånden]] ham, og han skrev forskellige patriotiske digte. I 1849 blev han ansat som hjælpeintendant, ved armeen, og i denne egenskab deltog han i [[Olaf Rye|Ryes]] tilbagetog i Jylland. I 1850 opholdt han sig som ambulanceforvalter mest i Kolding. Efter krigen måtte han for at skaffe sig eksistensmidler tage plads som huslærer hos gårdejer Larsens enke på Nordskov, nær Odins Høj ved Hellebæk, hvor han førte et meget ensomt liv blandt mennesker, der end ikke anede, at han var poet. Fra denne periode stamme digtene ''Ensomt Liv'' og ''Vinteraften på Landet''. ▼
Både Kaalund selv og hans nærmeste kunne mærke, at han ikke var kaldet til at blive bildende kunstner. Allerede i Freunds atelier havde han forelæst kammeraterne digte, som vandt bifald, og en dag skete det, at [[P.O. Brøndsted]] indfandt sig der og fattede interesse for den unge mand. Han hørte, at Kaalund havde lyst til at ”tage [[artium]]”, men frarådede dette, samtidig med at han nærede sin protegés lyst til at studere historie og skønlitteratur, og senere vejledte ham under dette studium.
 
I sommeren 1838 gjorde Kaalund opsigt med et digt til [[Bertel Thorvaldsen]] og endnu mere næste år med en mindesang over [[Frederik 6.]]. Hans evige higen udkastede store planer om udenlandsrejser og liv blandt Nordamerikas indianere, og vagabonddriften i ham fandt tilslutning hos hans ven Jerichau, som foreslog, at de sammen skulle gå til Rom. Denne plan blev imidlertid kuldkastet ved, at Kaalund fik stærk [[nervefeber]]. Som [[rekonvalescent]] flyttede han ud til [[Bagsværd]] og kom snart til at elske den smukke egn om [[Furesø|Fure-]] og [[Farum Sø|Farumsøen]] så højt, at han fire år igennem tilbragte sin tid i Farum fra foråret til langt ud på efteråret og tit noget af vinteren med. Hos præsten Aagaards var han hurtig hjemme og besang dem i sit digt: ''Til Familien i Præstegården''.
Tre år havde han opholdt sig på Nordskov, da hans trofaste og hjælpsomme ven etatsråd [[Edvard Collin]] overdrog ham at bestyre et ham tilhørende teglværk på Strandmosegård syd for Humlebæk. Med sin gamle iver og interesse for det praktiske kastede Kaalund sig over gerningen der og udkastede talrige planer, med hvis gennemførelse han dog ikke havde lykke. Også der tilbragte han tre år; så blev teglværket solgt, og atter stod han uden eksistensmidler. Til købmand J.B. Jensens hus her ude var han bleven sympatetisk knyttet og forelskede sig i dets unge datter Cathinca. Hans digt ''Måske'' forberedte deres forlovelse, som fandt sted 6. juli 1856, lige inden hans afrejse der fra.▼
 
I Farum dirigerede han "et muntert Sommerfugleliv" i hjem og skov, på sø og mark, og det var en stor, ungdommelig og frejdig kreds, han førte an i en frisk, elskværdig tilværelse. Hans naturbeskrivende digte er så godt som alle fremkommet derude. Det gærede stærkt i ham, og han var i uafbrudt åndelig virksomhed. I enkelte øjeblikke var han bange for, at hans liv var forkvaklet, og at han aldrig mere skulle få sammenknyttet de sønderrevne tråde i sit indre. At der foregik en udvikling i ham, var han sig bevidst, hans ånd og hjerte følte større harmoni, over for verden svandt hans fjendskab, og hans indre væsen fornam ro og tillid; men møjsommelig søgte han efter digterisk form for sit åndelige liv.
For en kort tid fik han nu ansættelse ved mønten i København, hvor han skulle optælle gamle markstykker. Dette åndsfortærende arbejde forlod han for at overtage en plads ved telegrafvæsenet i [[Haderslev]]; gerningen der enerverede ham meget, og han fik tillige gentagne anfald af blodgang. Længselen efter hans brud affødte det bekendte digt ''Til hende''. Hun rådede ham resolut til at opgive den stilling, som aldeles ikke passede ham, og han fulgte hendes råd. Det blev da hans plan at nedsætte sig som boghandler i Haderslev; men af pengemangel måtte han opgive alle forhåbninger i den omtalte retning. Efter et års ophold der ovre drog han tilbage til København. Her samlede, udvalgte og rensede han sine tidligere digte, og resultatet blev ''Et Forår'', der udkom i 1858 og vakte stor opmærksomhed og beundring (6. udgave 1886). [[Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse|Selskabet for de skønne Videnskabers Forfremmelse]] udbetalte ham en pengebelønning.▼
 
Han frembragte en mængde vers, tragedier og epopeer, som dog aldrig blev offentliggjort. Derimod udgav han i 1840 ''Samlede Digte'' og ''Kong Haldan den stærke''. Disse bøger indledte han med varme udtalelser om, hvad han skyldte [[Oehlenschläger]]. Digtsamlingen blev gennemgående modtaget med spot og hån, men indeholdt dog ''Konen ved Leddet i Frederiksdal'', ''Frederik VI'', ''Niels Ebbesens Minde'' osv. En mildere, men dog ikke meget anerkendende omtale fik hans epos, der var stærkt påvirket af Oehlenschläger og [[Esaias Tegnér|Tegnér]] og mindre originalt end digtene. Begge disse bøger røbede fantasi, energi og begejstring.
Det var hans håb, at den anerkendelse, han nu havde vundet, skulle bevirke, at han kunne komme i en fast stilling. Snart tilbød også fængselsdirektøren [[C.N. David]] ham at blive overlærer ved det nyoprettede [[Statsfængslet i Vridsløselille|Vridsløselille Fængsel]], og denne plads tiltrådte han i december 1859, samtidig med at anstalten blev tagen i brug. 6. marts 1860 viedes han til nysnævnte Cathinca Julie Jensine Jensen (født 16. september 1836). – Hans daglige gerning bestod nu i at holde foredrag for, besvare forespørgsler af, undervise og i cellerne samtale med de mange forskellige fanger, holde regnskaber og oversigter i orden osv. Den omstændighed, at han altid helst havde villet indlade sig med problematiske naturer, bevirkede, at de fleste fanger interesserede ham; men han indså snart, at det ikke var let at lære dem at kende. Han troede på menneskenaturen, selv i dens dybeste fornedrelse, og behandlede alle med stor omhu, "med koldt Hoved, men varmt Hjærte". Tappert kæmpede han for cellesystemet og havde på flere områder hårde kampe at bestå for at gennemføre sine principper. Fangerne fik han i tale, vandt deres tillid og erhvervede sig mange venner iblandt dem. Det var et strengt, selvoptugtende liv, han førte der, flere gange gennemgik han heftige sygdomme – blodgang, kopper –, og hans legeme svækkedes derved. oplivelse og styrke hentede han på sine ugentlige besøg hos åndsfrænder i hovedstaden og ved en større rejse, som [[Det anckerske Legat]] bragte ham i stand til at gøre (1863), og på hvilken han besøgte Stockholm, Schweiz, Frankrig, London og Tyskland; den digteriske frugt heraf var ''Rejsetummel''. Han siger ensteds: {{citat|Jeg er Menneske mer, end jeg er Digter,}}▼
og det hørte også til de store undtagelser, at han på Vridsløselille skrev vers. Imod slutningen af sit ophold der ude forfattede han dramaet ''Fulvia'' (1875), hvis skønne enkeltheder og klassiske ånd alligevel ikke kunne dølge, at hans begavelse gik i anden retning end det dramatiske. To år efter udsendte han, også der fra, sin fortrinlige digtsamling ''En Eftervår'' (4. oplag 1889). Imellem denne og ''Et Forår'' lå hele hans lange fængselsperiode; fastheden, sikkerheden, viljekraften, kortheden, det fuldmodne og optøjlede i den nye samling bære præget deraf. Ligesom i ''Fulvia'' kæmper han her for resignationen og kompromiset. Versene ere mejslede af en billedhugger. Snart efter omarbejdede han ''Fulvia'', så det nu kunne opføres på [[Det Kongelige Teater]], hvor det længe har holdt sig på repertoiret og vundet betydelig anerkendelse.– Bemærkelig er dernæst den sangerkrig, han førte mod den nye digtnings repræsentanter Schandorph og Drachmann. Af yderste evne forfægtede Kaalund idealitetens sag, og [[kvintessens]]en af hans mening kan siges at rummes i disse hans ord:▼
 
To år senere udkom ''Valkyrjen Gøndul'', der ligesom de foregående bøger var skrevet i Farum. Dette værk viste stort fremskridt hos forfatteren, trods det forfejlede i digtets sammensætning og trods det, at dets ånd ikke stod mål med dets stof, indeholdt det oprindelighed, flugt og kraft, virkelig storhed og skønhed, og der var megen dygtighed i versslyngningen. Digtets opgave var at vise, hvorledes lysten til jordisk hæder styrter det begavede menneske i fordærvelse. Med rette blev der gjort opmærksom på, at denne anskuelse er fremmed for den hedenske livsbetragtning. Pressen forbigik næsten ganske dette arbejdes fremkomst.
Ildtilbederne af Realiteten▼
dem rammer jeg lige i Planeten.▼
 
Med ''Fabler og blandede Digte'' (1844) trængte Kaalund langt mere igennem. I bladpressen fik han omtrent lutter ros, og det var navnlig P.L. Møller, der i en længere afhandling ydede ham stærk anerkendelse. Da han i slutningen af 1844 sammen med [[J.Th. Lundbye]] udgiver ''Fabler for Børn'', bliver der ham mindre ros til del, men det gik også ud over Lundbye. Mest kendt blandt fablerne er ''Den dræbte And'', der slutter med den berømte linje ''"O, har Du en Moder, da skjøn derpaa!"''
Han ender med i klare ord at skrive sig ind blandt kristendommens tilhængere.▼
 
I de følgende år producerede han ikke meget; han skrev nogle anmeldelser af kunstudstillinger og udkastede sammen med [[Poul Chievitz]] planen til ''En Fortid''. Desuden udgav han fra 1845-47 sammen med [[J.C. Gerson]] ''Månedsskrift for Børn'', hvori han skrev forskellige stykker i prosa og digte som ''Den firbenede Gadestryger'' (Proletar), ''Bjørnen som Rytter'', ''Nisserne på Vandring'', ''I Staden og på Landet'' osv.
På samme tid som han fører denne strid, og netop som ''Fulvia'' skal opføres, bryder han (i marts 1881) efter 21 års arbejde på Vridsløselille op der fra for at søge den hvile, hans legeme så hårdt trængte til. Med en pension på 1500 kr., en digtergage af 1000 kr. og desuden nogle rentepenge kunne han med sine nøjsomme fordringer sikre sig et anstændigt udkomme. Han tog nu ophold i Valby, senere på Frederiksberg, og følte da poesien slå med vingerne, som om den først nu ville udfolde sig i ham. De legemlige kræfter strakte imidlertid ikke til. ideer myldrede i hans hoved, sit medfødte lune og sin evne for det epigrammatiske, som han mente ikke tilstrækkelig var kommen til sin ret i hans digtning, håbede han nu at skulle udfolde; han havde lagt planen til en roman og ønskede at benytte sine rigepsykologiske erfaringer i et lystspil; men alt dette blev kun forsætter. En sommerrejse, som han i 1884 gjorde til Modum, styrkede ham meget; men vinteren bragte atter nedgang med sig. Det viste sig nu, at han led af mavekræft. efter at han havde ligget til sengs i en måned og lidt meget, døde han 27. april 1885. over hans grav er der ved bidrag fra danske mænd og kvinder rejst et smukt gravmonument. Hans ''Efterladte Digte'' udgav [[Otto Borchsenius]] (1885).▼
 
Hans økonomiske situation var ringe; dels støttedes han af [[Christian VIII]], dels af Grev Moltke-Bregentved og sin ven kaptajn Fr. Schack, i hvis hjem på Christianshavns Kaserne han om vinteren opholdt sig. Christian VIII ville gerne have benyttet Kaalund til i pressen at virke for hans sag, men da dette ikke ville lykkes, trak kongen sig tilbage fra ham. Kaalund ville aldrig træde i noget partis tjeneste. Han holdt i disse år omgang med folk som [[Jens Christian Hostrup]], [[Peder Ludvig Møller]], [[Kristian Arentzen]], [[Johan Peter Martin Grüne]], [[Jacob Jacobsen Dampe]] og [[Meïr Aron Goldschmidt]]. Goldschmidt inspireredes ofte af Kaalunds mundtligt fremsatte ideer, hvorfor vennerne kaldte Kaalund for ''Goldschmidts Jordemoder''. Han var stadig meget optaget af Grundtvig.
Kaalund var en primitiv digter, fri for skole og principper, og alle vegne elskede han det oprindelige; derfor førte hans ungdoms higen ham mod oldtidslivet, i sin manddoms dage søgte han til bunds i menneskelivet, og altid fandt han sin trøst i naturen. Han var efterårets sanger; foråret, følte han, gjorde ham til en umandig drømmer, og derfor lå det erotiske også fjernt fra ham; høsten derimod vakte hans eftertanke. Af al magt søgte han gennem ihærdigt arbejde at forme sin egen personlighed i overensstemmelse med sin digtning. Det højeste, han ville nå, var "Klarhed i Sindet, Renhed, Sjælefred, Mod til at lide, Kraft til at undvære". I hans etiske livsanskuelse er der mandig tro på livets højere magter, mild alvor og stor sundhed. ▼
 
==Treårskrigen og tiden efter==
▲SåMed kom[[Treårskrigen|krigsudbruddet]] i [[1848!]] Påblev Kaalund på mange måder grebgrebet [[tidsånden]]af hamtidsånden, og han skrev forskellige patriotiske digte. I 1849 blev han ansat som hjælpeintendant, ved armeen, og i denne egenskab deltog han i [[Olaf Rye|Ryes]] tilbagetog i Jylland. I 1850 opholdt han sig som ambulanceforvalter mest i [[Kolding]]. Efter krigen måtte han, for at skaffe sig eksistensmidler, tage plads som huslærer hos gårdejer Larsens enke på Nordskov, nær Odins Høj ved [[Hellebæk]], hvor han førte et meget ensomt liv blandt mennesker, der end ikke anede, at han var poet. Fra denne periode stammestammer digtene ''Ensomt Liv'' og ''Vinteraften på Landet''.
 
▲Tre årHan havde han opholdt sig på Nordskov tre år, da hans trofaste og hjælpsomme ven etatsråd [[Edvard Collin]] overdrog ham at bestyre et ham tilhørende teglværk på Strandmosegård syd for [[Humlebæk]]. Med sin gamle iver og interesse for det praktiske kastede Kaalund sig over gerningen der og udkastede talrige planer, med hvis gennemførelse hansom dog ikkealdrig havdeblev lykkegennemført. Også der tilbragte han tre år; så blev teglværket solgt, og atter stod han uden eksistensmidler. TilHan købmandvar J.B.i Jensensmellemtiden husblevet hersympatetisk udeknyttet vartil hanKøbmand blevenJ.B. sympatetiskJensens knyttethus og forelskedehavde forelsket sig i detsden unge datter Cathinca. Hans digt ''Måske'' forberedte deres forlovelse, som fandt sted 6. juli 1856, lige inden hans afrejse der fra Humlebæk.
 
▲For en kort tid fik han nu ansættelse ved mønten i København, hvor han skulle optælle gamle markstykker. Dette åndsfortærende arbejde forlod han for at overtage en plads ved telegrafvæsenet i [[Haderslev]];. gerningenGerningen derdér enerveredekedede ham meget, og han fik tillige gentagne anfald af [[blodgang]]. Længselen efter hans brud affødte det bekendte digt ''Til hende''. Hun rådede ham resolut til at opgive den stilling, som aldeles ikke passede ham, og han fulgte hendes råd. Det blev da hans plan at nedsætte sig som boghandler i Haderslev;, men af pengemangel måtte han opgive alle forhåbninger i den omtalte retning. Efter et års ophold der ovre drog han tilbage til København. Her samlede, udvalgte og rensede han sine tidligere digte, og resultatet blev ''Et Forår'', der udkom i 1858 og vakte stor opmærksomhed og beundring (6. udgave 1886). [[Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse|Selskabet for de skønne Videnskabers Forfremmelse]] udbetalte ham en pengebelønning.
 
==Gennembrud som forfatter==
Efter et års ophold i Haderslev og kuldsejlede planer om at blive boghandler drog Kaalund tilbage til København. Her samlede, udvalgte og rensede han sine tidligere digte, og resultatet blev ''Et Forår'', der udkom i 1858 og vakte stor opmærksomhed og beundring. [[Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse|Selskabet for de skønne Videnskabers Forfremmelse]] tildelte ham en pengebelønning.
 
Det var hans håb, at den anerkendelse, han nu havde vundet, skulle bevirke, at han kunne få en fast stilling. Snart tilbød også fængselsdirektøren [[C.N. David]] ham at blive overlærer ved det nyoprettede [[Statsfængslet i Vridsløselille|Vridsløselille Fængsel]], og denne plads tiltrådte han i december 1859, samtidig med at anstalten blev tagen i brug. 6. marts 1860 viedes han til Cathinca Julie Jensine Jensen (født 16. september 1836), som han var blevet forlovet med under sin tid i Humlebæk.
 
▲Det var hans håb, at den anerkendelse, han nu havde vundet, skulle bevirke, at han kunne komme i en fast stilling. Snart tilbød også fængselsdirektøren [[C.N. David]] ham at blive overlærer ved det nyoprettede [[Statsfængslet i Vridsløselille|Vridsløselille Fængsel]], og denne plads tiltrådte han i december 1859, samtidig med at anstalten blev tagen i brug. 6. marts 1860 viedes han til nysnævnte Cathinca Julie Jensine Jensen (født 16. september 1836). – Hans daglige gerning bestod nu i at holde foredrag for, besvare forespørgsler af, undervise og i cellerne samtale med de mange forskellige fanger, holde regnskaber og oversigter i orden osv. DenHan omstændighed, at hanhavde altid helstforetrukket havde villetat indlade sig med problematiske naturer, bevirkede, atog de fleste fangeraf fangerne interesserede ham; derfor, men han indså snart, at det ikke var let at lære dem at kende. Han troede på menneskenaturen, selv i dens dybeste fornedrelse, og behandlede omhyggeligt alle med stor omhu, "med koldt Hoved, men varmt Hjærte". Tappert kæmpede han for cellesystemet og havde på flere områder hårde kampe at bestå for at gennemføre sine principper. Fangerne fik han i tale, vandt deres tillid og erhvervede sig mange venner iblandt dem. Det var et strengt, selvoptugtende liv, han førte der, flere gange gennemgik han heftige sygdomme –som [[blodgang,]] kopperog –[[kopper]], og hans legemekrop svækkedes derved. oplivelseOplivelse og styrke hentede han på sine ugentlige besøg hos åndsfrænder i hovedstaden og ved en større rejse, som [[Det anckerske Legat]] bragtesatte ham i stand til at gøre (i 1863),. ogPå pådenne hvilkenrejse besøgte han besøgte [[Stockholm]], [[Schweiz]], [[Frankrig]], [[London]] og [[Tyskland;]]. denDen digteriske frugt heraf var ''Rejsetummel''. Han siger ensteds: {{citat|Jeg er Menneske mer, end jeg er Digter,}}
 
▲Han siger et sted: ''"Jeg er Menneske mer, end jeg er Digter"'', og det hørte også til de store undtagelserundtagelserne, at han på Vridsløselille skrev vers. Imod slutningen af sit ophold der udederude forfattede han dramaet ''Fulvia'' (1875), hvis skønne enkeltheder og klassiske ånd alligevel ikke kunne dølgeskjule, at hans begavelse gik i anden retning end det dramatiske. To år efter udsendte han, også der fra, sin fortrinlige digtsamling ''En Eftervår'' (4. oplag 1889). Imellem denne og ''Et Forår'' fra 1858 lå hele hans lange fængselsperiode;periode med arbejde i fængselet: fastheden, sikkerheden, viljekraften, kortheden, det fuldmodne og optøjlede isom den nye samling bærebar prægetpræg derafaf. Ligesom i ''Fulvia'' kæmperkæmpede han her for resignationen og kompromiset. Versene ereer som mejslede af en billedhugger. Snart efter omarbejdede han ''Fulvia'', så det nu kunne opføres på [[Det Kongelige Teater]], hvor det længe har holdt sig på repertoiret og vundet betydelig anerkendelse.– Bemærkelig er dernæst den sangerkrig, han førte mod den nye digtnings repræsentanter Schandorph og Drachmann. Af yderste evne forfægtede Kaalund idealitetens sag, og [[kvintessens]]en af hans mening kan siges at rummes i disse hans ord:
 
Snart efter omarbejdede han ''Fulvia'', så det nu kunne opføres på [[Det Kongelige Teater]], hvor det længe holdt sig på repertoiret og vandt betydelig anerkendelse. Bemærkelsesværdig var også den sangerkrig, han førte mod repræsentanterne for den nye digtning, [[Sophus Schandorph]] og [[Holger Drachmann]. Af yderste evne forfægtede Kaalund idealitetens sag, og [[kvintessens]]en af hans mening kan siges at rummes i disse hans ord:
▲ {{citat|Ildtilbederne af Realiteten
▲ dem rammer jeg lige i Planeten.}}
▲Han ender med i klare ord at skrive sig ind blandt kristendommens[[kristendom]]mens tilhængere.
 
▲På samme tid som han førerførte denne strid, og netop som ''Fulvia'' skalskulle opføres, bryderbrød han (i marts 1881), efter 21 års arbejde på Vridsløselille, op der fra Vridsløselille for at søge den hvile, hans legeme så hårdt trængte til. Med en pension på 1500 kr., en digtergage af 1000 kr. og desuden nogle rentepenge kunne han med sine nøjsomme fordringer sikre sig et anstændigt udkomme. Han tog nu ophold i [[Valby]], senere på [[Frederiksberg]], og følte da poesien slå med vingerne, som om den først nu ville udfolde sig i ham. De legemlige kræfter strakte imidlertid ikke til. ideerIdeer myldrede i hans hoved, sit medfødte lune og sin evne for det epigrammatiske[[epigram]]matiske, som han mente ikke tilstrækkelig var kommen til sin ret i hans digtning, håbede han nu at skulle udfolde;. hanHan havde lagt planen til en roman og ønskede at benytte sine rigepsykologiskerige, psykologiske erfaringer i et lystspil;, men alt dette blev kun forsætter. En sommerrejse, som han i 1884 gjorde til [[Modum]] i Norge, styrkede ham meget;, men vinteren bragte atter nedgang med sig. Det viste sig nu, at han led af [[mavekræft]]. efterEfter at han havdehave ligget til sengs i en måned og lidt meget, døde han 27. april 1885. overOver hans grav er der ved bidrag fra danske mænd og kvinder rejst et smukt gravmonument. Hans ''Efterladte Digte'' udgav [[Otto Borchsenius]] (1885).
 
H.V. Kaalund er begravet på [[Solbjerg Parkkirkegård]] på [[Frederiksberg]].<ref name=gravsted_dk>* {{Gravsted.dk navn|hvkaalund}}</ref>
 
==Stil som digter==
▲Kaalund var en primitiv digter, fri for skole og principper, og alle vegne elskede han det oprindelige;. derforDerfor førte hans ungdoms higen ham mod oldtidslivet, i sin manddoms dage søgte han til bunds i menneskelivet, og altid fandt han sin trøst i naturen. Han var efterårets sanger; foråret, følte han, gjorde ham til en umandig drømmer, og derfor lå det erotiske også fjernt fra ham; høsten derimod vakte hans eftertanke. Af al magt søgte han gennem ihærdigt arbejde at forme sin egen personlighed i overensstemmelse med sin digtning. Det højeste, han ville nå, var "Klarhed i Sindet, Renhed, Sjælefred, Mod til at lide, Kraft til at undvære". I hans etiske[[etisk]]e livsanskuelse er der mandig tro på livets højere magter, mild alvor og stor sundhed.
 
==Biografi==
Nogle af Kaalunds værker:
* ''Samlede Digte'' (1840)
* ''Kong Haldan den stærke'' (1840)
* ''Valkyrjen Gøndul'' (1842)
* ''Fabler og blandede Digte'' (1844)
* ''Fabler for Børn'' (1844), med J.Th. Lundbye
* ''Et Forår'' (1858)
* ''Fulvia'' (1875)
* ''En Eftervår'' (1877)
* ''Efterladte Digte'' (1885, posthumt)
 
== Eksterne henvisninger ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/H.V._Kaalund"