Wikipedia

Johann Heinrich Pestalozzi: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Linje 14:
rival og derfor gjorde alt for at bringe ham i vanry. Pestalozzi jublede af glæde over at tumle med sine kære børn, men samlivet med skomageren blev i længden uudholdeligt. I 1800 fik Pestalozzi af myndighederne lov til at benytte [[slot]]tet i Burgdorf til en opdragelsesanstalt. Her fandt han endelig sit rette arbejdsfelt, og her begyndte han også at fremsætte en metode for sit arbejde: Han vil basere opdragelsen på de love, som bestemmer menneskesjælens udvikling. Dygtige medhjælpere kom til ham: [[Hermann Krüsi|Krüsi]], [[Johannes Ramsauer|Ramsauer]], [[Johannes Niederer|Niederer]] og [[Joseph Schmid|Schmid]], og anstalten udvidedes til også at blive et [[pensionat]] og et seminarium for vordende lærere. I Burgdorf skrev Pestalozzi sit første egentlige pædagogiske skrift: ''Wie Gertrud ihre Kinder lehrt'' (1801) og ''Buch der Mütter oder Anleitung für Mütter ihre Kinder bemerken und reden zu lehren'' (1803). I forening med de andre lærere udarbejdede han ''ABC, der Anschauung, oder Anschauungslehre der Massverhältnisse'', og kort efter ''Anschauungslehre der Zahlverhältnisse''.
 
I 1802 blev anstalten underkastet en undersøgelse, og resultatet var så tilfredsstillende, at skolen blev erklæret for offentlig, og forstandere og lærere kom på fast [[løn]]. Dette i forbindelse med nævnte skrifter førte Pestalozzis navn langt ud over fædrelandets grænser og gjorde ham verdensberømt. Den pædagogiske romanskriver blev pædagogisk reformator. Dog måtte han 1804 opgive Burgdorf og flytte sin anstalt til [[Münchenbuchsee]]. Her blev han nabo til [[HofwylHofwil]], hvorfra den praktiske [[Philipp Emanuel von Fellenberg|Fellenberg]] rakte ham en hjælpende hånd. Opholdet her varede kun kort. Fellenberg og Pestalozzi kunne ikke arbejde sammen, og da forskellige kantoner tilbød Pestalozzi at yde hus til ham og hans virksomhed, flyttede han 1805 anstalten til [[Yverdon-les-Bains|Yverdun]], hvor han håbede at kunne leve resten af sine dage i fred. Dette opnåede han dog ikke. Hans anstalts ry bredte sig over hele [[Europa]]. [[Fichte]] hilste hans virksomhed som en begyndelse til menneskeslægtens fornyelse, Konger og fyrster kappedes om at vise ham opmærksomhed. Elever strømmede til, så at anstalten 1809 talte 160 elever med 15 lærere samt 34 voksne studerende. Men som lykkens sol stod højest, trak tunge skyer hen over Pestalozzis himmel.
 
Det store Elevantalelevantal fra forsk.forskellige Landelande medførte en [[Babelstårnet|babylonisk]] Sprogforvirringsprogforvirring og umuliggjorde Familielivetfamilielivet, der stod for P.Pestalozzi som det herligste ved Tilværelsentilværelsen. De hyppige Besøgbesøg af Fremmedefremmede virkede forstyrrende på undervisningen, og aldeles ødelæggende var de stridigheder, der opstod mellem lærerne, navnlig mellem den videnskabelig dannede Niederer og den administrativt dygtige, men i
høj grad egenrådige Schmid. En undersøgelse, regeringen 1809 lod foretage, faldt uheldig ud for Pestalozzi, og kommissionens redegørelse gav hans modstandere vind i sejlene. Vel forlod Schmid anstalten, men blev efter 5 års forløb kaldt tilbage for at bruge orden i de økonomiske forhold. Under alt dette bøjedes Pestalozzi dybt. I 1818 dannede han en ny fattiganstalt i nærheden af Yverdun, hvor han begyndte med 12 fattige drenge; men da han 5 år efter ville flytte den til Neuhof, nægtede eleverne at følge med, hvorfor han dybt bedrøvet trak sig tilbage fra sin virksomhed. Et par år levede han på Neuhof, sysselsat med at nedskrive sine [[erindringer]] i ''Schwanengesang'' og ''Meine Lebensschicksale als Vorsteher meiner Erziehungsanstalten in Burgdorf und Iferten'' (1826).
forstyrrende paa Undervisningen, og aldeles ødelæggende var de Stridigheder, der opstod mellem Lærerne, navnlig mellem den videnskabelig dannede Niederer og den administrativt dygtige, men i
høj Grad egenraadige Schmid. En Undersøgelse, Regeringen 1809 lod foretage, faldt uheldig ud for P., og Kommissionens Redegørelse gav hans Modstandere Vind i Sejlene. Vel forlod
Schmid Anstalten, men blev efter 5 Aars Forløb kaldt tilbage for at bruge Orden i de økonomiske Forhold. Under alt dette bøjedes P. dybt. 1818 dannede han en ny Fattiganstalt i
Nærheden af Yverdun, hvor han begyndte med 12 fattige Drenge; men da han 5 Aar efter ville flytte den til Neuhof, nægtede Eleverne at følge med, hvorfor han dybt bedrøvet trak sig
tilbage fra sin Virksomhed. Et Par Aar levede han paa Neuhof, sysselsat med at nedskrive sine Erindringer i »Schwanengesang« og »Meine Lebensschicksale als Vorsteher meiner
Erziehungsanstalten in Burgdorf und Iferten« (1826).
 
P.’s Kærlighed til de Smaa i Samfundet
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Johann_Heinrich_Pestalozzi"