Wikipedia

Norge under 2. verdenskrig: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Gendannelse til seneste version ved Villy Fink Isaksen, fjerner ændringer fra 88.85.33.204 (diskussion | bidrag)
m Kommateringer og mindre sproglige justeringer.
Linje 50:
Den [[13. juni]] indledte [[Stortinget]]s formandskab en række rigsrådsforhandlinger med de tyske myndigheder, som ønskede en norsk regering, der kunne indgå en fredsaftale med Tyskland, og som kunne styre landet på vegne af besættelsesmagten. De norske repræsentanter gik i stort omfang ind på tyskernes krav, og formandskabet sendte i slutningen af juni et brev til kongen. Heri blev han bedt om at [[Abdikation|abdicere]], da han ikke længere var i stand til at styre landet. Formandskabet foreslog desuden, at [[Johan Nygaardsvold]]s regering ikke længere skulle anerkendes som Norges regering. En prøveafstemning, som blev holdt i Stortinget, viste et flertal for forslaget. Kongen svarede i en radiotransmitteret tale over [[BBC]], at han ikke kunne medvirke til en ordning "som strider mod [[Norges grundlov]] og som med magt søges påtvunget det norske folk". Kongens nej var et af de få lyspunkter denne sommer og blev en stærk inspiration i det norske folks modstand mod besættelsesmagten.
 
Den [[25. september]] [[1940]] erklærede den tyske civile rigskommissær [[Josef Terboven]], at rigsrådsforhandlingene var afbrudt, at kongen og eksilregeringen var afsat, administrationsrådet opløst, og at alle politiske partier var forbudt undtagen [[Nasjonal Samling]].
 
Ved [[statsakten på Akershus]] den [[1. februar]] [[1942]] blev Vidkun Quisling udnævnt som leder for en kommissarisk (administrativ) norsk [[regering]]; den var dog ikke demokratisk valgt. Det var meningen, at nordmændene skulle have haft [[suverænitet]]en overdraget, men den tyske regering bestemte sig i stedet for at udnævne en national regering med vide beføjelser, der skulle fungere, så længe krigen varede.
Linje 56:
=== Modstandsbevægelser ===
{{Uddybende|Den norske modstandsbevægelse}}
I årene forud for krigsudbruddet var den tysk-organiserede, [[kommunisme|kommunistiske]] Wollweber-organisation godt organiseret blandt norske sømænd. Den unge sømand og Spaniensfrivilligespaniensfrivillige [[Asbjørn Sunde]] organiserede fra [[1941]] til [[1944]] den såkaldte [[Osvaldgruppen|Osvaldgruppe]], der gennemførte mere end 200 [[sabotage]]-aktioner i Norge.<ref>Sunde, Asbjørn: ''Menn i mørket'', selvbiografi 1947, Spartacus Forlag 2009. Forord af historikeren Lars Borgersrud. ISBN 978-82-430-0467-2.</ref> Nogle af disse havde stor betydning for okkupationen, eksempelvis sprængningen af [[kartotek]]erne for den frivillige arbejdstjeneste, og en række af aktionerne blev udført for Hjemmefronten, eller af de regeringsloyale politifolk, der i Oslo indgik i ''Politigruppen''.
 
Der blev kun i mindre omfang udført sabotage og [[guerillakrig]] af øvrige civile nordmænd. Det kan have skyldtes, at den type handlinger er i strid med [[Haager Landkrigsreglementet|krigens folkeret]] (4. Haagkonvention, landkrigsordningen), som definerer dem som [[krigsforbrydelse]]r, fordi en soldat skal bære uniform, ikke forklæde sig som civil og bære sine våben synligt. En anden årsag kan være, at eksilregeringen i London af frygt for repressalier mod civilbefolkningen i almindelighed ikke ønskede aktiv, voldelig modstand i landet. I stedet indsamlede modstandsbevægelsen informationer om tyskernes troppebevægelser i landet og var med til at smugle folk ud af landet og agenter ind.
 
=== Norske styrker ===
Omkring 80.000 nordmænd flygtede til eller havnede i udlandet under 2. verdenskrig. Da den norske regering fortsatte med at fungere i [[eksil]] i [[Storbritannien]] (og USA og Canada), kom en del nordmænd til at deltage i norske militære enheder grundlagt på fremmed jord – de såkaldte ''utestyrkene'' (udestyrker). Under [[Allied Forces Act]] kunne eksilregeringen indføre tvungen værnepligt blandt nordmænd på britisk territorium, hvilket blev iværksat den [[1. januar]] [[1941]]. De norske styrkers forhold blev detailreguleret gennem en militæraftale den [[28. maj]] 1941 mellem den norske eksilregering og den britiske regering. Ved [[VE-dag|krigens afslutning i Europa]] bestod de norske udestyrker af 28.000 mænd og kvinder. Hjemmestyrkerne, [[Milorg]] bag de tyske fiendtligefjendtlige linjer, med ca. 20.000 stridendemand, var mere problematiske at organisere, og kom først under regeringens kontrollkontrol i [[1941]].
 
==== Marinen ====
Linje 72:
De frie norske flystyrker drev under 2. verdenskrig fem [[eskadrille]]r:
 
* [[330-skvadronen]] (operativ fra 1941), [[Northrop N-3PB]], [[Consolidated PBY Catalina]], [[Short Sunderland]].
* [[331 (N) Squadron RAF]] (operativ fra 1941), [[Hawker Hurricane]], [[Spitfire|Supermarine Spitfire]].
* [[332 (N) Squadron RAF]] (operativ fra 1942), Spitfire.
* [[333 (N) Squadron RAF]] (operativ fra 1943), [[de Havilland Mosquito]], Catalina.
* [[334 (N) Squadron RAF]], Mosquito.
 
En del af ''Luftforsvarets'' personel blev i kortere eller længere tid afgivet til britiske enheder. Omkring 60 nordmænd gjorde tjeneste i [[RAF Bomber Command]]. Et antal gjorde også tjeneste i britiske jagereskadriller og for [[Special Operations Executive|SOE]]. To nordmænd, [[fenrik]] Hermann H. Becker og [[major]] Arne Austeen, deltog i [[Shellhusbombardementet]] i [[København]] i marts 1945. Norske flyvere i britiske enheder er tilskrevet 38 nedskudte, fire formodet nedskudte og 17 beskadigede fjendtlige fly. De norske jagerflyeskadriller 331 og 332 samt norske flyvere afgivet til [[Royal Air Force|RAF]] blev til sammen tilskrevet 247 nedskudte, 42 formodet nedskudte og 142 beskadigede fjendtlige fly og [[V1-missil]]er.
Linje 85:
Hæren var den lavest prioriterede af udestyrkens værn. Mandskabsstyrken kom aldrig op over 4.000. Efter den sidste store omorganisering i [[1942]] bestod hæren af:
[[Fil:Norwegian troops greenock.JPG|300px|thumb|Norske soldater om bord på et troppetransportskib ved [[Greenock]] i Skotland]]
* [[Den norske brigade i Skotland]].
* ''[[Kompani Linge]]'': En britisk [[Special Operations Executive|SOE]]-operation, men fra slutningen af [[1942]] en del af den norske hær.
* [[No. 5 Troop 10 Interallied Commando]]: Delingen udgik i [[1942]] fra brigaden i Skotland, og var i [[10 Interallied Commando]] under britisk kommando.
* ''Det norske kompani Island'': Trænede bl.a. britiske og amerikanske styrker i vinterkrig.
* En garnison på [[Svalbard]].
* En garnison på [[Jan Mayen]].
* En garnison på [[South Georgia og South Sandwich Islands|South Georgia]].
* En kystartillerigruppe: Bemandede fra [[1942]] to kystartilleriforter ved [[Cromarty Firth]] i [[Skotland]], konverteret til antiluftskyts i [[1945]].
* [[Forbindelsesofficer]]er: 50 forbindelsesofficerer var [[delingsfører]]e i britiske enheder, som det var antaget, at skotlandsbrigaden skulle operere sammen med ved en invasion af Norge. Disse kom i stedet i kamp på kontinentet sammen med deres enheder.
* Et felthospital.
 
Fra hæren blev der for hele krigen opgjort 165 døde, 49 krigsfanger og 12 savnede.
Linje 141:
Den [[26. november]] [[1942]] blev 302 mænd, 188 kvinder og 32 børn overdraget til tyskerne i Oslo havn. I alt blev 522 norske jøder sendt på den første transport med [[DS Donau|DS ''Donau'']] til [[Szczecin|Stettin]] i Tyskland (i dag Polen), hvorfra de fortsatte til udryddelseslejren [[Auschwitz]].<ref>{{cite news|url=http://www.festningsverk.no/berg%20fengsel.htm|title= Jødene på Berg interneringsleir 1942 |publisher=festningsverk.no}}</ref> Yderligere 26 jøder blev samme dag sendt sammen med andre norske fanger på skibet [[MS Monte Rosa|MS ''Monte Rosa'']]. Også denne gruppe endte i Auschwitz. MS ''Monte Rosa'' hentede en ny last fanger i form af en transport fra Grini den [[19. november]] samme år. Blandt dem var 20 jøder.
 
Det skulle blive den sidste store transport. Men 158 jøder – for en stor del kvinder, børn og syge – blev sendt fra [[Oslo]] med skibet ''Gotenland'' den [[24. februar]] [[1943]]. Af disse blev 28 af de sundeste mænd registreret i Auschwitz, mens de øvrige 130 blev sendt direkte i [[Gaskammer|gaskamrene]].
 
Mellem 50 og 100 jøder sad fanget i lejre eller fængsler i Norge. 23 af dem omkom eller blev dræbt. Det lykkedes for nogle få jøder at holde sig skjult i Norge under hele krigen.
Linje 148:
 
==== Flugter til Sverige ====
Med hjælp fra forskellige modstandsbevægelser lykkedes det forreddede omkring 1.000 jøder at redde sig til Sverige,<ref>[http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article2843813.ece «Sterkt møte med en ukjent fortid» artikkel fra ''Aftenposten'' 31. december 2008]</ref> og det lykkedes for et mindre antal personer at sejle over [[Nordsøen]] til Storbritannien.
 
De eksisterende organisationer, som arbejdede med at hjælpe flygtninge til Sverige, havde på dette tidspunkt en kapacitet på omkring 60 personer om ugen. Ruterne gik nødvendigvis gennem [[vildmark]]er og var fysisk krævende. For at få et så stort antal civile, inklusive kvinder, børn og syge over grænsen på kort tid, måtte der improviseres. Foruden [[Milorg]]s og [[Sivorg]]s etablerede organisationer blev en del nye grupper nu etableret, og nye personer inddraget i arbejdet. Den korte tid, der var til dette, førte til sikkerhedsbrud, arrestationer og henrettelser.
Linje 155:
==== Nordmænd i tysk fangenskab ====
[[Fil:Grini 1941-43.jpg|thumb|En opstilling af fanger ved [[Grini|Grini fangelejr]]]]
I alt blev cirkaca. 44.000 nordmænd arresteret af besættelsesmagten under 2. verdenskrig, og der blev ført kartotek over disse. Hver enkelt personregistrering bestod af navn, personlige oplysninger og oversigt over afsoningssteder og -perioder. Blandt de fængslede var ca. 4.000 kvinder. De fleste sad fanget i Grini, og af dem blev mere end 100 videresendt til [[Ravensbrück]] i Tyskland.
 
I de første uger efter besættelsen blev fangerne indsat i almindelige norske fængsler. Først senere blev der bygget fangelejre. Tugthuse blev bygget til fanger, som skulle straffes ekstra hårdt. Fængslerne var overfyldt allerede i løbet af sommeren 1940. I 1944 var lejrene så overfyldte, at skoler og forsamlingshuse blev brugt som fængsler. Den største lejr var Grini i Oslo, som også blev brugt til opsamling før deportationer til Tyskland. Omtrent 8.000 norske fanger blev sendt til koncentrationslejre i Tyskland og Polen. Omkring 600 blev sendt til tyske tugthuse eller fængsler helt frem til slutningen af 1944.
Linje 182:
|}
 
Norske jøder ankom til Auschwitz i Polen i to store grupper: Den første ankom [[1. december]] 1942 med den største gruppe på 532 fanger, og af disse overlevede kun arbejdsduelige mandmænd selve ankomsten. Den [[3. marts]] 1943 ankom 158 fanger, hvoraf 26 levede længere end ankomstdagen. Ca. 60 jøder fra Norge kom i løbet af de næste dage, og senere blev yderligere ca. 20 overført til Auschwitz fra andre lejre, så i alt 767 norske jøder sad i lejren. Af de 767 overlevede kun 32 krigen.
 
Efter [[Nacht und Nebel]]-direktivet kom en række nordmænd til koncentrationslejren Natzweiler, og af disse overlevede cirka halvdelen.
Linje 188:
Af de norske fanger i Stutthof var størstedelen over 300 politimænd, som blev arresteret den [[16. august]] [[1943]] under [[Aktion Polarkreis]]. Et tilsvarende antal politimænd blev holdt i fangenskab i Grini i Norge.
 
Allerede i februar 1942 blev 86 officerer sendt til den polske landsby [[Schokken]] (Skoki) til krigsfangelejren Oflag XXI C. I løbet af halvandet år steg tallet til 128, heriblandt en [[matros]], som var blevet taget til fange ved en illegal aktion ipå [[Vestlandet]]. Alle disse fanger blev flyttet til [[Grune bei Lissa]] (Gronovo ved Leszno) i september 1943. I slutningen af 1943 blev alle fangerne overført til [[Schildberg]] (Ostrzeszow). Betegnelsen Oflag XXI C blev beholdt helt frem, til fangerne i januar [[1945]] måtte marchere til [[Luckenwalde]] syd for [[Berlin]]. De blev her interneret i den gigantiske lejr Stalag IIIA, Sonderlager Oflag.
 
Ca. 1.500 norske officerer blev arresteret den [[16. august]] 1943. Ca.Af 500dem blev omkring 500 sendt hjem af forskellige årsager, mens næsten 1.000 mand blev sendt til de to polske lejre i Polen, nemlig Grune bei Lissa og Schildberg. Lejrene fik betegnelsen henholdsvis Oflag XXI C z og Oflag XXI C. Det lille z står for Zweiglager eller filiallejr. Lejren var administrativt underlagt lejren i Schildberg. En beretning om de norske officerer i tysk fangenskab blev på opfordring af [[general]] [[Otto Ruge]] skrevet af [[premierløjtnant]] [[Knut Lindboe Spenning]] efter krigen og fik titlen ''I tysk krigsfangenskap''.
 
Fra begyndelsen af marts 1945 blev norske og danske fanger hentet af svensk [[Røde Kors]] med [[de hvide busser]]. De blev først samlet i lejren Neuengamme og derfra kørt til Sverige den [[20. april]] 1945.
Linje 202:
 
=== Nordmænd i Vichy-fransk fangenskab ===
Efter [[Frankrig]]s kapitulation i [[1940]] blev 639 norske sømænd tilbageholdt af den franske [[Vichy-regeringen|Vichy-regering]] i det nordlige [[Afrika]]. De fik tilbud om at blive overgivet til tyskerne og måske hjemsendt til Norge. Kun 59 gik med til det., mens 349 flygtede til allierede områder. Resten blev holdt fanget om bord på skibe eller i lejre til [[Operation Torch|den allierede landgang i Nordafrika]] i november 1942.
 
== Krigens afslutning ==
[[Fil:Kongefamilien 1945.jpg|250px|thumb|Kongefamilien vender tilbage til Oslo i juni 1945]]
Tyskland kapitulerede den [[8. maj]] [[1945]]<ref name="nolex"/>, og i løbet af sommeren 1945 blev de tyske styrker sendt tilbage til deres hjemland. De allierede frygtede, at den tyske hær i Norge ville nægte at kapitulere og forsvare sig energisk på norsk jord. At Tyskland frivilligt ville opgive kontrollen over Norge, som var stærkt befæstet, og hvor de havde næsten en halv million soldater, var på ingen måde indlysende. Men den øverstkommanderende i Norge fik ordre om kapitulation fra den nye ''Reichspräsident'', [[Karl Dönitz]].
 
Kongefamilien og eksilregeringen vendte tilbage til Norge i løbet af maj og juni samme år.
Linje 218:
* Totalt 10.262 døde, heraf:
** Norske militærfolk: 2.000, heraf:
*** I Norge: 877, heraf 853 under felttoget i 1940.
*** I udlandet: 1.123.
** Frontkæmpere i tysk tjeneste: 689.
** Søfolk i handelsflåden: 3.638, heraf:
*** Indenrigsfart: 635.
*** Langfart: 3.003.
** Deltagere i modstandsbevægelsen og politiske fanger: 2.091.
** Civile: 1.779.
** Likvideringer udført af modstandsbevægelsen: 65.
 
==== Norske dødsfald i tysk fangenskab (deltal) ====
* Henrettet i Norge: 369.
* Henrettet i Tyskland: 29.
* Omkommet i fangenskab i Norge: 130, heraf blev 38 mænd og en kvinde tortureret ihjel.
* Omkommet i fangenskab udenforuden for Norge 1.210, heraf 610 norske jøder.
 
SSBs (''Statistisk SentralByrå'') statistik indeholder ikke dødstal for udenlandske eller statsløse jøder deporteret til koncentrationslejre fra Norge. Ifølge andre kilder blev 131 af disse dræbt i tysk fangenskab.
 
SSB opererer desuden med 366 henrettede. Tallene herover er justeret efter [[Berit Nøkleby]]s ″Skutt blir den...″, som medtager flere grupper, der blev henrettet. 19 nordmænd, som blev henrettet af Quisling-regimet, er ikke medregnet i det ovenstående.
 
Ifølge A. Mølands ''Over grensen'' er antallet af likviderede 82.
Linje 242:
==== Norske kvindelige dødsfald (deltal) ====
* 883 kvinder døde, heraf:
** 266 medlemmer af modstandsbevægelsen eller politiske fanger.
** 13 i tysk tjeneste.
** 2 likvideret af modstandsbevægelsen.
** 70 søfolk i handelsflåden.
** 532 andre civile.
 
=== Udenlandske dødsfald i Norge ===
Fra ''Statistisk Sentralbyrå: Krigsdødsfallene under 2. verdenskrig'':
* Sovjetiske krigsfanger: 15.500 (cirkatal).
* Jugoslaviske politiske fanger: 2.839.
 
Det er registreret 11.500 tyske krigergrave.
Linje 257:
=== Materielle tab ===
Fra ''Norsk krigsleksikon'' og ''Statistisk Sentralbyrå: Raseringen av Finnmark'':
* 22.000 boliger blev totalødelagt.
* 16 % af Norges realkapital gik tabt. Særlig hårdt ramt var skibsfarten (realkapitalen blev her reduceret med 60 %), hvalfangst (68 %), fiskeri, minedrift og industri.
* Industriproduktionen blev reduceret til 57 % af [[1938]]-niveauet.
* Vareeksporten blev reduceret til 18 % af 1938-niveauet.
 
Hvad angår materielle tab, indtog [[Finnmark]] og Nord-Troms en markant særstilling. Hele Finnmark og store dele af Nord-Troms lå i ruiner, efter at tyskerne havde benyttet den brændte jords taktik under tilbagetrækningen. 10.400 boliger, 4.700 landbrugsbygninger, 230 industri- og håndværksbygninger, 420 forretninger, 306 fiskebutikker, 53 hoteller og pensionater, 106 skoler, 60 offentlige administrationsbygninger, 21 sygehuse og sygestuer, 140 forsamlingshuse og 27 kirker blev jævnet med jorden. Køer blev slagtet, fiskerbåde sænket. Alle [[telefon]]linjer blev ødelagt, [[mole]]r, [[bro]]er og veje blev sprængt og landskabet mineret. Omkring 45.000 blev tvangsevakueret mod syd. Mellem 20.000 og 25.000 gik under jorden i Finnmark og havde ved krigens afslutning stort set ingen levnedsmidler.
 
== Efterspil ==
Linje 268:
Efter Tysklands kapitulation blev Norge, grundet sin indsats på allieret side, regnet blandt sejrherrerne i modsætning til for eksempel Danmark. Men dette har været omdiskuteret. På [[Paris-konferencen]] nægtede bl.a. Sovjetunionen, at Norge skulle have krigserstatning, fordi Norge ikke havde deltaget i krigen. Historieprofessor [[Hans Fredrik Dahl]] er gået så vidt som til at udtrykke det på denne måde: "Norge vandt bestemt ikke krigen. Vi var ikke i krig. Vi var ikke engang allieret med sejrherrerne." Den almene opfattelse er ikke desto mindre både i Norge og udlandet, at Norge var en af de Allierede.
 
Efter krigen begyndte et omfattende [[Retsopgøret i Norge efter 2. verdenskrig|retsopgør]], hvor omkring 46.000 personer blev straffet.<ref name="nolex"/> Omkring 20.000 blev fængslet, og 25 blev henrettet. Sammenlignet med andre lande var retsopgøret i Norge mere omfattende blandt andet på grund af, at et medlemskab iaf partiet ''Nasjonal Samling'' blev anset som landsforræderi. Straffen ved retsopgøret var ikke hårdere end i andre lande, og retslige principper blev fulgt, selv om de er kritiseret. Grundlaget for kritikken har blandt andet været tvivl, om ''[[Elverumsfullmakten]]'' var gyldig, påstanden om, at forordningerne, som retsopgøret byggede på, var tilbagevirkende (forbudt ifølge [[Norges grundlov]]), og spørgsmålet, om Norge kapitulerede eller ej den [[10. juni]] 1940. Det er også hævdet, at landsforræderne var syndebukke, mens personer i militæret, regeringen og andre etater, som havde svigtet, slap billigere. Et omfattende [[værnemager]]i blev heller ikke retsforfulgt.
 
Mange børn af tyske soldater og norske mødre ([[krigsbørn]]) oplevede forfølgelse og diskriminering. Til trods for at Norge er et af de lande, som slap billigst fra krigen, var det norske opgør med folk, som havde sympatiseret eller samarbejdet med [[aksemagterne]] langt mere omfattende end i de fleste vesteuropæiske lande. Forfølgelsen af kærester og børn af tyske soldater var angiveligt mindre i lande som Danmark.
Linje 276:
== Kritik omkring den historiske forståelse af Norges krigsindsats ==
{{Norge i 2. verdenskrig}}
I 2008 udtalte historikeren [[Tore Pryser]], at krigshistorien er fremstillet sort-hvidt, og at den enten handler om sværtning af dem, som gik ind i NS, eller glorificering af frihedskæmpere i ''Milorg'' og ''Kompani Linge''. Til avisen ''Klassekampen'' hævdede han, at baggrunden for sådanne skævheder er, at et bestemt miljø tog kontrollen med historieformidlingen efter krigen<ref>{{Kilde www |url= http://www.klassekampen.no/artikler/kultur_medier/55478/article/item/null|titel= Har skapt et glansbilde|udgiver= ''Klassekampen''|forfatter=|dato= 23. december 2008|sitat=''Norsk krigshistorie er unyansert, ensidig nasjonal og bevisst til­slørende, mener historikere.''|besøksdato= 2008-12-23}}</ref>: ”''Historien om krigen var et led i nationsbygningen. En smal kreds af aktører har præget historieforståelsen''”. Pryser hævdede også, at [[Jens Christian Hauge|Jens Chr. Hauge]] var den centrale strateg blandt modstandsfolk med tilknytning til [[Arbeiderpartiet]], og at [[Norges Hjemmefrontmuseum|Hjemmefrontmuseet]] udsprang af dette miljø, og at de fremdelesfortsat formidler et ensidigt historiesyn. ”''Vi håbede, at det ville udvikle sig til en mere kritisk institution når faghistorikere fik kontrollen. Men det er fortsat Milorgledelsens fortolkning som dominerer''”. Han mente desuden, at konsekvenserne var, at mange emner ikke var blevet grundigt udforsket: ”''For eksempel ved vi kun lidt om, hvordan jødeaktionen blev gennemført i Norge. Det økonomiske samarbejde med tyskerne under krigen er ligeledes meget lidt udforsket''.”
 
Pryser fik støtte til sine udsagn fra historikeren [[Harald Berntsen]], som i samme avisartikel hævdede, at hjemmefrontsledelsen i Oslo har glorificeret sig selv.<ref>{{Kilde www |url= http://www.klassekampen.no/artikler/kultur_medier/55478/article/item/null|titel= Har skapt et glansbilde|udgiver= ''Klassekampen''|forfatter=|dato= 23. december 2008|citat=''Norsk krigshistorie er unyansert, ensidig nasjonal og bevisst til­slørende, mener historikere.''|besøgsdato= 2008-12-23}}</ref> Berntsen udtrykte sig kritisk over for det, han kaldte ”''myterne, som er kommet til at cirkulere og har præget historieforståelsen i efterkrigstiden''”, og hævdede, at centrale aktører, som [[Gunnar Jahn]], [[Paal Berg]] og [[Einar Gerhardsen]] systematisk havde tilsløret sine roller i begyndelsen af besættelsen: ”''De har efter krigen fortiet deres eget samarbejde med tyskerne imod konstitutionen i 1940''”. Berntsen hævdede, at hjemmefrontsledelsen havde undertrykt kommunisternes aktive modstandskamp helt fra starten af – og som stod i modsætning til det, han hævdede, var hjemmefrontsledelsens passive linje. Berntsen hævdede også, at historikermiljøet, som opstod omkring [[Magne Skodvin]], længe dominerede dette forskningsfelt: ”''Mange år efter krigen bestemte Skodvin, hvem der skulle have adgang til centrale kilder, som for eksempel Gunnar Jahns dagbog''.”
 
== Kilder ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Norge_under_2._verdenskrig"