Alfastråling: Forskelle mellem versioner

'''Alfastråling''' er en form for [[partikelstråling]], der er kraftig [[ioniserende stråling|ioniserende]] og med svag indtrængningsevne. Alfastråling har en fart på ca 19.000 km/s. Alfastrålingen kan have en rækkeviderækkevidde på op til ca. 9 mikrometer., Menmen hvor langlangt strålingen rækker, er afhængigeafhænger af den energi, som bestemmes af kernen, den kerne somder udsender alfastrålingen.[http://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/fysik/alfa_beta_gamma/]

Alfastrålingen er i realiteten Helium-[[atomkerne]]r (4/2He), der udsendes uden elektroner, under [[alfahenfald]] af radioaktive kerner som f.eks. [[uran]] og [[radium]]. Helium er i sig selv ikke radioaktivt, men denselve højehenfaldet hastighedskyder vedheliumkernerne henfaldetud i sådan en fart, at strålingen bliver skadelig, idet kernerne kan ramme andre atomer og slå deres elektroner ud skaberaf radioaktivitetbanerne. Strålingen blev opdaget af [[Ernest Rutherford]] i [[1899]], og han brugte disse til at påvise [[atomkerne]]n i [[1911]].

Da den er kraftig ioniserende, er det nemt at beskytte sig mod alfastråling uden for kroppen. Blot et stykke papir, nogle centimeters luft eller de yderste lag af huden er nok til at stoppe dem. På den anden side er det den farligste form for [[radioaktiv stråling]], hvis strålingen kommer ind i kroppen til organerne, f.eks ved spisesspisning eller indåndes.indånding, Kanda det gørkan gøre stor skade på cellerne i det område, som strålingen rammer.[http://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/fysik/alfa_beta_gamma/]