Birgitte Thott: Forskelle mellem versioner

Birgitte Thoot var en datter af [[Christen Thott]] til [[Faarupgaard]] og [[Boltinggaard]] og [[Sophie Below]]. Hun fødtes på Faarupgaard ved [[Jelling]].

I 7 års alderen mistede hun sin fader, men moderen, der selv var kendt for lærdom og oversættervirksomhed, ledede omhyggelig børnenes opdragelse; søsteren [[Anne Thott]] var også en lærd dame.

Birgitte Thott tilfredsstillede sin tidlig vakte kundskabstørst ved på egen hånd at studere nyere sprog, [[Tysk (sprog)|tysk]], [[engelsk (sprog)|engelsk]], [[fransk (sprog)|fransk]] og [[spansk (sprog)|spansk]].

Hun samlede et stort bibliotek, lærte [[latin]] og siden [[hebraisk]] og opdrog sine broderdøtre, navnlig Sophie og Elisabeth Thott, som til dels tog hendes interesser i arv.

I disse senere år begyndte hun sine oversættelsesarbejder og vandt det store lærdomsry, som, naturligvis støttet af hendes høje byrd, bragte hende i forbindelse med tidens berømte mænd. Hun brevvekslede med [[Ole Worm]] og [[Thomas Bartholin]], og hendes bøger ledsagedes med æredigte af lærde i skokketal, fornemmelig professorerne ved [[Sorø Akademi]].

I tidens ånd begyndte hun med at omplante andagtsbøger fra fremmede sprog: [[1652]] [[Philp Mornay]]s ''Gudelige Betænkninger over nogle Skriftens Sprog'' fra fransk, [[1658]] (eller [[1654]]) biskop [[Joseph Hall]]s ''Traktat om Sindets Fornøjelser eller Raad mod al Bekymring'' fra engelsk og flere utrykte, bevarede i [[Karen Brahe]]s bibliothek, som er grundet af hendes svigerinde [[Anne Gøye]].

Det ældste arbejde fra hendes hånd findes dog i [[Københavns Universitetsbibliotek]], nemlig en håndskreven oversættelse fra [[1636]] af de samme år ved den lærde [[Holger Rosenkrantz (f. 1574)|Holger Rosenkrantz]] under titelen ''Fürstenspiegel'' (Fyrstespejl) udgivne tyske afhandlinger og breve fra [[hertug]] [[Albrecht af Preussen]], som blev så skæbnesvangre for udgiveren. Oversættelsen er tilegnet Birgitte Thotts "moster" [[Sophie Axelsdatter Brahe|Sophie Brahe]], Rosenkrantz’ hustru, egentlig moster til hendes mand, som havde stået i nært forhold til Rosenkrantz’ hus.

Hendes hovedværk, oversættelsen af Seneca, er ledsaget af fortaler, som vise, at hun fuldt vel var sig betydningen af og vanskelighederne ved det arbejde bevidst, som hun havde foresat sig. Det var jo dengang allerede en mistænkt sag at give sig af med hedensk filosofi, endsige at ville udbrede kundskab om dette på modersmaalet, og hun gør derfor meget rigtig opmærksom på, at man vel kan fordømme Senecas hedenske vildfarelse uden derfor at kaste vrag på den nyttige lærdom, der kan hentes af hans skrifter.

I tilegnelsen ''til det lovlige Fruentimmer'' fører hun dernæst et forsvar for kvindelærdom, som jo i øvrigt den gang ingenlunde var ualmindelig, især hos adelige damer, fra [[Leonora Christina Ulfeldt]] og nedad. Er kønnet, som man mener, skrøbeligt og svagt, så bliver det i alt fald ikke bedre ved at holdes i uvidenhed.

Endelig undskylder hun, at hun ofte har måttet omskrive i steden for at oversætte og ikke så nøje har kunnet følge sin originals vanskelige og dybsindige filosofiske stil. Men på dette Punkt har Birgitte Thott netop sin store fortjeneste. Mens [[Anders Arrebo]], [[Anders Bording]] og andre allerede havde begyndt at uddanne en poetisk stil i den nye tids ånd, stod prosasproget endnu langt tilbage.

[[hyrderoman]]en ''Astræa'' som det eneste større forsøg på at omplante et [[renæssance]]værk i prosa.