Adolph Gotthard Carstens: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata |
PalnaBot (diskussion | bidrag) der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB |
||
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
'''Adolph Gotthard Carstens''' ([[31. marts]] [[1713]] i [[København]] – [[10. marts]] [[1795]] sammesteds) var en dansk [[gehejmeråd]], bror til [[Friedrich Carstens (kollegiedeputeret)|Friedrich Carstens]] og [[Christian Gottfried Carstens]].
== Opvækst og uddannelse ==
Adolph Gotthard Carstens blev født i København. Hans fader, [[Nicolai Gotthard Carstens]] fra [[Lübeck]], var da kammersekretær hos [[prins Carl]], men døde som [[konferensråd]] og landfoged i [[Bredsted]]; hans moder var Justina Christine født von Johnn. Sammen med sine tre brødre blev han undervist af lærere i hjemmet, og faderen selv tog meget del i hans undervisning. Som den første, når det gjaldt leg og lystighed, var Carstens også fremragende flink ved bogen, og fra sin tidligste ungdom følte han sig stærkt draget af [[antikken]]s klassikere; derfor kom dog ikke færdighed i de levende sprog til at stå tilbage; i det fint dannede hjem øvedes han flittig deri. I sit attende rejste han til [[Jena]] for at studere [[jura]], men blev her og i [[Halle (Sachsen-Anhalt)|Halle]] ([[1731]]-[[1735|35]]) også nøje indviet i [[Christian Wolff (filosof)|Christian Wolffs]] og [[Gottfried Wilhelm Leibniz|Leibniz']] filosofi. I Jena pådrog han sig ved uforsigtighed en underlivssvækkelse, af hvis følger han led sin øvrige livstid, og som indvirkede meget på hele hans levevis, da han ikke var i stand til at deltage i større selskabelighed, men måtte holde sig i stilhed til en snæver vennekreds.
== Embedskarriere ==
Efter endt studierejse tilbragte han nogle år dels i det fædrene hjem, dels hos en morbroder, der var administrator af [[Rigsgrevskabet Rantzau|Grevskabet Rantzau]]; men [[1738]] begyndte han kancellivejen som sekretær i [[Tyske Kancelli]] og gennemgik nu alle trin på embedsstigen, således at han syv år før sin død kunne fejre 50-års-jubilæum som embedsmand i det samme departement. [[1749]] blev han [[kancelliråd]], [[1754]] [[justitsråd]], [[1761]] [[etatsråd]] og [[1768]] konferensråd.
Ved de store omvæltninger i administrationen [[1771]] under [[Johann Friedrich Struensee|Struensee]] beskikkedes han til over[[prokurør]] for de [[Hertugdømmet Slesvig]] og de kongelige tyske provinser vedkommende sager med sæde og stemme i [[Kancellikollegiet]]. Til [[arveprins Frederik|arveprinsens]] formæling [[1774]] blev han [[Dannebrogordenen|Danebrogsridder]] og tog til devise: "Recta via et firmo gradu", hvad der passede fortrinlig på hele hans individualitet. [[1779]] blev han gehejmeråd.
Da grev [[Andreas Peter Bernstorff]] i november [[1780]] afskedigedes fra alle sine poster, blev Carstens hans eftermand som direktør i det tyske Kancelli, men bibeholdt sin stilling som overprokurør; og disse to embeder havde han til sin død, dog således, at da Bernstorff kaldtes tilbage [[1784]], måtte Carstens vige det øverste sæde for greven, som fik titel af kancellipræsident.
Carstens nød i hele sin embedstid aldeles enstemmig højagtelse for sit retsind og sin udmærkede dygtighed; og ved sin elskværdige personlighed vandt han alles hjerter. Enhver, der henvendte sig til ham, kom han velvillig og ligefrem i møde. Uden for hans egentlige embede havde han oftere sæde i særlige kommissioner; således i kommissionen, der skulle påkende
Struensees og [[Enevold Brandt|Brandts]] sag; han har medundertegnet disses dødsdom, men han skal have ytret til flere af sine venner, at han bag efter fortrød det inderlig. Også i den store [[Magnus Bering Beringskjold|Beringskjoldske]] kommission [[1781]] havde han sæde.
Et hverv af anden slags overdroges ham [[1772]] som medlem af kommissionen til de kongelige (danske, franske og italienske) skuespils bedre indretning og bestyrelse. I teaterdirektionen havde han derefter sæde til maj [[1777]], da han til stort tab for teatret så sig nødsaget til at søge afsked fra denne post, fordi den under hans mange andre forretninger gav ham bryderier, som hans svage helbred ikke tålte; men hans sindighed, hans mangesidige og grundige dannelse og fine kunstsans havde ogsk i denne hans virksomhed øvet betydelig og heldbringende indflydelse.
Line 19 ⟶ 21:
Men Carstens har ikke blot som embedsmand sat sig et varigt minde, men også som dyrker af videnskab og kunst. Hans første skrift var af [[religionsfilosofi]]sk natur, en anonymt udgivet tysk afhandling om et nyt bevis for Guds tilværelse ([[1751]], 2. udgave [[1756]]); det var en frugt af hans studium af Wolf og Leibnitz.
I øvrigt syslede han meget med historiske undersøgelser. Ved [[Hans Gram]]s død [[1748]] søgte han posten som [[Gehejmearkivet|Gehejmearkivar]] og tilbød at aflægge prøve på sine kundskaber – men [[Jacob Langebek]] fik embedet. Da [[Geneve|genferen]] [[Paul Henri Mallet]] under sit ophold i København forberedte sin ''Histoire de Dannemarc'', gennemså og diskuterede Carstens dette værk med forfatteren, med hvem han efter hans afrejse fra Danmark vedligeholdt en venskabelig brevveksling gennem mange år.
[[1753]] blev Carstens medlem af [[Videnskabernes Selskab]] i København, efter at en indsendt afhandling om dronning [[Euphemia]] var oplæst. I årene [[1754]]-70 findes derefter af ham i selskabets skrifter en række vigtige, lærde undersøgelser, navnlig til [[Danmarks historie]] i det [[14. århundrede]] samt en afhandling om [[Norges rigsvåben]]. Også af [[Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab]] var han medlem (fra 1774). I [[1777]] blev han medlem af [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]].
Efter at [[Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse]] var oprettet ([[1759]]), blev Carstens snart et meget virksomt og indflydelsesrigt medlem i dette. Hans egne poetiske frembringelser i det danske sprog er kun et par frie bearbejdelser efter det franske. Under navnet Philocalus oversatte han ''Brev til min Klædning'' af [[Michel-Jean Sedaine]], og af [[Jean-Baptiste-Louis Gresset]]s ''Vertvert'' har han gengivet et stykke efter en engelsk oversættelse.
Af større betydning er hans afhandlinger om ''abne Vokalers Medvirkning til de poetiske Udtryks Styrke og Livagtighed'', oplyst især ved eksempler af græske og latinske digtere, dog også af [[Friedrich Gottlieb Klopstock]] og [[Christian Fürchtegott Gellert]], samt om ''Vokalers Sammenstød i danske Vers'', nemlig hvorvidt man overalt bør undgå sådanne, og regler derfor. De findes begge i selskabets samlinger ''Forsøg til de skjønne Videnskaber''.
Men langt mere vægt har den indflydelse, han ved sin vejledning og kritiske indsigt har øvet på adskillige af datidens digtere og forfattere; på ingen måske dog i så høj grad som på [[Johannes Ewald]], som selv med al redebonhed og taknemmelighed har udtalt det, som han skylder denne "de danske Musers ivrigste og viseste Beskytter". Det nære forhold mellem Carstens og Ewald udviklede sig dog kun langsomt; endnu i 1770 deltog Carstens i "Selskabets" forkastende dom over ''Rolf Krage''. Men i digterens sidste år var Carstens blandt den store digters trofasteste velyndere, ligesom Ewald også i sit testamente rettede den anmodning til Carstens om i forening med præsten [[Johan Christian Schønheyder]] at påse den nøjagtige opfyldelse af hans sidste vilje.
| |||