Peder Reedtz: Forskelle mellem versioner

Fra nu af begyndte hans større politiske rolle. Han medbragte til denne betydelig [[dannelse]], særlig megen sprogfærdighed, en stærkt udviklet fornem anstand, en vis tung, alvorlig værdighed og en ikke ringe arbejdsiver; tvivlsommere er det, om hans politiske kundskaber have stået i højde hermed, i alt fald betegner [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]] ham som kun lidet kendt med udlandets sager; næppe heller har han været en mand med udprægede anskuelser eller evne til at gøre dem gældende; den franske gesandt [[Hugues de Terlon]] karakteriserer ham som ængstelig og meget mistænksom. Hurtig tilfaldt der ham dog vigtige hverv, særlig på grund af hans gamle svigerfaders svagelighed. I hans sted fungerede han måske allerede fra slutningen af [[1656]] som en slags kansler, især ved forhandlinger med fremmede afsendinger; i maj [[1657]] var han medunderskriver af den [[resolution]] til den svenske gesandt Durel, der medførte underhandlingernes afbrydelse. Under [[Karl Gustav-krigene|den påfølgende krig]] fik han fuldt op at gøre. Han blev i juli 1657 medlem af det udvalg af Rigsrådet, der sammen med rigshofmesteren og kansleren skulle lede regeringssagerne, og led ved dette hverv i høj grad under statens knugende pengemangel. Imellem de to krige havde han den ikke misundelsesværdige opgave at forhandle med de svenske gesandter ved forhandlingerne i København.

Ikke mindre byrdefuld blev hans virksomhed under [[Københavns belejring (1658-1660)|Københavns belejring]], hvor talrige forretninger tilfaldt ham; et lyst øjeblik var det, da han [[30. oktober]] [[1658]] efter [[Jacob van Wassenaer Obdam]]s [[Slaget i Øresund|sejr]] i [[Øresund|Sundet]] sendtes til den nederlandske [[admiral]] for at konferere med ham. Fra marts [[1660]] var han en af fredskommissærerne ved de underhandlinger uden for hovedstadens volde, der, dog mindre ved hans end ved Hannibal Sehesteds virksomhed, førte til [[Freden i København|freden]] i maj. Imidlertid var hans gunst hos [[Frederik 3.|Frederik III]] sikkert steget i disse år; der er også spor til, at han har hørt til det mere kongeligsindede parti inden for Rigsrådet, idet han i oktober 1658 ikke ville være med til dets formaning til kongen om at tage mere hensyn til det. At han skulde have været indviet i kongens statsforandringsplaner, er der dog ingen grund til at antage. Men på stændermødet [[1660]] ses han at have været meget ivrig ved forhandlingerne mellem kongen og rådet om arveregeringens overdragelse; han blev medlem af det [[13. oktober]] nedsatte udvalg, der vedtog [[håndfæstning]]ens tilintetgørelse, og som fungerende kansler holdt han talen til stænderne ved [[arvehyldingen]] [[18. oktober]] og oplæste den nye edsformular; ved den anden hylding, [[15. november]], bar han rigssværdet.