Oluf Nielsen Rosenkrantz: Forskelle mellem versioner

Han var søn af [[rigshofmester]] [[Niels Eriksen Rosenkrantz]] (død [[1516]]). Allerede i [[kong Hans]]' tid blev han forlenet med [[Vordingborg]] som kongeligt regnskabslen ([[1512]]-[[1517|17]]) og fik efter faderens død brev på at beholde [[Koldinghus]] og Len som et frit pant i 30 år (1517).

Ved oprøret mod [[Christian 2.]] sluttede Rosenkrantz sig til [[Mogens Gøye]] og søgte at mægle; han deltog således i et frugtesløst møde i [[Særslev Kirke]] og skal have givet kongen det råd at tage til København for at se tiden an.

Koldinghus blev derpå samlingssted for de adelsmænd, der endnu var kongen tro, mens hertug Frederik med sine tropper og de oprørske adelsmænd lå i [[Kolding]] by. Da slottet ikke kunne holdes ved en længere belejring, holdt Rosenkrantz sig her, men da hertug Frederik og oprørerne kort efter truede ham på livet, hvis han ikke sluttede sig til hertugen, sendte Rosenkrantz [[17. marts]] kongen besked herom. Han skriver, at han gerne ville begive sig til kongen, men ikke turde af frygt for [[Sigbrit Willoms|Sigbrit]], der truede ham og hans venner på livet, og som også havde været årsag til, at han og hans moder havde mistet gods i Vallø og 2 gårde i København.

Efter moderens død i [[1528]] havde han overtaget Vallø helt, og [[7. februar]] [[1529]] giftede han sig med [[Ide Munk]], datter af rigsråd og [[landsdommer]] i [[Jylland]] [[Mogens Olufsen Munk|Mogens Munk]]. Han deltog i de følgende år i de vigtigste regeringshandlinger under Frederik 1.

svoger Tyge Krabbe. Han var blandt de rigsråder, som, efter at [[Vor Frue Kirke (København)|Frue Kirke]] i København på grund af billedstormen i [[jul]]en [[1530]] en tid havde været lukket, atter skaffede katolikkerne adgang til kirken, hvorpå den under stor højtidelighed blev taget i brug [[15. november]] [[1531]].

blev Rosenkrantz hofmester for Frederik 1.'s næstældste søn, hertug Hans, som det katolsksindede parti ønskede til konge efter faderens død. Der blev derfor indrettet en hofadministration på [[Nyborg Slot]] for den unge hertug under Rosenkrantz' opsyn. Ved [[herredag]]en i København efter Frederik 1.’s død arbejdede Rosenkrantz for hertug Hans’ valg. Han medbeseglede derfor også det brev, hvorved kongevalget blev udsat et år af hensyn til [[Norge]], idet man ved de norske biskoppers hjælp ventede at kunne få Hans til konge. Ligeledes har beseglede han den såkaldte reces af 3. juli, hvor man søgte at stopper for den lutherske lære, og han deltog også i dommen over Hans Tausen.

Mogens Gøye, Erik Banner og flere katolske adelsmænd København. At Rosenkrantz ikke besejlede dette brev, kom ham senere til gode, idet brevet blev hovedanklagen fra Christian 3. mod biskopperne og deres tilhængere.

Som hofmester for hertug Hans begav Rosenkrantz sig efter herredagen til Nyborg Slot, som han nu var blevet forlenet. Da [[grev Christoffer af Oldenborg]] i maj [[1534]] som [[Lübeck]]s krigsfører gjorde indfald i [[Holsten]], sendte Rosenkrantz straks fra Nyborg 50 landsknægte til [[Sønderborg]] for at forstærke slottet, hvor Christian 2. sad fanget; men han blottede herved sin egen fæstning. Ved den fynske adels møde 9. juli i [[Hjallese]] ved [[Odense]], hvor den fynske adel, ligesom tidligere den jyske, sluttede sig til hertug Christian (senere Christian 3.), deltog Rosenkrantz ikke. Men da hele Sjælland og Fyn rejste sig til fordel for Christian 2., frygtede han hertug Hans’ sikkerhed og førte ham og hans tjenere forklædte som bønder til Sønderborg. Selv begav han sig tilbage til Nyborg, som da også senere blev belejret af de grevelige, og Rosenkrantz måtte overgive slottet og blev fanget i august 1534; han blev ligesom de øvrige fangne adelsmænd ført til København.

Da hertug Hans’ sag var tab, idet det vestlige Danmark havde sluttet sig til hertug Christian og det østlige til grev Christoffer, opsagde Rosenkrantz [[16. august]] sin tjeneste og sluttede sig til grev Christoffer, ligesom den øvrige skånske og sjællandske adel havde gjort, hvorpå greven frigav hans hustru og børn, der ellers sad som fanger på Nyborg.

Han indtog under Christian 3.’s regering en meget betynde position i rigsrådet og fik adskillige hverv, deriblandt flere gange statholderskabet i København og på Sjælland. Var hertug Hans blevet konge, var han formentlig blevet rigshofmester, ligesom hans far, Niels Eriksen, hans farfar, [[Erik Ottesen Rosenkrantz (f. ca. 1427)|Erik Ottesen Rosenkrantz]], og oldefar, [[Otte Nielsen Rosenkrantz]], havde været.

Han døde på Vallø 1545. Hans enke, Ide Munk, overlevede ham med mange år. Da de ingen sønner efterlod sig, gik Vallø til deres 2 døtre, Birgitte, gift med [[Peder Bille]] til Svanholm og [[Mette Rosenkrantz (ca. 1533 - 1588)|Mette Rosenkrantz]].